14. maj 2008

Uheld i alligator-sumpen

Ja, så blev det onsdag, vi har været på alligator-sightseeing i forgårs og i Busch Gardens hele (hele!) dagen i går. Jeg skriver et særskilt blogindlæg om i går - i denne omgang handler det bare om turen til alligator-land...

Efter en overraskende kort køretur, taget i betragtning af at vi kom til the middle of nowhere ude i sumpland fra fætterens lejlighed i løbet af nul komma fem, var vi klar med kameraer og hele pivtøjet. Nu skulle der tages billeder af de faaarlige alligatorer!

Ganske kort efter afgang med de hersens blikspande, som fagfolk uden blusel kalder luftbåde, som med deres flade bund og gigantiske propeller bagpå skullevære helt ideelle til transport på sådan noget lavt og bevokset vand, fik vi øje på en alligator - nice! Jeg fik knipset et par billeder - bonus! Turen fortsatte, og jeg fik taget billeder af fugle, bevoksninger og udsigten helt generelt.

En halv times tid inde i den én time lange tur skete det så. Vores blikspand satte sig fast. Ubehjælpeligt. Vores "kaptajn" bitchede over højttaleren om at vinden var helt umulig - hvorefter han kravlede rundt om båden, op på den mini-ø bestående af siv og mudder, og prøvede at skubbe os fri. Første gang uden succes. Anden gang uden succes. Tredje gang ville han lige finde et bedre sted at stå (på båden), hvorefter han faldt durk igennem plexiglasset foran på båden! Se i galleriet, der er et billede af båden - og der er også et billede af det blodige håndklæde, han måtte binde om knæet bagefter. Skidesmart - og vi sad STADIG fast...

Lidt modvilligt, men skadet, måtte kaptajn Bill for første gang i karrieren ringe efter hjælp. Så sad vi dér og ventede på "redningen". Den ankom i form af Rob og Bob, som der også er billeder af i galleriet. De fedtede så ellers bare rundt for at få vores båd fri. På et tidspunkt sad de også selv fast - virkelig betryggende... Men fri kom vi da, efter en halv times redningsaktion - og så var det IKKE bare at fortsætte turen, nej, det var direkte tilbage, for nu var der jo gået en time! Eddermame dårlig kundeservice - én alligator så vi (for al den rednings-larm havde sikkert skræmt resten væk). Okay, på turen tilbage fik vi da set nogle uhørt grimme og nogle uhørt mærkelige fugle, men det er lissom bare ikke helt det samme, vel? Jeg fik da taget en del billleder, men alligevel var det lidt øv.

Sikkert i land var det tid til et "alligator show" - sådan en ekstra service, nok mest til de utilfredse kunder som ikke fik set nogen alligatorer i sumpen ;-) Der er masser af billeder i galleriet af den sindssyge gut, som forklarede vidt og bredt om hvordan alligatorer i virkeligheden er rimelig uskadelige - men han manglede så bare lige et par fingre på den ene hånd!!!

Kikset alligator-oplevelse eller ej - det var tid til at tænke på morgendagen - vi kørte direkte til Publix, hvor vi købte ind til en god gang aftensmad (med Jensens Favoritsauce, naturligvis). Vi fik noget superlækkert kød (skirt et-eller-andet steaks), favoritsovs, pomfritter og plantains. Sidstnævnte smagte lidt grillet-banan-agtigt - MEGET lækkert!

En i sidste ende ret hyggelig (men stadig kikset) dag blev afsluttet med en lækker gang mad og en lettere ligegyldig film. Vi så "The Invasion" med Nicole Kidman og mr. 007 himself, Daniel Craig - men på trods af et glimrende oplæg (det er en remake af en klassiker), sådan rent plotmæssigt, blev den aldrig rigtig spændende eller overraskende. Hold jer væk ;-)

Ret skal være ret: jeg skylder endnu et blogindlæg for i går, og det følger lige straks - bliv hængende!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar