9. september 2007

Revolution!!!

Hermed har jeg forfattet hele TO blogindlæg på én dag... Heeelt vildt, ikke?

Efter mit indlæg omkring blogging tidligere i dag blev jeg inspireret. Jeg har derfor brugt et par timer på at forbedre brugervenligheden på min hjemmeside.

Fra nu af er det muligt at klikke på overskriften på et blogindlæg (dog ikke på forsiden). I sig selv ikke den store revolution, men alligevel: klikker man, kommer man over på en særskilt "blog-indlægs-side". Det er der flere gode ting ved:

  1. Nu kan man, når man skal linke til et af mine blogindlæg fra sin egen blog (hint, hint), linke direkte til det enkelte indlæg. Før kunne man kun linke til oversigts-siden. Smart, hva'?
  2. Som en lækker-lækker-læææækker-lækker lille bonus: eventuelle kommentarer til et indlæg vises nu også. Du kan selv se dem i bunden af den nye side (for eksempel her).

Allerede nu er jeg kommet lidt i klemme med mine egne "regler". For det første har jeg nu fortalt hvad jeg ville, men indlægget er ikke helt så langt som jeg gerne så. For det andet omhandler indlægget noget, som nok ikke er vildt interessant for alle mine besøgende. Sidst, men ikke mindst, har jeg lavet en punktopstilling med kun to punkter, for derefter at lave en trepunkts-opremsning uden punktopstilling.

Smukt :-D

Skriv til nettet (blog selv, del II)

Som lovet kommer hér et par tips til, hvordan du bedst strukturer dine tekster til læsning på nettet. Det er nemlig sådan, at du læser anderledes på skærmen i forhold til i en bog.

Der er en række hovedregler, som det kan betale sig at have in mente, når du skriver til nettet:

  • Hold dig til korte, simple sætninger. Så er teksten hurtigere at læse. Når læseren sidder foran skærmen, skimmer han/hun hele skærmen i stedet for at starte slavisk i øverste venstre hjørne. Undgå også gerne forkortelser.
  • Lav en sigende overskrift. Jeg har set en nyhed med titlen "Ny nyhed" engang! Man ANER jo ikke, hvad man skal til at læse om :-) Da overskrifter ofte bliver brugt som link-tekst på andre sider, skal de altså fortælle mest muligt om indholdet. Kort, præcis og sigende.
  • Korte afsnit giver bedre overblik.
  • Punktopstillinger holder! Igen for overblikkets skyld.
  • Kend din modtager. Husk at du ikke skriver til dig selv, men for dine læsere. Enhver tekst har et budskab - sæt dig for øje, at budskabet skal være krystalklart for dine læsere. Forestil dig, hvem din modtager er, og visualisér det gerne. Læs eventuelt teksten igennem bagefter for at sikre dig, at budskabet kommer igennem.
  • Fremhæv nøgleord. Det hjælper dig med at tage stilling til, hvad der er det vigtigste for læseren at vide.

Disse tips gælder al tekst på nettet. Og det er ikke nogle, jeg selv har fundet på - men jeg har faktisk undladt et par stykker. Blogger man, er der nemlig nogle lidt andre ting at holde sig for øje:

  • Tidsangivelse er vigtig. Hvis man bruger en af de platforme, jeg nævnte forleden, klarer denne sig selv. Et blogindlæg bør altid have et dato-stempel. Det vil sige en tydelig angivelse af hvornår indlægget er skrevet. Derfor er det helt i orden at skrive "i går", "i morgen" eller "sidste år". Det må du ellers slet ikke ;-)
  • Hav en minimum-længde for et indlæg. Som en slags kvalitets-sikring er det en god idé at aftale med dig selv, hvornår et indlæg er godt nok. Jeg er ikke altid lige god til at huske det, men det virker altså!
  • Vær subjektiv! Det er DIN blog, din mening og dit valg af emner. Hvis du skriver noget uden at forholde dig til det, er det jo værdiløst. Så hellere bare linke direkte til kilden.
  • Følg op på dine indlæg. Hvis du bruger en af de tidligere nævne blogging-platforme, kan dine læsere som udgangspunkt kommentere på dine indlæg. Af og til kan kommentarerne udvikle sig til en længere diskussion, som du kan skrive et helt nyt indlæg om. Gør dét, når du kan, så dine læseres guldkorn ikke forsvinder i glemslen!
  • Internettet glemmer sjældent. Lad være med at skrive noget, du ikke vil have at andre skal læse. Lad være med at skrive noget, du vil fortryde. Vær opmærksom på, at hvis du skriver noget om religion, race eller for den sags skyld politik, kan du (utilsigtet) risikere at støde nogen. Lad være med at svine nogen personligt til. Takket være Google og arkiv-services som Wayback Machine kan du ikke altid styre hvad der bliver husket, selvom du fortryder (og sletter indlægget).
  • Hav det sjovt! Blog fordi du har lyst, ikke fordi alle andre gør det :-) Har du ikke noget at sige, eller noget at bruge en blog til, så lad være. Jeg selv har min blog fordi jeg synes det er hyggeligt. Jeg kan godt lide at skrive, og jeg synes det er superhyggeligt at folk rent faktisk læser, hvad jeg skriver.

Sådan. En række tips, som forhåbentlig kan hjælpe dig til at komme i gang med at blogge, hvis du har mod på det. Det er ikke alle punkterne, der er lige vigtige, men det er da et sted at starte :-)

Jeg overvejer, om der skal være en tredje del. Jeg kunne godt fortælle lidt om, hvordan blogging som koncept fungerer, og måske også om hvilke slags blogs der findes, altså sådan rent emnemæssigt. Måske, måske ikke!

7. september 2007

DHL

Jeps, så blev det jo den tid på året igen. DHL-stafetten blev overstået i går aftes - og jeg klarede det en lille smule bedre end forventet!

Jeg havde sat mig for at gennemføre på under 40 minutter. Af flere forskellige årsager, mest "prominent" at jeg ikke havde fået trænet. Sidste års fantomtid (ahem, 32 minutter) skyldtes i høj grad, at jeg samtidig frekventerede et fitness-center. Dét fandt jeg ud af da jeg lige skulle tjekke min "grundform". Som i år mere er en slags kageform :-/

Anyways, jeg bragede igennem hele TO ET HALVT minut under min måltid. Altså løb jeg fem kilometer på 37 et halvt minut - det er så rundt regnet næsten dobbelt så lang tid som den hurtigste af alle DLG-løberne gjorde det på. Men f**k det, jeg GJORDE det sgu. Igen.

Og næste år bliver DHL bare opvarmning til "the main event" - jeg og en kollega barsler med idéen om at gennemføre et motionstriathlon da. Det er typisk noget med 500 meter svømning, 20 kilometer cykling og 4-4,2 kilometer løb. Og det eneste, jeg overhovedet gruer for, er løbet.

Så i næste uge (nok allerede søndag) er jeg atter tilmeldt et fitness-center - og så skal den denondenlyneme ha' gaaaaaaassss!!!

P.S. Har reelt set slet ikke været hjemme denne uge, men del II af mit blogging-indlæg kommer lørdag eller søndag. Glæd jer :-D

3. september 2007

Har jeg nogensinde nævnt... (blog selv, del I)

... hvordan man selv kan komme i gang med at blogge? Det tror jeg faktisk ikke, jeg har - så det vil jeg gøre nu :-)

Allerførst skal man finde et sted, hvor man vil oprette sin blog. Der er MASSER af gratis steder at nævne - selv bruger jeg (naturligvis, man er vel nørd) en af de allertidligste såkaldte blog-platforme, der hedder blogger.com. Det er faktisk meget fornuftigt - men der er så mange blogs på netop denne platform, at man ikke "automatisk" bliver lagt mærke til. Så hvis man gerne vil have feedback på sine indlæg, er eksempelvis urbanblog.dk et suuupergodt sted - der er sådan en hyggelig stemning derinde, i modsætning til f.eks. blog.tv2.dk, hvor der er ret så mange knap så seriøse "deltagere". Og urbanblog.dk er naturligvis også udelukkende dansk, og man kan nogenlunde nemt være anonym, hvis man vil dét.

Inde på urbanblog.dk klikker man på "Få din egen URBANblog"-knappen i øverste venstre hjørne - og så følger man sjovt nok bare instruktionerne. Hvis man vil være HELT anonym, kan man evt. oprette en særskilt (og anonym, naturligvis) email-adresse inde på gmail.google.com eller mail.live.com (som hed HoTMaiL i gamle dage), som man så kan bruge under oprettelsen. For inde på urbanblog.dk kan dem, hvis blogindlæg man kommenterer på, se ens mail-adresse.

Men ellers er du faktisk ret så hurtigt igang - og så er det jo bare om at skrive!!! Der findes et fancy lille "værktøj", som gør at man ikke behøver at logge ind på bloggen og skynde sig at skrive sit indlæg inden browseren (Internet-programmet, mor ;-) "glemmer hvem du er". For det gør den (altså browseren), typisk efter en halv time, og så kan du ikke få lov at gemme. Programmet hedder Windows Live Writer.
Dette lille program er en slags blog-smart, nedkogt version af Word, som man installerer og opsætter til at "koble på" ens blog. Så kan man skrive, gemme kladder osv., sætte kategorier på ens indlæg og se "previews" i ro og mag, og klikke "publish" når alt er klart. Jeg bruger det selv, og det er nu altså meget lækkert. Det findes desværre ikke på dansk endnu, men man overlever det.

I mit næste indlæg (jeg LOVER, at det bliver inden alt for længe) giver jeg nogle tips til, hvordan man bedst skriver (læs: formulerer sig ;-) på nettet. Det er en disciplin, jeg kender en del til, og prædiker til masser af webredaktører i forbindelse med arbejdet. Men jeg er ikke så god til selv at følge "reglerne".

Mere om det ganske snart!