24. december 2006

Orlando - Universal Studios

Først og fremmest: glædelig jul!!! Nu er det også d. 24. december her - og har været det en halv time. Det er efterhånden en time siden, vi kom hjem fra Universal Studios - billederne er på vej op (stadig kun på http://www.flickr.com/photos/jannik/ eller den anden adresse, jeg skrev i går (og som jeg ikke kan huske nu ;-)...
Håber I har lidt mere julestemning i DK end jeg har hér - i Orlando, som ligger fire-fem timers kørsels nord for Miami, har det været rigtig lækkert vejr det meste af dagen. Har fået farve - ikke så meget, men det er der! Det gør det sgu' mere end svært at tænke jul, når der er 25 grader udenfor. Og ikke et gram sne (af den slags der smelter, i hvert fald :-D ). Men til gengæld spiller samtlige radiostationer ikke andet end julemusik, som om dét skulle hjælpe (det gør det faktisk ikke, for det er de samme sange om og om og om igen, og det er enerverende ad hulen til)... Det er den slags ting, man bliver opmærksom på, når man i løbet af to døgn bruger 15-18 timer i bil!
Okay, nå, men det var absolut ikke ment som brok - det er fedt, at vi har nået så vidt omkring, og det er også fedt at det ikke er mig, der har skullet køre alle de kilometer! Tempoet har været højt, bevares, men det stilner nok ret meget af efter i dag. Karl-Erik og Rikke tager hjemad på tirsdag, så det bliver ikke til flere lange ture - og Jakob og jeg har ikke lagt de store planer for næste uge endnu. Så lige nu har jeg intet at være nervøs for (det kommer senere, men jeg kan da holde jul med en "indre ro" ;-)

Universal Studios. Det var kæmpe-stort og flot, men selve konceptet afveg en smule fra hvad jeg (vi) nok havde forventet. I store træk var det bare et forvokset Tivoli-koncept, med nogle ekstra shows og "rides". Der var så mange steder, der bare gik ud på at flå penge ud af hænderne på kunderne - boder, souvenir-shops og lignende. Jeg har faktisk regnet lidt med, at der ville være mere stil over det. Svært at forklare, men havde ikke regnet med det, det var. Nåh jo, og så kostede indgangen $71 per person. Det er eddermukkebikkemig meget, selvom alle forlystelser indenfor var gratis! På den anden side kunne man have valgt at overnatte "inde" i parken - der er to hoteller inde på området - og derved have nået mere end hvad vi kunne... Det var til gengæld ret sjovt at se et Terminator 2-show/film i 3D - det havde jeg aldrig prøvet før, med succes altså, det der 3D. Og hold OP, hvor det bare funkede. Blev vildt forskrækket, når et "objekt" fløj ud gennem lærredet og stoppede lige foran ansigtet på mig. Det var gennemført - og så så vi også et Shrek 4D show! Med følesansen inde over også - det var mægtig spas ;-)
Som det måske kan ses på nogle af billederne, var der endda optog i dag, og juletræstænding ved Julemanden ham selv... Og da det jo er vinter, selvom temperaturerne er høje, gik solen ret tidligt ned - derfor er visse af billederne nok ikke verdens allerskarpeste, men jeg håber det går!

Jamen så blev klokken da også næsten ét om natten - jeg må hellere stoppe for i dag, mens legen er god. Håber I nyder billederne - og smid endelig en kommentar, lige som to af mine helte gjorde det!

Og forresten har det vist styrtregnet i Miami i dag - i Orlando var der støvregn i ti minutter sidst på eftermiddagen :-)

RIGTIG FANTASTISK GOD JUL, ALLE SAMMEN!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar