11. maj 2008

Vandland - og et dementi

Der er blevet lagt et hårdt program herovre, i hvert fald indtil tirsdag. Monsell (fætter Jakobs kone) har nemlig taget fri mandag og tirsdag, derfor skal vi selvfølgelig nå mest muligt inden hun skal på arbejde igen.

I går var ingen undtagelse - vi var i et rimelig stort vandland i går klokken 13.30 lokal tid, og gik ellers amok i vand-forlystelser indtil stedet lukkede klokken 18.

Inden da skulle vi lige købe et par flip flops til undertegnede - ved ikke hvordan det kan gå til, men jeg har simpelthen ikke haft nogen sandaler (eller solbriller, men det kommer vi til) siden sidste sommer!? Ind til Payless Shoesource og kigge - i bare tæer :-D Da vi kom derind, så det ud som om der nærmest kun var dame- og pigesko. Fætteren spurgte en gut (som arbejdede der, altså) om ikke de havde nogle sandaler til mænd - og han pegede på en hylde, som vi gik hen mod. Fem sekunder senere udbryder manden så "hey, you haven't got any shoes on, man!?". Til hvilket jeg kun kunne svare "I know, that's why I wanna buy some" :-) Det kunne han så godt se fornuften i. Vi fandt et par flip flops, betalte for dem og gik ud til bilen. Da jeg tog sandalerne op af æsken, sad tyveri-sikrings-dimsen stadig på, hvilket jo måtte være en fejl. Så jeg gik tilbage med dem, hvorefter tyverialarmen gik i gang da jeg gik IND i butikken! Damen ved kassen bleev helt forfjamsket og skyndte sig at fjerne dimsen, mens hun mumlede noget om at alarmen vist ikke virkede helt som forventet, hehe...

Så mødtes vi med Monsell og Jakobs venner, Pablo og Kelin, samt (og vi afbryder udsendelsen med en servicemeddelelse: min totale prop i højre øre er netop forsvundet, efter tyve timer... Fedt at kunne høre på begge ører igen!) Monsells veninde Vanessa på IHOP (International House of Pancakes - som de dog kan udgive sig for hele verden, de amerikanere!), som var et af de steder jeg aldrig nåede at besøge sidst jeg var her. Ikke nogen udpræget succes, men i følge de "lokale" var det ikke standarden - vi ventede noget der ligner tre kvarter på vores (morgen-)mad, og så var fætterens fritter ikke engang færdige :-( IHOP har i øvrigt noget, de kalder "Danish pancakes" - i en variant, JEG i hvert fald aldrig har smagt før - det var noget med fresh cream cheese og masser af frugt!?
Så kørte vi ellers i knap en time for at komme op til Rapids Water Park.

Indenfor startede vi med at smøre os ind i faktor 45 - men jeg besluttede alligevel (usandsynlig klogt af mig, tror jeg) at beholde en t-shirt på for ikke at blive forbrændt på min ultra-blege overkrop allerede den første dag. Det var ekstra klogt, fordi vand har en eller anden forunderlig evne til at vaske sådan noget solcreme af lidt efter lidt, og når man så pjasker rundt i vand i fire timer (og allerede kunne smage solcreme i den første "forlystelse"), kan der ikke være meget beskyttelse tilbage til sidst.

Således heller ikke i går, og det er her mit dementi kommer: jeg ER blevet krebserød - i nakken... Dejligt. Virkelig dejligt :-)

Nå, men skidt med det - turen var supergod, og Brændesgårdshaven kan godt pakke sammen (ja, okay, Joboland da, hvis man absolut skal være tyskervenlig ;-) i en hidtil uset grad. Flere af rutsjebanerne var så høje, at min ikke-eksisterende højdeskræk blev "aktiveret" mens vi stod i kø op ad trapperne. Men hold da op, en udsigt der var, da vi stod på toppen af den højeste rutsjebane. Det var altså fedt, selvom jeg til sidst måtte erkende at det slider lidt på min gamle krop, sådan at have adrenalin i blodet og klor i øjnene flere timer i træk. Jeg strak våben en halv time inden parken lukkede, tror jeg, og de andre nåede et par rutsjebaner mere end jeg - men det er helt okay. Jeg var færdig, done, toast. Og flad.

På vejen hjem spiste vi endnu et "nyt" sted, Pollo Tropical, hvor jeg blandt andet smagte en kartoffel-agtig ting, som ikke var de her yams man ellers hører om at de spiser til jul (eller er det Thanksgiving?), men yucas. De smagte glimrende :-)
Og så ellers hjemad. Der var på et tidspunkt planer om at vi måske skulle på en drinksbar (tiki bar, som de kalder det herovre, hehe), men da jeg var færdig med mit monsterindlæg fra i går var klokken halv tolv, og jeg var stadig flad... Jeg gik i seng ved tolvtiden, og måtte endnu engang ty til min "erstatnings-pude" i løbet af natten, når afsavnet blev for stort ;-)

I dag har vi ikke lagt planer, men vi skal næsten helt sikkert ud at shoppe lidt. Jeg har ikke nogen solbriller, men temmelig meget brug for et par - så vi tager nok i Sawgrass Mall (hvor jeg blandt andet købte min "backup-kuffert" sidste gang). Lige nu sidder jeg på fætterens terasse og kigger direkte ud på et par palmer og ikke mindst poolen. Overvejer at gå indenfor, for det er næsten for varmt at sidde herude - klokken er nu 8.33 AM... Jakob og Monsell er ikke stået op endnu, men jeg har da lavet kaffe og røget et par smøger, mens dette indlæg er blevet til.
Der er stadig lidt knas med internet-forbindelsen, så det bliver måske nok heller ikke i dag, jeg ringer hjem :-/

Uanset hvad må I alle sammen have det rigtig, rigtig godt - det har jeg! Jeg skriver igen her på bloggen enten i aften eller i morgen tidlig - kan ikke helt overskue hvad det betyder for de danske "udgivelses-tider"...

/Jannik
Hører nu: Adele - Melt My Heart To Stone (album)

PS. Med hensyn til billeder kommer der nok et par stykker op i dag, men jeg havde af gode grunde ikke kameraet med i går. Vand plus kamera = fysisk dårlig Jannik...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar