21. december 2006

Store rejsedag

Så er papa i USA!!! Og det var ikke ligefrem en dans på roser at nå hertil - eller, det vil sige, det gik egentlig meget nemt, men det tog laaaaaaang tid at komme så langt. Her følger en udførlig time-for-time rapport:

04.45 (dansk tid): [Kenneth banker på døren] "Godmorgen!", siger han. "Okay," stønner jeg (allerede vågen-agtigt) og står op. Går i bad.

05.30 (dansk tid): Taxaen henter mig og ræser ud i lufthavnen.

05.45 (dansk tid): Ankommer til lufthavnen, terminal 2 - er i så god tid, at check-in ikke er startet endnu. Jeg tænker bare "bonus!" og venter et kvarter på at blive den første, der checker ind.

06.02 (dansk tid): Checker ind - spørger lidt popsmart, om der mon er mulighed for at få en plads med strømstik, men desværre er det kun business-passagerer, der har den mulighed. Spørger, hvor man går igennem sikkerhedskontrollen "hvis man er smart". Check-in tøsen kigger medlidende på mig og spørger nærmest konstaterende: "Der er lang kø oppe ovenpå?". Det kan jeg kun nikke ret kraftigt til - indtil hun siger at jeg så bare skal gå hen i terminal 3's kontrol. Ovre i terminal 3 er køen så kort, at jeg ikke når at pakke bærbar osv. ud, inden det er min tur! Sender en varm og hypervenlig tanke til den overskuds-agtige check-in "tøs" :-D

07.00 (dansk tid): Efter at have kæderøget tre-fire smøger, drukket en kop kaffe og spist en let morgenmad, begiver jeg mig mod gaten. Er helt klar over, at jeg er i vanvittigt god tid (planlagt afgang var kl. 09, men havde modtaget en sms fra lufthavnen om, at afgangen var udskudt en time) - men sådan kan jeg li' det... Oppe i gaten er der endnu ingen mennesker, intet personale, ingen sikkerhedskontrol, ingen ingenting. Så vi er et par stykker, der sætter os til at vente inde i vente-området.

07.15 (dansk tid): Mor ringer "for at høre, hvor langt jeg er nået" - og for at ønske mig en god tur for tredje-fjerde gang indenfor bar et par dage :-)

07.30 (dansk tid): Der dukker personale op i gaten, som tjekker mit boarding pass og mit pas. Ærgrer mig over at jeg gik til gate så tidligt - kunne godt se, hvor mange potentielle smøger jeg gik glip af!

10.04 (dansk tid): Præcis klokken 10.04 ruller flyet væk fra gaten - nu er der ingen vej tilbage!

10.14 (dansk tid): Flyet letter. Jeg keder mig allerede.

10-14-ca. 18.00 (dansk tid): Jeg keder mig. Meget. Kan ikke finde på noget at lave, så jeg forsøger at sove - men mine ungdomstraumer fra busturene til Norge med ungdomsskolen forhindrer enhver form for forsøg på dyb søvn (prøv du at vågne op i bussen - som er fyldt med 40 jævnaldrende "cool kids" - med et lidt for højt grynt, bare for at finde ud af at du har siddet og sovet med åben mund og polypper og hele skidtet. Og der er en smule savl på hagen. Det giver ar på sjælen ;-) ).Forsøger alt - at læse en bog: jeg er ved at falde i søvn efter 20 sider. At følge med i udsigten: der er ret overskyet hele vejen, indtil vi kommer ind over Canada med bjerge og alting. Det så sgu' flot ud! Forsøger endda også at følge med i "in-flight entertainment" (altså to skodfilm), men de udleverede hørebøffer virker vist ikke helt som de skulle (med mindre det er helt normalt at amerikanske skuespillere i amerikanske film lyder fuldstændig som om de taler mandarin - og oven i købet konstant er fanget i en meget kraftig snestorm!). Det er alligevel også nogle pænt ringe film - og det bliver ikke bedre da jeg læser i Continental-bladet at de KUNNE have vist Pirates of the Caribbean 2. Men nejnej, de skal da vise en animeret Tom Hanks der kører i tog. Det er da klart.

ca. 12.00 (New York minutes): Flyet lander næsten til tiden. Newark lufthavn er imponerende - og indflyvningen er supersej, med Manhattan skyline ret tæt på og alt muligt. Ærgrer mig over, at man ikke må bruge elektronik under start og landing, for ellers havde jeg helt sikkert taget nogle feeede billeder!Vi finder vores bagage. Bevæger os hen mod "customs", som består af én kvinde der tager imod toldsedler (som vi har udfyldt i flyet). Hun kigger ikke på dem, men spørger af og til enkelte passagerer om de har mad med. Jeg går dog glat igennem, efter jeg i forvirring viser hende min billet videre. '''No, no", siger hun og peger på sin bunke blå papirer. Så får hun også mit blå papir. Vi går videre til "Immigration", hvor jeg finder ud af at ham inderen, der var steward på turen, sagde noget vigtigt i den sidste halvdel af den lange og meget, meget hurtige papir-snak han havde en halv times tid før landing. Jeg forstod ikke en dyt af, hvad han sagde, men han har tilsyneladende nævnt at man skal udfylde et grønt papir, som gør det ud for en slags visum. Min sidekammerat fra flyet og jeg finder dog hurtigt nogle grønne sedler efter vi er stået af flyet. Udfylder dem mens vi står i kø til at aflevere dem ;-) Ham gutten, jeg skal aflevere mit papir til, virker lidt træt af livet - han mumler og bliver fornærmet når en turist siger "Sorry?" hver gang han siger noget, men det virker da. Han beder mig udfylde de sidste felter på papiret (dem der står i "Government Use Only"-afsnittet, logisk nok). Jeg noler hans kuglepen og udfylder dem mens han venter (har senere fundet ud af at man normalt bliver smidt ud af køen :-D ), og så gider han ikke mere. Han stempler mit pas uden at stille mere end et par standard-spørgsmål - wuhuuu!
Finder sammen med (nej, ikke på den måde!!!) en ældre kvinde fra Langeland, som skal til Miami for at besøge sin mand, der arbejder i Naples. Jeg finder hurtigt min kuffert og overlader den til "Shorty", en klejn lille mørkhudet gut, som kaster rundt med kæmpekufferter som var de fjerlette! Det er en stor, sort herre med en stemme meget lig Morgan Freemans der råber til Shorty at der er et par 350'ere mere (håber og tror det betød at bagagen skulle videre til Miami - for de kom den :-). Lidt spøjst at en så stor lufthavn ikke har et mere organiseret system til den slags - vi fik ingen kvittering eller noget, men det gik jo.Så stiller vi os i kø til check-in - når ca. halvvejs i en meget lang kø, indtil jeg får kigget ordentligt på billetten, som pludselig ikke er en billet men et boarding pass. Vi forlader køen og går udenfor for at nuppe en smøg. To kædesmøger (og et tilhørende nikotin-chok) senere har vi fastslået at det er supergodt vejr i Newark, og at New Yorkere kører i fede biler.Endnu en lang kø ved sikkerhedskontrollen - glem alt hvad I mener at vide om sikkerhedskontrol (Kastrup go home!). Måtte overhovedet ikke tage lightere med, skulle have sko, jakke og trøje af. Nogle af de andre passagerer smider både bælter og alt hvad der måtte minde om metal - men ikke mig. Jeg går igennem metaldetektoren uden problemer, og min bagage kommer igennem lige så nemt... Vi finder vores gate hurtigt - og så er der ventetid igen. Finder en Dunkin' Donuts og bestiller (nærmest i blinde) en medium Iced Coffee. Forventede af en eller anden grund ikke at få en stor, iskold kop kaffe - men det fik jeg, og det kvikkede mig da lidt op.

15.15 (New York minutes): Boardingen burde starte nu, men ak. Et kvarter forsinket starter den - og jeg har fået en plads heeelt bagerst i flyet (vinduesplads igen - bonus!). Vi burde lette 15.40, men sådan gik det ikke...

16.30 (New York minutes): Efter at have holdt i kø i laaang tid, letter vi omsider. Så snart vi har fået vores snacks og drikkevarer, begynder hele flyet at ryste vildt. Jeg balancerer min cola og min bitte-litte kalkunsandwich, og det lykkedes mig ned nød og næppe at undgå at spilde! Finder min fancy miniature-PlayStation frem og sætter film på: "Adams Æbler" holder mig beskæftiget i godt samarbejde med den tilbagevendende turbulens... Udsigten er sej - vi flyver ret lavt hen over land, og det ligner ikke noget jeg har set før! Tager ingen billeder, da det er blevet for mørkt - men da vi når Miami, får jeg lyst til at prøve alligevel - damn, hvor ser det godt ud! Men ak, nedstigningen er begyndt, så jeg må ikke...

19.04 (Miami-time): Vi lander i fin stil - på trods af en ret forsinket start og temmelig meget turbulens lander vi to minutter før planlagt - og jeg finder bagage-udleveringen i første hug! Der står jeg så og venter i et kvarters tid, mens jeg bander Shorty og Morgan Freeman langt ad pommern til. Er overbevist om at min kuffert er på vej til Yemen, inden den langt om længe dukker op :-) Nå, men så skulle jeg jo finde fætteren, som jeg af uransagelige årsager ikke lig ehavde fået aftalt et mødested med. Starter med at gå udenfor for at kigge efter ham. Bliver ramt at en varmebølge, blandet godt op med en voldsom benzinos. Kan ikke se manden, så jeg går ind igen og stiler mod hovedindgagen. 50 meter længere fremme står fætteren så - kanon!!! Hvor svært kan det være, altså? Godt at jeg har stresset i fjorten dage for dén tur, der var jo ikke andet end problemer ;-)

19.30-23.40 (Miami-time): Laller rundt i lufthavnen med fætteren - vi venter på at fætterens papa plus påhæng ankommer - og i den forbindelse kan det slås fast at Miami lufthavn ikke er særligt underholdende en tirsdag aften... Vi drikker noget kaffe. Går udenfor og ryger en smøg. Spiser en sandwich. Går udenfor og finder et nyt sted at ryge en smøg (der er "designated smoking areas" rundt omkring). Går ovenpå. Går nedenunder. Drikker noget kaffe. Går udenfor og ryger. Sidder og snakker dårligt om alle dem, der går forbi. Ryger. Venter. Keder. Tager et par billeder (se dem i galleriet, hvis det virker). Til sidst er de fire timer gået - føles som om der er gået et par dage siden jeg har sovet (der er i virkeligheden "kun" gået 24 timer :-/ ). Vi finder dem hurtigt, for vi har i vores endeløse vandring fundet det sted, hvor det er mest sandsynligt at de ankommer. Og fætteren havde sgu' ret :-)

23.40-01.30 (jeg-er-ligeglad-med-tidszonen-for-jeg-er-fakkertalt-træt-tid): Vi begiver os mod biludlejningen, som man skal køre "langt" i bus for at komme til. Efter en seks-syv underskrifter og alt muligt halløj får vi vores bil: en Toyota Corolla med hele tre miles under hjelmen. Den dufter stadig spritny, og jeg fornemmer en spirende optimisme omkring turen hjem... Det var dog bare søvnunderskuddet, der fik mig til at se positivt på den tur i et kort sekund - for på trods af en lejet GPS formår jeg at køre forkert et utal af gange - hvilket blandt andet resulterer i at vi skal betale vej-skat (eller hedder det vej-told) tre eller fire gange, i modsætning til den éne gang, der rent faktisk var nødvendig. Jeg hader den bil. Jeg hader Miamis vejnet. Jeg hader GPS'en. Ja, lige nu hader jeg sgu' det faktum at jeg har et kørekort, og at det kan bruges :-) Jeg kan ikke finde ud af det køren-bil-halløj... Men hjem nåede vi da. Glæder mig IKKE til at skulle køre igen, men hva' faen. Det kan jo ikke gå mere end helt galt...

02.40 (...): Jeg lægger mig på luftmadrassen og falder, ifølge fætteren der lå på sofaen lige ved siden af, i søvn i løbet af 0.30 sekunder.

06.15 (???): En pludselig tanke om hvad klokken er hjemme i Danmark vækker mig effektivt. Fætteren er allerede stået op - han arbejder hjemmefra i dag - så jeg får en kop kaffe og skynder mig at skrive mail til dem jeg har lovet det :-) Så sætter jeg mig til at skrive dette indlæg, som hermed er slut. Jeg skriver et nyt i morgen, og bare rolig: det bliver IKKE lige så langt som det her!!!

(P.S. Hvis du virkelig har læst dig igennem helt hertil, så er du min nye helt!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar