3. januar 2007

Hov...

Hvor blev tiden lige af? Det kan da umulig være torsdag i morgen. Sikke noget øv... Har lige vænnet mig til vejret herovre og alting...

Så sprang jeg lige endnu en dag over i bloggeriet, og endnu engang skyldes det at der ikke var det helt store at fortælle efter "nytårs-indlægget". I går skulle fætteren jo på arbejde igen, så jeg var bare herhjemme indtil ved to-tiden eller noget. Så kørte vi til Sawgrass Mills Mall, et storcenter med rimelig mange butikker - hvor fætteren og jeg gik rundt i nogle timer, og hvor fætteren brugte endnu flere af de penge, han (siger han) ikke har :-)
Han købte alt muligt til køkken og badeværelse, fordi Remy nu er flyttet helt ud - og har taget sine køkken- og badeværelses-ting med sig. Nåja, og alle møblerne i stuen, men det er tilsyneladende ikke noget problem heller... AD, som fætteren skal bestille møbler med, er jo også kun væk i adskillige uger nu, men hvem har da også brug for stuemøbler (siger manden der var fire år om at købe en sofa!)?

Jeg købte en kuffert, for at få tilfredstillet en enkelt af mine neuroser: jeg nægter at stå i lufthavnen og få på puklen over en for tung kuffert (var lige ved at skrive "få på puklen over overvægt", men dér hjælper det sgu' ikke med en ekstra kuffert :-D )... Hver kuffert må max veje 23 kg (ifølge Continental's hjemmeside), men man må gerne have to med (!). Så jeg fandt en god, rummelig og "hård-i-skallen" kuffert til $75, og på det tidspunkt gad jeg ikke shoppe mere rundt. Bar allerede på fætterens glas-sæt og en stak bøger, han heller ikke havde råd til, så deeet...

Så skulle vi have noget at spise - fætterens idé var at vi skulle prøve at finde den lokale Chili's. Og nu tænker du måske "nøh, og hva' så'?" - men der er en historie med Chili's, som gjorde det til en bedrift af rang, at finde Chili's. En af de første aftener herovre, havde fætteren fået anbefalet Chili's, og havde endda også fået ruteanvisninger dertil (af AD). Men ak, efter lang tids søgen og køren frem og tilbage (og tænders gnidsel og så videre), måtte vi (Rikke, Karl-Erik, fætteren og jeg selv) opgive at finde skidtet. Men - da-da-daaaaa - denne gang havde vi GPS'en med, og det hjalp gevaldigt. Faktisk hjalp det så meget, at vi fandt den! Wuhuu - og det var lækker mad. Fætteren fik, efter eget udsagn, de bedste (spare-?) ribs nogensinde ("Original Baby Back Ribs", sgu' :-) - med ordentligt saltede fritter (det er en mangelvare herovre) og noget småklamt kanel-æble-halløj, som bare slet ikke passer til kød... Jeg fik en rigtig god bøf (en 12 oz. "Flame Grilled Ribeye") med hvidløgsbrød og kartoffelmos (med bacon - verdens bedste krydderi - og cheddar-ost ovenpå), og det smagte glimrende!

Mine tanker går til stakkels Rikke og Karl-Erik, som ikke nåede at smage mad fra Chili's!

Planerne for i dag er rimelig simple - fætteren og jeg tager ned til Maria og Brenda i aften (tidligst muligt, vi skal jo tidligt op næste morgen), hvor Maria laver lasagne, mod at Champen, som han jo kalder sig, og her er det fætteren vi taler om, laver danske pandekager (bonus!). Det bliver smadderhyggeligt, og for en gangs skyld er jeg ikke bekymret over køreturen - det kommer sikkert først når vi kommer derindad... Lige om straks går jeg i gang med at pakke mine ting og sager, så jeg kan være klar til i morgen tidlig (og nej, det er ikke fordi det tager en hel dag at pakke, men fordi vi jo ikke er hjemme i aften - og jeg står heller ikke op kl. 03 i nat for at pakke ;-)...

Nå, men bortset fra det. I morgen tager jeg jo hjem - flyver herfra 09.40 lokal tid, og lander forhåbentlig hjemme i Danmark igen kl. 07.30 fredag morgen, lokal tid (altså dansk tid, ikke? ;-). Det bliver en usandsynligt langt tur hjem, kan jeg mærke. Men hva' pokker, hjem skal man jo på et tidspunkt... Nåh jo, lur mig om ikke der kommer et blogindlæg mere, når jeg er kommet sikkert hjem til Søborg!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar