31. marts 2009

Arrrrgh… Hacket!!!

Yes, så skete det (igen). Nogen hackede sig ind på min mailkonto og sendte en spam-mail.

Min passwordpolitik skal revurderes – og i mellemtiden er der nok et par ting eller to, på hjemmesiden og deslige, som kommer til at være lidt ustabilt. Eller slet ikke at virke, som f.eks. kontaktformularen på jannikanker.dk

Jeg beklager hvis mit lille hacker-problem har ført til gener hos nogle af de “mange”, der nok har modtaget den mail. Jeg skal gøre mit yderste for, at det ikke kommer til at ske igen!

26. marts 2009

Note to self: greedy.dk er off-limits …

… deres tøjstørrelser deprimerer dig.

25. marts 2009

Efterspænding

Ordet efterspænding kan betyde mange ting. Det er et udtryk for den muskelspænding, der er efter en bestemt bevægelse. En overgang var der meget snak om at dem, der kunne lave meget lange indkast (i fodbold), havde en god efterspænding i mavemusklerne. Tror jeg nok. Men det er i øvrigt slet ikke den slags efterspænding, jeg vil skrive om.

Min cykel er nemlig til reparation. Og til efterspænding. Mandag morgen faldt den ene pedal af, da jeg var på vej til stationen – ikke uden varsel, bestemt ikke, men alligevel. Den faldt af efter flere ugers hakken og vrikken – og så var det, jeg kom i tanke om at jeg da vist aldrig fik afleveret cyklen til den gratis efterspænding, jeg kunne have fået da jeg købte den… Og at mine bremser hyler, reflekserne sidder løst og dækkene er vist også lidt flade i det.

Summa summarum er, at jeg skal have skiftet nærmest hele kranken, fordi pedaler sjovt nok ikke sælges enkeltvis. I samme ombæring bestilte jeg det store eftersyn – og vupti skal jeg nok af med omkring 750 kroner…

Det GODE er så, at der – på selve banegårdspladsen - i Næstved ligger en lillebitte “udstikker” af en lokal cykelbiks, som har åbent i myldretiden, så at sige. Jeg afleverede cyklen i morges og har kunnet hente den siden kl. 16 i dag. Det er eddermame smart, og et supergodt eksempel på hvordan man skaber forretning der hvor kunderne er! Jeg ved ikke, om det er helt almindelig praksis at lave den slags reparationer og/eller eftersyn samme dag, men i Søborg måtte jeg vente fire dage med at AFLEVERE min cykel for at få nye dæk på! Der var simpelthen ikke plads i kælderen, fik jeg at vide :-s Ikke særlig kunde-venligt.

Gad vide, hvor meget den lokale cykelbiks tjener på at have én mand gående dernede 5 dage om ugen – jeg er nok ikke den eneste, der synes det er temmelig praktisk og bekvemt at kunne aflevere sin cykel uden at skulle bruge ekstra tid på det – samt ikke mindst at kunne få jernhesten tilbage igen samme dag, så der heller ikke skal bruges unødig tid i den anden ende. Smart.