30. januar 2007

Min mentale tilstand / er stilstand

... / hva' er det du vil, mand?

Kan ikke lige huske, hvor ovenstående kommer fra (altså, det er noget rap (-musik, mormor :-D ) af en art, men husker ikke hvem det er). Men det er sådan jeg har det lige pt. Kan ikke hitte ud af hvad og hvor jeg skal gøre af mig selv - er træt af at se ud som jeg gør, bo som (hvor) jeg gør, leve som jeg gør. Eller måske ikke decideret træt af det, bare kørt fast på en eller anden måde... Ville enormt gerne lave om på en masse ting lige nu og her, men jeg har slet ikke energien til det...

Indtil videre prøver jeg mig frem i det små. Besluttede mig i weekenden (efter et kæmpe sukker-/kaffe-chok) for at eliminere det dårlige sukker fra min dagligdag. Hvem kunne dog have forudset, at efter ni dages dårligdom, ingen slik (eller cola eller is eller...) og kun tre kopper kaffe i løbet af de ni dage, går kroppen helt i baglås når man nupper en kande kaffe og en spandfuld slik på én aften? Der var jo fodbold i fjerneren, så der skulle jo hygges igennem! Er du TOSSET, hvor mit hoved sådan rent "metafysisk" gik af led - en hovedpine af GIGANT-størrelse hamrede og bankede i en halv dag derefter... Og så besluttede jeg mig for at eliminere tre ting, én ad gangen, fra mit liv:
  1. Sukker
  2. Smøger
  3. Kaffe

- og det er i prioriteret, ikke-tidsbestemt rækkefølge. Indtil videre går det helt fint med sukkeret - fik tre stykker bittesmå vingummier i dag, men det er også feje hold. Lige bagved min stol på kontoret står en papkasse fyldt med vingummi-poser, som er til fri afbenyttelse - og så var der en kollega, som ved en fejl efterlod en lille dynge vingummier på mit bord. Den slags åbenlyse (fik lyst til at bruge ordet "blatant", men blev i tvivl om betydningen :-) ?) fristelser kan jeg ikke nægte mig selv. Især ikke når hele min fornyede livsfilosofi går ud på ikke at nægte mig selv noget, så længe jeg kan se mig selv i øjnene bagefter. Og det kan jeg, i dette vingummi-tilfælde.

Har også lavet et lille forsøg med at tage en flaske vand til kaffen - og det virker tilsyneladende også glimrende: har i hvert fald drukket mindre kaffe i går og i dag end jeg plejer. Til gengæld løber jeg på toilettet "hele tiden" - men det er vist helt normalt?

Smøgerne må vente lidt - vil gerne lige ned under 0,1 ton inden jeg overhovedet begynder at overveje rygestop. Men stoppe, det skal jeg sgu'!

Men det er ikke kun sundhedsmæssigt, jeg trænger til forandringer. Her til sommer får jeg nye vinduer og altan-døre, og overvejer stærkt om ikke jeg skulle lade dét være anledning til en større renovering af lejligheden. Okay, måske ikke det helt store (dvs. udskiftning af gulv), men så i hvert fald nyt tapet i og evt. maling af hele hytten! Får jeg gjort dét, må jeg for pokker da vel også kunne svinge mig op til at få hængt nogle billeder (eller bare et eller andet!) på væggene!
Jeg mener, de første fem år her i Søborg er jo gået, og jeg er endnu ikke færdig med at male vægge ;-)

Ahem. Kommer lige i tanke om noget - og den første, der så meget som ANTYDER, at alt dette har noget at gøre med det "nært" forestående skarpe hjørne, jeg runder, fortjener en springskalle. Tænkte det først selv lige nu: "hvor kunne det være fedt, hvis jeg kunne nå alt dét inden jeg bli'r 30" - Ama'r halshug! Det er jo bare et tal, for hulen...

23. januar 2007

Ah-hvaffen-fisk?

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg, kan jeg via et statistik-program se lidt om, hvordan folk kommer ind på min hjemmeside. Det er altså lidt spøjst en gang imellem.

Jeg kan se, at de allerfleste ikke kommer fra nogen anden side, dvs. at man enten har adressen blandt sine Foretrukne, eller at man indtaster adressen direkte i adressefeltet. Men klikker man på et link, et eller andet sted på en anden side, kan jeg se hvilken side det er.

Og noget af det mest interessante er de besøgende, der kommer fra en søgemaskine (som f.eks. Google). For der kan jeg nemlig se hvilke(t) søgeord, der er blevet brugt - og her kommer den sidste uges "topscorere":

  • Fra den tyske (!) version af Google: fest hos 2007 galleri
  • Fra den amerikanske version af Google: hvornår er det bedst at besøge key west
  • Fra den danske version af Google: hvad betyder Lykkens pamjulefis
  • Fra den danske version af MSN: børn og jetlag
  • Fra den danske version af Google: turist i miami
  • Fra den danske version af Google: kuffert kastrup told

Det er sgu' da morsomt, at nogen har søgt på ovenstående, set min hjemmeside stå blandt søgeresultaterne OG har klikket sig ind på min hjemmeside...

Selve min blog ligger også på en anden adresse, som jeg også tjekker statistik på. Der er følgende spøjse "resultater":

  • Google: brugt konica minolta 5d hus
  • Eniro: konica minolta 5d
  • Google: den hovedløse rytter
  • search.conduit.com: Peter Asschenfeldt
  • Google (fra side ELLEVE af søgeresultaterne): Ronaldinho
  • Google: coca cola test kaffe
  • Google: werge og pc spil

Morsomt!!! Eller det... Men hvem i alverden gider søge på Ronaldinho (verdens bedste fodboldspiller, for dem af jer der ikke ved det allerede), kigge elleve sider med søgeresultater igennem og STADIG klikke sig ind på MIN side? Jeg mener, jeg nævner Ronaldinho én gang et sted, i forbindelse med et sjovt videoklip - så helt relevant kan det vel ikke være...

20. januar 2007

Dolph Lundgren er sej...

Jo, noget "godt" er der da kommet ud af mine sygedage. Ind i mellem hosteanfaldene og nysene har jeg da haft tid til at tænke lidt over, hvad jeg kunne skrive her på bloggen... Og indtil videre bliver det altså bare lidt af hvert - venter stadig på den der åbenbaring, der afslører for mig hvad det præcist er, jeg er sat på jorden for at skrive om ;-)

Har lige set Rocky IV - den med Dolph Lundgren - og han er altså sej, ham Dolph. Og det kan godt være, at han har været jævnt til grin de sidste mange år, men har alligevel formået at få et par hits under bæltet. Rocky, naturligvis, og også Universal Soldier. Og absolut ikke mindst rollen som én af min barndoms store "helte": He-man - Masters of the Universe! Ho-hum, det er godt nok længe siden jeg har tænkt på He-man. Jeg kan huske at jeg havde en masse figurer, og at de dengang (midt-/slutfirserne) kostede 89,95 kr. STYKKET! Nede hos Erna. Havde også en borg-dims med indbygget ekko-mikrofon - pænt kikset, men hold kæft hvor var det sejt alligevel! Og hvor må den borg bare have været latterligt dyr...

Og så en lille bonus-info skråstreg -quiz for dem der ikke lige gider følge linksene til de forskellige film: der var en fra Venner med i He-man-filmen! Naturligvis den ældste af vennerne, det er jo en gammel film fra 1987 ;-). Det må være info nok (jeg kender i hvert fald én, der ved præcis hvem jeg snakker om nu :-D ), så kan man ellers gætte med via kommentarerne (der VIRKER nu - og til de knap-så-IT-mindede af jer skal det da lige nævnes at en kommentar på et indlæg er synligt for alle)...

Heh... Legetøj, gamle dages legetøj. Havde tonsvis af Playmobil, rigtig meget Action Force (blandt andet ham her, han var supersej. Men ham her var den sejeste af alle - ligner han nogen, vi kender?)! Tænk, at man stadig kan købe dem... Det var tider dengang - det kan godt være, at 89,95 var mange penge dengang, men altså... Nu, når man er i min alder, og skal have lidt "legetøj" (og den skal ikke misforstås!), koster det jo hurtigt flere tusinde kroner :-(

Lidt nørde-spas :-)

Ja, der er jo det med nørder som jeg, at vi finder de mærkeligste ting sjove. Jeg har for eksempel lige fundet ud af, at hvis man søger på småbørn og jetlag inde på MSN-søgemaskinen, er det min side, der kommer op som det første resultat! Det er da morsomt, når man tænker på hvor mange penge, der faktisk bliver smidt efter firmaer og konsulenter, der kun har ét formål: at sørge for at firmaers hjemmesider har en fornuftig placering på søgemaskiner... Og så skriver jeg et indlæg om en flyvetur, som indebar et par bebser eller fem, som bliver gjort til det bedste forslag, hvis nogen vil vide noget om jetlag og småbørn. Humor. Jo, det er så :-D

Og til de skarpe af jer, der tænker "hvordan i alverden fandt han dog ud af det med den søgning?": jeg har lige tjekket statistikken for min hjemmeside, hvor det poppede op at én besøgende kom fra netop den søgning! Én person har altså søgt, set min side og tænkt "det lyder som noget, jeg kan bruge" - og klikket sig videre ind på min side... Meget, meget underligt, men altså alligevel ret morsomt. Synes jeg altså.

[Oh, ja: en lille opdatering på min helbreds-status: lort, lort og atter lort. Altså ikke sådan fysisk lort (!), men det er noget pøllebæ at jeg BARE ikke bliver rask!]

Digitalbilleder

Husker du at få fremkaldt dine digitalbilleder? Selvom digitalkameraer er supersmarte og nemme at håndtere, gør de det også lidt for nemt at "hoppe over" dét, der i virkeligheden gør billeder så fede at ha'. Det er jo så nemt bare at have billederne liggende på computeren, for der kan man nemt organisere dem - og man tænker, at hvis nogen vil se dem, kan man jo bare sende dem på en email eller noget. Eller, som jeg ynder at gøre, lægge dem op på nettet til alles fri afbenyttelse...

Det er bare ikke altid, det er nok, vel? Nu er jeg så uhørt priviligeret, at jeg snart ikke kender nogen der ikke har en email-adresse (eller vent, jeg tror faktisk jeg kender én eller to. Måske tre!? Lad mig nu se... Min mormor, min farmor og så Camilla. Jo, tre!) - så jeg KUNNE jo godt bare sende en skudefuld USA-billeder til dem, der ikke kan gætte sig frem til min hjemmeside-adresse (eller dem, der ikke ved at jeg har én). Men jeg prøver alligevel at huske at få de bedste fremkaldt en gang imellem.

Når man skal have sine digitalbilleder fremkaldt, er der masser af måder at gøre det på: min kære moar plejer at ta' kameraets hukommelseskort med ned i Merlin, som så klarer resten. De har endda en maskine, der (en gang imellem ;-) kan printe og det hele. Før i tiden promoverede jeg www.digitalshoppen.com, som er en Coop-side, som gør det nemt og bekvemt at "sende" billeder til et laboratorium nede i Tyskland et sted. Dér bliver billederne fremkaldt og sendt videre til din lokale Coop-forretning - supersmart, og det koster ikke engang en krone pr. billede (plus kr. 20,- i forsendelse)! Men nu har jeg fundet noget nemmere smartere og billigere: det hedder www.pixum.dk! Med Pixum henter du et program til din PC, som du bruger til bestillingen. Du slipper altså for at sidde online og gøre alt det sure arbejde, og DET er smart! I programmet bestemmer du, hvilke billeder der skal med, hvilke størrelser de skal med i osv. - og først når DU er klar, begynder du "afsendelsen". Jeg har lige bestilt 105 billeder af 103 motiver fra min USA-tur, og det tager sin tid at sende. Men til gengæld passer skidtet sig selv, så snart jeg har indtastet mine kreditkort-oplysninger og klikket "OK". Og prisen: 103 billeder i standard-størrelse og to billeder i "ret stor"-størrelse (30 cm. i bredden tror jeg - bestilte dem mest af nysgerrighed ;-) koster €18,75 - dvs. knap 140 kroner - inklusiv forsendelse! Mand, det finder man vist ikke meget billigere...
Har googlet mig frem til, at kvaliteten skulle være god og forsendelsen hurtig, så det kan man (forhåbentlig) heller ikke sætte en finger på...

Det eneste, der måske kan være en lille ulempe er, at programmet som skal installeres, kun findes på engelsk. Men det er til gengæld så nemt at bruge, at man knap nok har brug for at læse hvad der står :-D

Nå, men én ting er at man ikke får fremkaldt så ofte som man burde - en anden ting er de billeder, man så får fremkaldt: det smarte ved et digitalkamera er jo i virkeligheden bare, at man ikke har brug for filmruller. Og at man kan se billedet, lige så snart man har taget det. Mens det førstnævnte VIRKELIG er en fordel, er det andet en lidt trist affære, hvis du spørger mig. Og hvis du har læst så langt som hertil, må du virkelig have lyst til at spørge - så her får du svaret ;-) Det er trist fordi man jo har en tendens til at kigge på billedet, og lige overveje om det er et godt eller dårligt billede, om lyset er godt nok, om man kan se det tiltænkte osv. Inde hos DLG var jeg indblandet i en del fotografering, deriblandt af nye medarbejdere. Nuvel, billederne skulle bruges til vores interne telefonbog (som JEG har lavet - helt alene - for adskillige år siden, og den lever stadig! :-D ), så der var måske en idé i at folk så ordentlige ud, eller i hvert fald bare lignede sig selv (fik I dén? *fnis*). Men vi tog et billede og bad "offeret" om at GODKENDE sig selv?
Det er lidt det samme man gør, når man lige kigger billedet igennem før man tager det næste. Tager man et billede af fem personer, sletter man det hvis én person har lukkede øjne, mad i munden eller hvad ved jeg. Helt uden at skelne til, om resten i virkeligheden retfærdiggjorde eksistensen af netop dét billede! Og det er altså synd, for meget af det sjove ved de "gammeldaws" film-kameraer var jo netop at modtage de fremkaldte billeder, se dem igennem - og more sig kosteligt over morbroren med mad i munden, eller hvad det nu måtte være - dén følelse er lidt borte, hvis man sletter lidt for meget. Derfor har jeg besluttet ikke at slette nogen billeder overhovedet. Alt ryger ned på computeren, hvor de heller ikke slettes fra nogensinde, og de bedste af dem bliver fremkaldt. Og også nogen af dem, der måske ikke er blandt de allerbedste, men bare er specielle på en eller anden måde. Det tror jeg faktisk er ret sundt...

19. januar 2007

Kommentarer via hjemmesiden

Godt så - nu virker det altså, det med at man kan kommentere de enkelte indlæg via hjemmesiden - er ikke helt klar over, hvorfor det ikke virkede før, men altså...

Av min hals :-(

Jeg er syg. Og jeg hader det. Har siden i mandags haft herreondt i halsen, og senere er det blevet spædet op med en voldsom snotnæse. Og nej, min næse har ikke slået nogen ;-)

Det er altid lidt af et dilemma, når jeg bliver syg. I denne omgang var jeg på arbejde i mandags, hvor jeg hostede en smule - men kunne godt mærke, at den var gal... Det blev kun værre i løbet af aftenen, og helt slemt i løbet af natten. Tirsdag morgen besluttede jeg mig for, at jeg ville have det overstået hurtigst muligt: altså ikke noget med at forsøge at tage på arbejde. I stedet pendlede jeg mellem elkedlen (kamilletéen) og sengen, i håbet om at jeg kunne ride stormen af, inden den for alvor var begyndt.
Mand, hvor fik jeg bare en laaang (og snottet) næse!!! Det blev bare værre og værre i løbet af tirsdag, og onsdag morgen begyndte snotnæsen guhjælpemig også.

Dilemmaet opstår, når jeg pludselig tænker at jeg da måske godt kunne arbejde en lille smule, selvom næse og hals ikke lige er i topform. Normalt ville jeg også have arbejdet mest muligt hjemmefra i en situation som denne - MEN eftersom jeg har haft en lille smule ondt i halsen eller en lille smule snotnæse, sådan nærmest på skift, i over en måned nu, ville jeg bare have det overstået. At tage ind på arbejde er blevet et endnu større no-no end tidligere, nu da jeg "sidder på kontor" med omkring 40 andre. Og hvis jeg alligevel sad og arbejdede herhjemme, ville det sikkert bare trække pinen i langdrag.

Måske er jeg også bare lidt forvænt - jeg plejer at sige, at jeg aldrig er syg, men det er efterhånden en "gammel sandhed". Jeg kan huske i handelsskolen, hvor jeg havde et par timers fravær og fik en fraværsprocent på 0,8 - og var bitter over det... Efter jeg flyttede hjemmefra har jeg dog haft nogle ordentlige ture, så jeg ER syg en gang i mellem, og det ER seriøst når jeg bliver syg. Men det er bare så ØV, er det. Hader at være syg, især når det "bare" er forkølelse - får lynhurtigt dårlig samvittighed over ikke at kunne komme på arbejde. Tror de mon, at jeg pjækker, eller synes de mon at jeg er liige lovlig længe væk?

"Arh, jeg kan da også bare lige tjekke mails ofte, så går jeg da ikke glip af det hele". Smart, ikke? Nej, det er ej. Jeg tror helt seriøst ikke det hjælper at arbejde, når man er syg - uanset hvor dårlig samvittighed man har. Ikke fordi jeg ikke har tjekket mails et par gange dagligt i denne omgang - men jeg har vist i det mindste kun svaret på et par stykker :-/

Som jeg sidder og skriver dette, er min krøllede hjerne måske kommet lidt nærmere en løsning på den dårlige samvittighed. Og det er IT-samfundets skyld, er det. Jeg har meldt mig syg via emails - og det er en dårlig idé, tror jeg. Hvis nu jeg havde ringet, ville jeg i hvert fald i denne omgang have kunnet "dokumentere", at jeg virkelig VAR syg - min stemme har stort set ikke været til stede siden mandag aften, og bare et kvarters telefonsamtale hér og dér har totalt smadret den smule stemme, jeg har haft. Så det vil jeg prøve at huske til næste gang - ring, ikke skriv...

Nå, men det er da altid noget at jeg ikke mærker de store tegn på, at jeg bliver rask i weekenden. Så slipper jeg da for at have dårlig samvittighed over dét!

15. januar 2007

Hvad skal man dog skrive?

Det er lidt af et antiklimaks, sådan rent blog-mæssigt, at vende hjem fra USA. Jeg er jo realist, og ved inderst inde godt at størstedelen af mine læsere er forsvundet igen, nu da jeg er hjemme - og selvom jeg også tidligere har blogget for (næsten) døve øren, er det altså blevet en god sjat sværere at finde motivationen nu.
Og når man så surfer lidt rundt på nettet for at finde inspiration, dukker der "blog-manualer" op. Som blandt andet foreskriver, at blogs must be part of a plan - og sådan en har jeg ikke rigtig...
Det er ikke fordi jeg har tænkt mig at stoppe helt med at skrive, jeg skal bare finde ud af hvad det egentlig er, jeg vil med dette her. Skal det bare være en måde at komme af med frustrationerne/aggressionerne, skal jeg have et erklæret emne at skrive om, eller noget helt tredje. Tidligere har jeg jo bare brugt denne plads til at dele spøjse links ud til højre og venstre (nåh nej, jeg havde jo ingen læsere) - måske har jeg endda bare brugt den til at "gemme" mine sjove links...
Men det er ikke helt nok længere. Ville ønske at mit liv var super-begivenhedsrigt og fyldt med ting, jeg kunne lære en masse af og videregive med vid og bid her på bloggen. Men det er det ikke. Jeg satte mig til at skrive dette indlæg nærmest af tvang, og begyndte bare at skrive hvad der faldt mig ind - og hvad endte det så med? Et blog-indlæg om at blogge, og det er jo bare super-indsigtsfuldt, sigende og relevant. Eller ikke :-/
Alt i alt skal jeg nok lige finde ud af, hvad der skal ske her i fremtiden. Og hvis der er nogen læsere tilbage, er I velkomne til at komme med forslag!

Over og ud herfra, for denne omgang i hvert fald.

(P.S. Hvis du læser dette fra min hjemmeside, burde du nu også kunne kommentere via "Kommentér"-linket under hvert indlæg - men det virker pludselig ikke længere *skumle*)

7. januar 2007

Endelig hjemme!

[Okay, jeg startede på dette indlæg i går, indtil jeg blev flået brutalt ud af skriveprocessen af Kenneth, der lige akkurat i tide informerede mig om, at vi spiste tidlig aftensmad - jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede mod Amager (og nåede det lige akkurat). Derfor skal tids-angivelserne regnes fra i går af.]

Hold da op, hvor var det lækkert at komme hjem til mig selv i går formiddags - NØJ, hvor var det GENIALT at sove i min egen seng, og ER DU VIMMER, hvor fik jeg håndteret det der jetlag HELT forkert. Er stået op for et kvarter siden - og klokken er nu 14.11. Gik i seng ved 12-tiden, da jeg kom hjem i går - tænkte at jeg snildt kunne sove helt til i morges, og så ville problemet være løst! Men ak, jeg vågnede allerede ved seks-tiden i går aftes (tror nok, jeg blev vækket af min kære papa?). Nægtede at overgi' mig, så jeg fløj tilbage i sengen indtil ved ni-tiden, hvor jeg fik noget mad - og kunne så ikke sove igen bagefter... Øv. Gik i seng ved ét-tiden og sov altså til klokken to. Det er vist ikke lige helt sådan, man kommer over jetlag...

Men nu skal jeg lige skrive dette indlæg færdigt, så i bad, så handle ind, og så slappe lidt af, inden jeg skal ud til Lene og Kenneth igen for at hente den mobil, jeg var træt nok til at glemme derude i går formiddags. Til gengæld blev jeg inviteret til aftensmad, og den slags kan jeg jo slet ikke sige nej til ;-)

Nå, men jeg ville egentlig prøve at skrive lidt om hjemturen, lidt à là det jeg skrev om turen derover. Det kommer her:

Torsdag (USA-tid):
05.30: Triller alene (for første gang i USA) afsted mod lufthavnen i den lejede Toyota Corolla CE - en spritny bil, da vi lejede den (med tre - jep, 3 - miles på samvittigheden). Da jeg parkerede den hos udlejningsselskabet, stod den på 298 miles, med nøjagtig en kvart tank tilbage, uden at vi havde fyldt benzin på overhovedet! Det lyder måske lidt åndet, at vi lejede en bil for dét, men det var rigtig, rigtig godt at have en bil derovre; uden den havde vi ikke kunnet komme nogen steder den sidste uges tid!
Nå, men jeg kører altså alene, med håndskrevne noter, mod lufthavnen. Min mund er tør som alt for gammel sandkage, allerede inden jeg drejer ud fra fætterland (altså komplekset, hvor fætteren bor ;-). Turen går helt fint det første laaange stykke, indtil jeg nærmer mig det andet- eller tredje-sidste sving på mine noter. Der er vejarbejde (NOOOOOO!!!), og den højredrejning jeg havde påtænkt, kunne ikke lade sig gøre (DOBBELT NOOOO!!!) - så jeg må dreje ind en gang senere, fyre op for verdens mindst pålidelige lorte-GPS, finde Dollar-adressen og så ellers stole blindt på en computer, der tidligere har vist sig som lidt af en idiot. Kan vist godt afsløre, at jeg talte med mig selv i småstore bogstaver, da jeg opdagede vejarbejdet. Og F-ordet udgjorde langt over halvdelen af samtalen. Men hallåh, GPS'en ved præcis, hvor jeg er, og der er ikke spor langt til Dollar! Wuhu! Kører resten af vejen med et halvt øje på GPS'en, som hvert halve minut brokker sig over, at den har tabt strømkilden og vil slukke om 30-29-28-27-osv. sekunder. Så klemmer man lidt sammen på skidtet, og så er alt godt igen. Ikke liiiiige det, verdens mest stressede, vejblinde mand har brug for klokken kvart i alt-alt-for-tidligt! Men lykkens pamjulefis tilsmiler mig, da jeg ser skiltene til Dollar. Jeg drejer ned det helt rigtige sted denne gang, og for ligesom at understrege mit held, dukker der en Dollar-shuttlebus op, nærmest som en ledestjerne, lige foran mig. Helt genialt! Så fik GPS'en alligevel reddet min røv ét hundrede procent, og pludselig er DEN også pengene værd! Wuhu!
Jeg parkerer dytten og flår min bagage ud fra bagsmækken. Straks kommer der en gut hen og tager imod mine nøgler. Han kigger lige på odometeret (298, siger han, som jeg også selv lige havde set, og tanken var vi sjovt nok også enige om var kvart fuld). Han giver mig en seddel, som jeg skal aflevere inde ved skranken. Det gør jeg, og skriver under på at dytbilen nu er afleveret. Ingen problemer (på dette tidspunkt ved jeg ikke, om jeg skal være glad eller nervøs ved, at der ikke har været større problemer).

06.20: Shuttlebussen kommer efter tre minutter, og jeg er eneste passager - chaufutten hjælper med den ene kuffert og spørger, hvilket selskab jeg skal flyve med. "Continental," svarer jeg, og han nikker bare. Ren luksus - jeg bliver sat af lige ud for den terminal, jeg skal afsted fra.

06.50: Jeg har stået i kø til check-in i lang tid, inden jeg bliver gelejdet hen mod en self-service maskine, hvor jeg bare skal knaste mit reservations-nr. ind, vente på at alle tre boarding-passes bliver printet - og så ellers vente igen, på at en eller anden kommer og tager imod min bagage. Da det alt sammen er klaret, kigger jeg lige "billetterne" igennem og opdager, at tiden fra landing i Newark til boarding af flyet til København er: 35 minutter! Begynder allerede at forestille mig, hvor mange ting der kan gå galt. Men hva' pokker, jeg kan jo hverken gøre fra eller til, så jeg må bare prøve at lade heldet råde :-/
Finder en kiosk og køber to blade og en Coke. Betaler kontant, og da jeg får byttepenge tilbage, taber jeg halvdelen af mønterne på gulvet. Samler dem op og taber den anden halvdel ned i en bladholder, mellem en masse blade. Nægter at fiske efter 23 cents, så jeg går bare. Og gruer for dagen, hvis det fortsætter på den måde.

ca. 08.00: Jeg er gået igennem sikkerhedstjekket (uden problemer, men denne gang tog jeg også bæltet af - det er nyt, og jeg ved ikke hvad spændet er lavet af), og sidder ved gate G-7 og glor, da en herre (fra Continental) spørger, om jeg skal til Orlando. Og det skal jeg jo, så da han spørger om jeg vil stå standby på en tidligere afgang, siger jeg ikke nej tak. På vej ned mod den nye gate spørger han, om jeg skal videre, og det skal jeg jo, så det fortæller jeg (duh!).
Jeg venter en god halv times tid, inden jeg bliver kaldt hen til skranken - hvor han fortæller, at jeg skal med et endnu tidligere fly - med det samme, fordi jeg har "connecting flights"... Hvad han ikke ved, er så at jeg er sat til at flyve fra Orlando 13.30, så i princippet har jeg overhovedet ikke travlt - men det passer mig fint at komme tidligt afsted!
Flyet er et lillebitte, 18-sæders fly (Beech 1900B, tror jeg det hed), og turen forløber uden problemer - og vi er der såmænd lidt før tid :-). Da vi er landet, siger anden-piloten - som også agerer som steward - at vi skal "watch with our heads when leaving the airplane". Engelsk er ikke hans first language, og han prøver såmænd bare at fortælle, at vi skal passe på hovedet, når vi stiger ud :-D

10.20: Jeg har fået (endnu en) meget, meget god ven i USA. Becky fra Continental Airlines i Orlando redder mit liv - hun knaster cirka tusind ting ind på sin terminal-computer, i forsøget på at få min 13.30-afgang lavet om til en tidligere. For som hun selv siger, da jeg forklarer mit Newark-problem, kan jeg ikke nå det, hvis der er den mindste forsinkelse undervejs!
Det lykkes hende at få skaffet mig en plads kl. 11.40 - og hun fortjener sgu' en medalje for det - det var nemlig ikke en hvilken som helst plads!

11.10: Boarding mod Newark - nu med MASSER af tid (2 timer og 25 minutter mellem landing og boarding er totalt luksus). Jeg sidder på sæde 34B i en Boeing 757 - husk det tal, eller i hvert fald den række, hvis du skal rejse med en 757'er nogensinde! Det er rækken lige ved den midterste nødudgang, og sædet i midten - med TONS-vis af benplads og tv'et lige durk ud for dig - i den helt rigtige afstand og det hele. Endnu en endog meget venlig tanke gik til Becky, da jeg satte mig ned og strakte benene helt ud ;-)

14.10: Lander i Newark, hele seks minutter før kaptajnens første gæt (jo, han sagde sgu' 14.16, da vi var i luften!)... Har så meget tid, at jeg knap nok ved hvad jeg skal gøre med den. Der er i øvrigt flere grunde til, at jeg er superglad for ikke at skulle være så længe i Orlando lufthavn - der var ingenting! Jeg fik en kop kaffe i Orlando, og det var stort set hvad man kunne få. Jojo, jeg burde have lugtet lunten da jeg så boarding pass'et: i modsætning til de andre lufthavne, hvor man skulle boarde fra gate G-7 eller C-86, skulle jeg i Orlando boarde fra gate ... 6! Ikke noget med nogen terminal eller noget, bare gate 6. Men Newark er en kæmpe, kæmpe lufthavn, hvor der om ikke andet er ret meget mere at foretage sig - som f.eks. at spise frokost på McDonalds ;-) Der var, bare i terminal C, et helt restaurant-område med McD, Dunkin' Donuts, Haagen-Dazs (jo, de havde også en "restaurant"!) og alt muligt andet.
Men på mit boarding pass mod København står der altså gate C-86, og vi ankom via gate C-92. Jeg tænker, at jeg snildt kunne have nået det på de der 35 minutter, og går med det samme hen mod C-86. Det tager ikke fem minutter at nå derhen.

14.30: Går ned til de der restauranter, spiser min frokost og smalltalker med en meget, meget underlig gut, der sætter sig ved mit bord. På et tidspunkt, midt i måltidet, rejser han sig fra sin plads og går - og lader sin bagage stå. Straks flyver der terrorist-tanker gennem mit hoved, men jeg kan så godt ræsonnere mig frem til, at en hvid, guitar-spillende og generelt underlig gut fra Connecticut nok ikke er den mest sandsynlige terrorist. Jeg undlader at tilkalde sikkerhedsvagterne, og han dukker da også op igen efter et par minutter. Sætter sig ned, propper en håndfuld fritter i kæften og fortæller mig så ellers hvorfor han lige var gået. Jeg forstår ikke et ord, da han har munden fuld af mad, men nikker pænt og spiser min egen mad!
Går tilbage mod gate C-86, og passerer på vejen en info-tavle. Kigger nysgerrigt, mest for at se om jeg kan finde noget på det fly, jeg skulle have været med fra Orlando (hvis det er meget forsinket, bliver det spændende at se, hvornår - eller om - jeg får min bagage at se igen). Finder det ikke, men finder til gengæld ser jeg at mit fly til København er flyttet til en anden gate - gate C-126. "Fjong," tænker jeg - der kan ikke være så langt (med tanke på numrene, ikke?). Trasker afsted mod 126 - og så er der bare HERRE-langt! Det tager mig knap tyve minutter at komme derned - og nej, jeg gik ikke forkert på noget tidspunkt ;-) I terminal C ligger gates 122-126 i den komplet modsatte ende i forhold til, tjah, eksempelvis gate 86! Øv-bøv, men jeg finder det da i det mindste, og klokken er ikke mere end:

15.15: Jeg sætter mig ned, og venter. Der er boarding 16.50, og afgang kl. 17.35. Inden længe begynder jeg at kunne fornemme danskere omkring mig. Og selvom jeg har talt masser af dansk med fætteren hele ferien, er det alligevel lidt sjovt. Der sidder et meget sønderjysk og meget ældre par et par pladser fra mig. Det tager mig lige et par minutter at decifrere deres dialekt og indse, at de taler dansk :-) Alt for morsomt. Læser blade. Synes tiden går umådelig langsomt... På et tidspunkt begynder jeg at gætte, hvem der er danskere og hvem der ikke er. Vente-området gælder for to afgange til Tyskland, én til Texas, én til Holland og så altså København. Af dem, der har nogen at tale med (så jeg har en chance for at finde ud af, om jeg har ret i mit gæt), har jeg faktisk ret langt over halvdelen af gangene ;-)

16.55: Boarding begynder - ingen problemer. Min række er blandt de første (efter "OnePass"-passagerer, 1. klasses-passagerer og passagerer med børn under 6 år - eller noget), der bliver kaldt ombord. Ingen problemer. Jeg sætter mig ned, på række 31D, en gangplads næsten bagerst i flyet. Indtil videre sidder jeg alene - det tegner jo glimrende! De kaldte jo passagerer til boarding baseret på rækkenummer, så kan det mon virkelig passe, at jeg skal sidde alene? Flyet virker kun halvfyldt... Men lige pludselig er der en milliard mennesker, der står på - inklusiv dem, der skal sidde på "min" række. De er japanere, en herre og en dame - og damen har verdens mest ildelugtende, ulækre pels på! Den STINKER, og hun tager den ikke engang af, når hun sætter sig ned!? Føj for hulen, mand, hvordan kan hun holde det ud? Jeg kan ikke! Efter fem minutters penge starter flyets motorer, og dermed aktiveres udsugningen... Jeg kan trække vejret igen. Hey vent - nu tager hun den rottepels af - kan man være så heldig, at hun lægger den i bagageboksen over os? Niks... Men efterhånden som udsugningen virker, og jeg vænner mig til stanken, kan jeg trække vejret nogenlunde normalt igen... Havde ellers lige forestillet mig, at jeg med mit held indtil videre på turen, skulle sidde ved siden af en høj, flot (kvindelig) blondine med hvid t-shirt og stramme jeans, men nej. Hun var godt nok med flyet, hende blondinen, men det fandt jeg først ud af senere, da hun skulle på tønden (som var et stykke bag mig). Æv.
De to japanere var sgu' underlige - han kunne tilsyneladende ikke et ord engelsk, og hver gang stewarden kom forbi med drikkevarer, sagde han "Coke!", men blev rettet af hende til "Coffee!". Pænt morsomt, når det sker tre gange i træk ;-) Nå, men min plan var jo, at jeg ville sove i flyet, så jeg ikke var så træt ved ankomst. Men med et hidtil uset antal spæd- og småbørn ombord, placeret strategisk på rækkerne omkring mig, var det mere end almindelig svært at finde ro... Heldigvis virkede mine udleverede hørebøffer denne gang, så jeg forsøgte at se "The Lake House" med Keanu Reeves og Sandra Bullock - men jeg var for træt til at følge med, for den var sgu' underlig!
Næste film var "Spanglish" med Adam Sandler - og den var god. Overvejer endda at skaffe den på DVD. Og den var god at døse hen med (til?) - selvom man lige var væk i et par minutter, kunne man stadig følge med :-)

Fredag (dansk tid):
ca. 06.15: Kaptajnen "vækker" os, og begynder så småt nedstigningen. Vi er, i følge info-skærmen, lige omkring Middelfart (nej, det stod ikke på skærmen - den viste bare et kort, men det har jeg Google Maps til at hjælpe mig med). Sejt - så er vi sgu' højt oppe, hvis han skal bruge hele Fyn og hele Sjælland til at komme ned i landings-højde!

ca. 07.20: Landingen gik fint - nu står jeg i bagage-udleveringen og kan ikke huske, hvordan min nye kuffert nu så ud. Der går laaang tid, før der kommer kufferter. Men hov - der var min Netto-indkøbte Slazenger-gigant-kuffert! Wuhu! Venter. Venter. Hey, var det ikke noget med at min nye kuffert "buede" lidt i "ryggen"? Det kan jeg sgu' ikke huske - vent til den kommer nærmere... Den var da ikke bare grå, var den? JodenvarsgudasåskynddigatsnuppedenNU!!!
Med begge kufferter slæber jeg mig afsted, ud af lufthavnen, finder hurtigt en taxa og siger "Apeldoorn Allé" til chaufføren. Han kigger mistroisk på mig og spørger, hvor dét er. "Dragør," siger jeg med overbevisning i stemmen. GPS'en er ikke enig - i Dragør findes ingen gader, der starter med "Ap"... Så finder han Krak frem, og slår op bagerst. Skuffelsen står mejslet i hans ansigt, da han finder Apeldoorn Allé. GPS'en er mere samarbejdsvillig, da han angiver Tårnby som by i stedet - og så finder vi hurtigt Lene og Kenneths hus!

