Vel ankommet!

Jeps, så er det blevet aften her på andendagen i Miami. Var absolut ikke meget værd i går, da vi endelig fik min bærbare til at æde en netforbindelse. Fik dog sendt en "jeg er okay"-mail til et par stykker af jer, som lovet :-)

Turen gik sådan set helt som den skulle - jeg var i nøjagtig lige så god tid, som jeg SKAL være for at føle mig bare en lille bitte smule "on top of things". Var i Københavns Lufthavn lidt i otte, altså omkring tre timer inden afgang. Det behøver jeg ikke være næste gang, især ikke hvis jeg checker ind online som jeg gjorde i torsdags. Jeg behøvede (logisk nok) ikke engang vente på, at check-in åbnede, så jeg havde afleveret min bagage og fløjet gennem security længe inden klokken var ni. Så skulle jeg bare vente på, at lufthavnen fik bestemt sig for, hvilken gate mit fly skulle afgå fra. Og dét tog fileme lang tid! Sidst jeg tog afsted, var det fra København ret tidligt om morgenen, og ikke en fredag. Der var horder af intetanende mennesker i lufthavnen, som optog alle siddepladserne og ellers vadede rundt uden nogen som helst form for kø- eller gangkultur (altså det med, at man altid går i højre side)... De(t) stressede mig en lille smule, men ikke vildt.

Da jeg så endelig kunne se på tavlen, hvor flyet gik fra, var det naturligvis i den anden ende af lufthavnen - sådan skal det være - men jeg nåede det, og flyet afgik helt efter planen.

I London havde jeg set på mine billetter, at jeg både landede i og lettede fra British Airways' helt nye Terminal 5, så jeg slappede helt af og regnede med at det da lige måtte være i gå-afstand uanset gate. Men nej. Jeg skal hilse og sige, at én enkelt terminal i Heathrow kan være STOR!!! Terminalen er delt op i A-, B- og C-gates, og jeg ankom i A-sektionen. I meget god tid, vi landede faktisk næsten en halv time før det der stod på billetten, og endnu engang fløj jeg gennem security-tjekket. Altså, fløj og fløj, der var kæmpe-kø, men der var ikke nogen problemer med bip-lyde, metalgenstande eller noget ulovligt i tasken, og så er jeg mere end tilfreds :-) Så havde jeg omkring tre kvarter at slå ihjel, i og med at Miami-afgangens gate først blev annonceret en time før afgang. Jeg lallede rundt i en terminal på størrelse med Fisketorvet, igen uden at kunne finde en siddeplads i umiddelbar nærhed af en informationstavle... I protest stillede jeg mig op ved en tavle lige ved security og ventede. Der var en rigtig sød pige fra British Airways, som var "udstationeret" ved tavlen for at kunne hjælpe folk i nød - "do you need any help?", spurgte hun. "No, I don't think so", svarede jeg så bare, for jeg kunne jo se min afgang uden gate-angivelse. Hun sukkede og sagde "First one today", hehe. Hun kom hen til mig et par gange, og skulle lige til at spørge igen - men afbrød sig selv i tide. Meget morsomt, syntes jeg (!).

Og vupti, 58 minutter inden afgang popper gaten så op på tavlen - B-39. Hm, okay, jeg stod stadig i A og begyndte at følge skiltene mod B-gates. De skilte førte mig så ned til en tro kopi af en typisk københavner-metrostation. Jo, fandeme - jeg kørte i "metro" til B-gates på to-tre minutter! Pænt stor terminal :-D

Det tog fem minutter at gå fra "metro"-stationen til B-39, og så var det ellers bare at vente igen. Som jeg foretrækker det. Boardingen trak lidt ud, og vi må have været knap en halv time forsinket, inden vi taxiede ud på startbanen - hvor der så var kø! Men det var okay, vi så en masse meget store fly lette og lande mens vi ventede...

Flyveturen startede forfærdeligt. Da jeg klarede check-in via nettet, fik jeg en af de på papiret rigtig gode pladser, uden sæder foran mig. Og det passede skam også fint, men man burde også have kunnet vælge "pladser uden møgirriterende englænder ved siden af". For så havde jeg gjort dét - i stedet sidder jeg ved siden af en møgirriterende englænder, som nærmest ser det som sin pligt at smalltalke... med mig, i stedet for sin kone på hans anden side... Og jeg svarer ham, uden at stille spørgsmålene tilbage. Og hele turen igennem brokkede han sig over maden, spurgte hele tiden om mere at drikke og så videre. Dybt suk. Så snart jeg kunne (efter sikkerhedsinformation osv.), tog jeg mine hovedtelefoner på og så TV - blot for at se ham vende sig mod mig, og trække vejret ind for at sige noget mere ligegyldigt, men opdage bøfferne på mine ører og så ellers fortryde. Fryd - men så fat det dog: jeg GIDER IKKE SNAKKE!!!

Det var så lige omkring da, jeg fandt ud af at der var noget galt med mit sæde - lige så langsomt som sikkert gled ryglænet længere og længere tilbage, uden at jeg på noget måde foranledigede det (altså bortset fra at jeg lænede mig op af det ;-). Efter et par timer med begyndende ømme mavemuskler fandt jeg et punkt, hvor stoleryggen ligesom "låste", hvis jeg ikke rørte mig for meget. Endnu mere ømme mave- og rygmuskler, men til gengæld sad jeg nogenlunde godt og stabilt...
Ellers var det fint nok - supervigtigt at jeg fik pakket bøger, blade, MP3-afspiller, bærbar og A4-blokken ned i håndbagagen, for in-flight entertainment var jo ikke nok. Eller. Jeg så to action-film og et par tv-serier på det indbyggede lille TV, og fik da også læst lidt i mit Datatid-blad. Og så var vi sådan set fremme!

Jeg vil også gerne lige benytte lejligheden til en bette snas service-info: British Airways er ikke specielt service-minded, når først man er ombord. Når man skal ind i USA, skal man udfylde et par stykker papir i flyet; et om du har noget at fortolde, og et midlertidigt visum. Sidstnævnte er åndssvagt opbygget, og de sagde i højttalerne mens de uddelte papirerne, at man bare skulle bede om nye papirer hvis man skrev forkert. Det gjorde jeg så (altså skrev forkert og bad om et nyt). Jeg endte med at bede om et nyt papir seks gange (jep, seks - 6!). De første fire gange, det lykkedes mig at stoppe en forbistormende steward(/-esse) og bede om et nyt, grønt papir, sagde vedkommende bare "certainly, sir" og stormede videre. Og så gik der en times tid, inden jeg fik stoppet den næste og spurgt igen. Femte gang var næsten lykkens gang - han kom så tilbage med et grønt papir PÅ SPANSK! Idioter. Men okay, jeg fik så rig lejlighed til at komme med et af mine yndlingscitater: "in ENGLISH please!". Det er fra The Usual Suspects, for all you movie lovers out there ;-) Jeg fik et korrekt, grønt papir mindre end to en halv time inden landing. Og fik det udfyldt rigtigt i anden omgang, heldigvis da! Du troede vel ikke at jeg havde skrevet forkert fem gange, gjorde du? :-D

Tyve minutter forsinket lander vi i Miami. Langt fra paskontrollen - RIGTIG langt! Vi går og går, og på et tidspunkt er jeg næsten sikker på at vi går i ring, men det var trods alt bare endnu et udslag af min knap så velfungerende stedsans... I paskontrollen var der kø - ved alle 36 "booths", som alle havde to separate kontrollører! Og køerne bevægede sig - overraskende nok - hyperlangsomt... Da det endelig blev min tur, forstod jeg (til forskel for sidste gang) alt hvad den flinke mand sagde. Til gengæld måtte jeg fortælle lidt om hvad jeg arbejdede med, hvem jeg skulle besøge og hvor længe jeg blev i landet... Jeg fik til sidst lov til at komme videre (tror nu ikke jeg var tæt på at blive nægtet adgang :-), og skulle så bare lige hente bagagen inden jeg kunne møde fætteren. Javist. Bare lige hente bagagen. Da jeg endelig fandt det rigtige bagagebånd, var alle taskerne blevet læsset af, og jeg fandt så først min kæmpekuffert efter ti minutter eller noget. I mellemtiden havde jeg proppet mit pas og min told-seddel i baglommen, troede jeg. Men da jeg gik hen mod køen (!) foran tolderne, var min told-seddel forsvundet. I løbet af et nanosekund begyndte jeg at svede tran - klokken var næsten 7 PM lokal tid, altså 23 dansk tid, og jeg havde været oppe siden 5.15 dansk tid. Jeg var træt, og ville fandens gerne igennem tolden, for at sige det mildt... Da jeg havde vandret rundt imellem bagagebånd i små ti minutter, hørte jeg mit navn med umiskendelig amerikansk accent blive kaldt i højttalerne. Efter mit navn sagde damen noget der endte med noget der lød som "three". Jeg satsede og gik mod bagagebånd nr. tre - og ganske rigtigt stod der en lufthavnsmedarbejder med min toldseddel og så gnaven ud. Jeg sagde bare "thanks!", snuppede sedlen og småløb mod tolderne. Tolderen var cool nok, spurgte hvad der var i tasken og så ligeglad ud med svaret. Jeg sagde at der var tøj i, han sagde ingenting. Tøj og cigaretter, sagde jeg så, bare for at skjule sandheden om fætterens "Jensens Favoritsauce" og posen med Super Piratos, som ellers skal tjekkes og dobbelttjekkes, inden det muligvis kan tillades at indføre i landet. Han løfter ét øjenbryn et par millimeter og spørger hvor mange cigaretter jeg har med. Da jeg siger ni pakker, spørger han til størrelsen af pakkerne. Hans øjenbryn løfter sig endnu et par millimeter da jeg forklarer at der er 20 i hver pakke. Jeg prøver at sige, at jeg da har købt dem i København og betalt moms og skat af dem, men kan godt se at det ikke er dét, han er i tvivl om... Koldsveden nærmer sig, da han spørger til den fysiske størrelse af de ni pakker - og først da forstår jeg, at han ikke ved om jeg mener ni pakker eller ni kartoner :-D Jeg beroliger ham med, at det skam kun er ni SMÅ pakker cigaretter og viser ham den ene, jeg har med i håndbagagen. Så får jeg lov til at komme igennem. Puha!

Jeg tænder min mobilos og ringer straks til fætteren - som nu har sikkert stået og ventet i et par timer. Da han tager telefonen, kan jeg se ham gennem glasset - og straks efter er vi genforenet, hehe... Vi finder hurtigt fætterens fede flyder af en bil, og begiver os mod Plantation. Inden vi tager helt hjem, kører vi indenom Wendy's og får os en all-american burger. Og så ellers hjem og kæmpe med at holde sig vågen til den lokale sengetid. Jeg tror klokken blev 11-12 PM, inden vi kom i seng... Læg seks timer til, så har du lokal dansk tid. I går var jeg oppe i omkring 25 timer i streg - uden at det på noget tidspunkt blev "i morgen" eller var "i går" :-) Så jeg sov GODT på den store luftmadras, der var til mig - inklusiv en ekstra "kramme-pude", hvis nu jeg skulle savne en ved siden af mig, høhø...

I dag har vi så været i vandland, og jeg er såmænd allerede blevet solbrændt. Jeg var ellers fornuftig nok og smurte et tykt lag faktor 45 på - hvorefter jeg gik i vandet. Fandeme godt tænkt, Jannik! Okay, jeg er rød, men ikke krebserød. Endnu. Jeg fortæller mere om den tur i morgen, for nu skal jeg i seng igen :-)

Jakob beder mig hilse "alle sammen" igen - det er hermed gjort... Eller i hvert fald alle dem, der måtte være nået helt herned i teksten. Undskyld det lange indlæg - håber det var til at komme igennem!!!

/Jannik