21. maj 2008

Las Olas!

I går var fætteren og jeg på stranden (som hedder Las Olas og ligger tæt på Hooters hvor vi var forleden). Vi var der i omkring to en halv time, fra kvart i tre til kvart over fem. Jeg tog solcreme på fire gange og lod det virke, inden vi gik i vandet. Vi var i vandet i godt en time sammenlagt, resten af tiden vendte jeg mig på håndklædet som en anden grillkylling.

Altså: fire gange solcreme, en times tids direkte eftermiddagssol. Resultat: jeg er nærmest pink... Men det er okay, ikke nogen brandsår eller noget :-) Er bare lidt øm overalt på overkroppen, som ikke havde set direkte sollys i snart to år, hehe. Tror jeg kunne have brugt en liter faktor 50-solcreme og stadig få den arketypiske, lyserøde turistkulør. Men jeg tror nu alligevel jeg smører ekstra meget faktor 25 på, når vi skal til Miami i morgen...

Vandet var i øvrigt helt vildt klart og helt vildt lækkert, lidt bølger men ingen rigtig understrøm. Kender I det med, at man er på stranden og ligger en times tid, går i vandet et kvarter, begynder at fryse og bruger en time på at blive varm igen? I går var det lidt omvendt... Vi lå et kvarter, gik i vandet en halv time, lå et kvarter og gik i vandet en halv time. Uden overhovedet at få blå læber eller noget. Det var lækkert for et par vandhunde som os!

Efter strandturen tog vi hjem, skyllede det værste salt og sand af og skyndte os ud til Monsells mor og far. Hendes far havde fødselsdag i går, så de havde inviteret til middag - det var lækkert, og de var ganske flinke begge to. Tror jeg da nok, Monsells mor taler ikke rigtig engelsk :-) Hendes far er en supercool fyr, med en dybere og mere rusten stemme end Darth Vader/James Earl Jones. Der stod min engelsk-forståelse sin endelige prøve - det tog et par minutter at få "tunet" hans stemme ind, men så forstod jeg også hvad han sagde. Han talte jo engelsk :-) Blev glad for at opdage, at mine McDonalds-problemer fra mit sidste besøg er mere eller mindre forsvundet!

I dag (faktisk lige nu) er der Champions League-finale - det kan vi godt li', det fodbold :-) Inden kampen startede var vi lige ude at shoppe lidt medicin (Casper, jeg har dine Extra Strength hovedpinepiller!), lidt undertøj til undertegnede plus det løse.

Og så gik det op for mig, at jeg har været her tilpas længe - så der er pludselig ikke så mange dage tilbage til at prøve spændende amerikanske fast food-kæder, underlige sodavand og alt muligt. Så vi tog på Quiznos og spiste subs og drak Mountain Dew - bare lige så jeg kan få mest muligt Amerika med hjem :-D

Jeg har ikke taget så meget som ét eneste billede de sidste par dage, men i aften får jeg nok taget et par stykker. Glæd jer ;-)

1 kommentar:

  1. Alt det vand - med eller uden snorkel - lyder som en drøm...Din pink teint derimod bekymrer mig ganske meget - det er farligt min dreng, og med din hudtype burde du bruge faktor 50 konstant....

    Nyd nu de sidste dage i fulde drag og hils omkring dig.
    Knus...

    SvarSlet