- det var vist det (blev dette indlæg ikke endnu længere end det første?)! Igen, hvis du har læst helt hertil, er du min helt!!!

5. januar 2007

SØVN!!!

Hej alle,

Beklager at jeg ikke har fået skrevet eller ringet - men jeg ER kommet godt hjem, og jeg er super-hyper-over-meget træt, så jeg har ikke lavet andet end at sove indtil videre :-/ Nåh ja, så glemte jeg også lige min mobil-telefon da jeg hentede mine nøgler hos Lene og Kenneth, så måske har jeg en kende problemer med at huske netop dit telefonnr.? ;-)

Jeg henter telefonen i morgen aften, og har helt ærligt tænkt mig at sove resten af denne fredag væk... I morgen kommer også en længere beretning om turen hjem, som ellers gik glimrende!

Ha' det godt så længe! ZzZzZzZzZzZzZzZzZzZ...

3. januar 2007

Coca-Cola BlaK, del IV

Mens fætteren hviler sig ovenpå en hård, fire-timers arbejdsdag og efterfølgende shoppingtur, sidder jeg og hygger lidt med en nyindkøbt Coca-Cola BlaK, som jeg har skrevet om tidligere - og som det var et erklæret mål at få smagt herovre. Og det er faktisk ikke nær så slemt som forventet, selvom smagen af karamel overdøver 90% af kaffesmagen, og jeg er temmelig meget i tvivl om, om der overhovedet er cola i skidtet... Det eneste, der minder om cola, er sådan set farven. Og den har de lumske marketing-folk så gjort deres bedste for at skjule, for hele flasken er dækket af plastik (ligesom de der appelsin-juice-flasker, man ku' få i gamle dage, med papir helt op til kapslen)...
Det er en spøjs fætter, den BlaK; den dufter af overhovedet ingenting, og lige når man tager en tår, smager det kun af karamel. Eftersmagen, som varer i et sekund (måske to), er kaffe. Det lyder pænt underligt, og det fungerer heller ikke særlig godt - først meget sødt, så meget bittert. Men okay, smagen varer heldigvis heller ikke så længe - en lillebitte smule karamel-smag er hvad der er tilbage et minut efter en slurk.


Og hov - nu prøvede jeg lige at hælde lidt op i et glas (for at se farven, men det har du allerede læst om nu :-)... Det skal man ikke gøre - så tager man for store slurke :-/ Fydaføj, hvor blev det uhumsk lige pludselig! Væk er smagen af kaffe (sidder den (altså kaffesmagen) mon i det tykke lag brus, der væltede ud af flasken?) - og tilbage er kun det alt for søde karamel. Æv!!!


Pænt nederen at de kun havde dem i fire-styks pakninger. Pænt heldigt at pakken kun kostede $4 ;-)


Anyways, det var bare det jeg ville skrive - tror I ikke jeg kunne have en glimrende karriere som madskribent foran mig? :-D

Hov...

Hvor blev tiden lige af? Det kan da umulig være torsdag i morgen. Sikke noget øv... Har lige vænnet mig til vejret herovre og alting...

Så sprang jeg lige endnu en dag over i bloggeriet, og endnu engang skyldes det at der ikke var det helt store at fortælle efter "nytårs-indlægget". I går skulle fætteren jo på arbejde igen, så jeg var bare herhjemme indtil ved to-tiden eller noget. Så kørte vi til Sawgrass Mills Mall, et storcenter med rimelig mange butikker - hvor fætteren og jeg gik rundt i nogle timer, og hvor fætteren brugte endnu flere af de penge, han (siger han) ikke har :-)
Han købte alt muligt til køkken og badeværelse, fordi Remy nu er flyttet helt ud - og har taget sine køkken- og badeværelses-ting med sig. Nåja, og alle møblerne i stuen, men det er tilsyneladende ikke noget problem heller... AD, som fætteren skal bestille møbler med, er jo også kun væk i adskillige uger nu, men hvem har da også brug for stuemøbler (siger manden der var fire år om at købe en sofa!)?

Jeg købte en kuffert, for at få tilfredstillet en enkelt af mine neuroser: jeg nægter at stå i lufthavnen og få på puklen over en for tung kuffert (var lige ved at skrive "få på puklen over overvægt", men dér hjælper det sgu' ikke med en ekstra kuffert :-D )... Hver kuffert må max veje 23 kg (ifølge Continental's hjemmeside), men man må gerne have to med (!). Så jeg fandt en god, rummelig og "hård-i-skallen" kuffert til $75, og på det tidspunkt gad jeg ikke shoppe mere rundt. Bar allerede på fætterens glas-sæt og en stak bøger, han heller ikke havde råd til, så deeet...

Så skulle vi have noget at spise - fætterens idé var at vi skulle prøve at finde den lokale Chili's. Og nu tænker du måske "nøh, og hva' så'?" - men der er en historie med Chili's, som gjorde det til en bedrift af rang, at finde Chili's. En af de første aftener herovre, havde fætteren fået anbefalet Chili's, og havde endda også fået ruteanvisninger dertil (af AD). Men ak, efter lang tids søgen og køren frem og tilbage (og tænders gnidsel og så videre), måtte vi (Rikke, Karl-Erik, fætteren og jeg selv) opgive at finde skidtet. Men - da-da-daaaaa - denne gang havde vi GPS'en med, og det hjalp gevaldigt. Faktisk hjalp det så meget, at vi fandt den! Wuhuu - og det var lækker mad. Fætteren fik, efter eget udsagn, de bedste (spare-?) ribs nogensinde ("Original Baby Back Ribs", sgu' :-) - med ordentligt saltede fritter (det er en mangelvare herovre) og noget småklamt kanel-æble-halløj, som bare slet ikke passer til kød... Jeg fik en rigtig god bøf (en 12 oz. "Flame Grilled Ribeye") med hvidløgsbrød og kartoffelmos (med bacon - verdens bedste krydderi - og cheddar-ost ovenpå), og det smagte glimrende!

Mine tanker går til stakkels Rikke og Karl-Erik, som ikke nåede at smage mad fra Chili's!

Planerne for i dag er rimelig simple - fætteren og jeg tager ned til Maria og Brenda i aften (tidligst muligt, vi skal jo tidligt op næste morgen), hvor Maria laver lasagne, mod at Champen, som han jo kalder sig, og her er det fætteren vi taler om, laver danske pandekager (bonus!). Det bliver smadderhyggeligt, og for en gangs skyld er jeg ikke bekymret over køreturen - det kommer sikkert først når vi kommer derindad... Lige om straks går jeg i gang med at pakke mine ting og sager, så jeg kan være klar til i morgen tidlig (og nej, det er ikke fordi det tager en hel dag at pakke, men fordi vi jo ikke er hjemme i aften - og jeg står heller ikke op kl. 03 i nat for at pakke ;-)...

Nå, men bortset fra det. I morgen tager jeg jo hjem - flyver herfra 09.40 lokal tid, og lander forhåbentlig hjemme i Danmark igen kl. 07.30 fredag morgen, lokal tid (altså dansk tid, ikke? ;-). Det bliver en usandsynligt langt tur hjem, kan jeg mærke. Men hva' pokker, hjem skal man jo på et tidspunkt... Nåh jo, lur mig om ikke der kommer et blogindlæg mere, når jeg er kommet sikkert hjem til Søborg!

1. januar 2007

Godt nytår!

Håber at I allesammen havde en god nytårsaften - og at I kom godt ind i det nye år!

Selv stod jeg med min fætter i en have et sted i Miami (Gerrys hus :-), sammen med en hulens masse andre mennesker, da klokken slog tolv - og det var mægtig spas!

Og da rådhusklokkerne havde bimlet i 38 sekunder i Danmark, stod jeg på terrassen udenfor hos Jakob og AD (Remy er ved at flytte sammen med konen as we speak) og tog billedet her til højre.

- det syntes jeg selv var en sjov idé!

Ellers startede aftenen ved ottetiden hos Julie og Gabi, hvor vi spiste god, men dog noget atypisk (for mig, i hvert fald) nytårsmiddag - kylling og ris med sweet potatoes og "brunsås" (svensk) samt lidt andet halløj :-) Men det var rigtig godt, og jeg blev mæt plus 10-15%... AD kørte, og det var også ham der stod for den svenske, brune sovs.
Der hyggede vi indtil omkring 22.30, hvor vi i to biler begik os mod Gerrys hus. Ved ikke helt hvorfor, men jeg synes det er helt vildt morsomt at sige "Gerrys hus" - måske er det fordi det minder mig om "goin' over to Susan's house" med Sting (eller var det Police)? Sjovt er det i hvert fald. AD var taget hjem for at hilse på dem, der var til fest hos Remy, men ville være tilbage inden midnat.

Nå, men det viser sig at rygterne havde talt sandt - der var lagt op til en tema-fest af en art, og temaet skulle være "slumberparty", altså noget med nattøj og overnatning og alt muligt... Men heldigvis var det ret få, der var hoppet med på den vogn, så vi følte os ikke udenfor - tværtimod fik jeg en fantastisk smagsprøve på amerikanernes (og puertoricanernes og mexicanernes og så videre) åbenhed... Der plejer altid (for mig) at være et "dødt" tidspunkt i løbet af en nytårsaften, hvor man keder sig lidt eller er ved at gå død i det - men det var der overhovedet ikke i går, for der var altid snakkende mennesker i nærheden, og stemningen var helt i top. Måske hjalp det også lidt, at vi var udenfor hele natten, indtil vi kørte hjem ved 3-4-tiden. Det vil sige, planen var faktisk at vi skulle køre med AD hjemad, men han dukkede bare ikke op! Vi fandt dog en løsning - Maria og Brenda tilbød at vi kunne sove hos dem, så det gjorde vi. De havde en madras og en sofa, så det var jo ren luksus. Eller det... Men rigtig fedt, at de gad!

Fætteren vågnede omkring kl. 9, jeg vågnede en halv times tid senere. Da jeg vågnede, så jeg bare at fætterens sofa var tom - og satte mig ud på deres balkon for at ryge en smøg. Kigger kort til højre - og vupti, der sidder fætteren i skjorte og underdrenge på naboens balkon! Det viser sig, at naboerne også var med til festen i går, og at de havde spottet fætteren sidde og stene smøger en halv time tidligere - og bød ham på en kop kaffe! Igen, fantastisk gæstfrihed! Nå, men han kom da over til mig, satte sig - og der blev vi så siddende til omkring middag! Brenda sluttede sig til os lidt senere, og havde store problemer med at acceptere, at vi bare sad og sad :-D Hun lavede kaffe og ristede sandwiches til os - totalt i orden service! Men til sidst fik vi hende trukket ned i vores tempo, og så sad vi ellers tre meget trætte mennesker og gloede lige ud i luften... Lækkert :-)

Omkring middagstid fik hun os dog overtalt til at gå indenfor og se lidt flimmer - fætteren og Brenda faldt så i søvn til Charlie & Chokoladefabrikken! Midt i filmen stod Maria også op - og da filmen sluttede, blev vi såmænd kørt hjem. Ham fætteren forstår sgu' at vælge venner - resspæækt!

Og nu sidder vi så her i køkkenet og stener - venter vist mest af alt på at vi kan komme i seng igen... Indtil videre tror jeg ikke, fætteren har fundet en gyldig undskyldning for ikke at skulle på arbejde i morgen, men der er stadig tid ;-)

Forresten: jeg tog ikke kameraet med til festen, men fætteren havde sit med. Jeg arbejder på at få ham overtalt til at smide dem op på sin hjemmeside!