19. maj 2008

Key Largo fra en katamaran

Først lige en lille ups'er: jeg ved ikke lige hvorfor, men i går aftes/nat begyndte jeg så småt på dagens blogindlæg. Men blev ikke just færdig, så jeg gemte indlægget som kladde - men af en eller anden grund blev det vist på hjemmesiden alligevel :-s
Kladden er slettet nu, og jeg starter forfra, hehe...

Jeg har forresten lagt et par billeder op fra i går plus lidt forskelligt. Jeg var overforsigtig og lod mit kamera ligge i bilen, mens vi tog ud at snorkle - det fortryder jeg lidt. Men Monsell tog sit kamera med, så måske kan jeg alligevel skaffe lidt dokumentation fra selve turen, i stedet for dem jeg har lagt op nu fra turen derned og turen hjem :-)

Nå, men i går gik turen jo så til Key Largo. Der er en god køretur på et par timer ned til the Keys - hvor der var endnu varmere end i Ft Lauderdale. Vi spiste en hurtig frokost på Wendy's, hvor Deres udsendte fik en udsøgt Baconator-burger (gæt hvad der var i) og en mellem-størrelse cola. Som vel har været på godt en halv liter. Supersize me - man er vel på ferie ;-)

Efter lidt frem-og-tilbage kørsel fandt vi stedet som solgte de såkaldte "Sunset cruises" - man tager en katamaran ud til et rev, snorkler en time og tager tilbage i havn, med complimentary champagne/rum punch, musik og hygge. Og på vej tilbage har man naturligvis solnedgangen lige foran sig. Smukt (men jeg idiot havde jo så ikke mit kamera)!

Efter vi havde købt billetter til turen, havde vi et par timer inden båden sejlede. Så vi tog ud i en nationalpark, som godt nok ikke virkede specielt nationalpark-agtig. Men okay, der var da masser af asfalterede småveje - og parkeringspladser :-) Retfærdigvis skal det dog siges, at der også var en masse stier inde i parken, som helt sikkert har været mere natur-agtige.
Vi lagde os på et lille stykke strand (i skyggen, ellers var vi stegt ihjel, tror jeg) - og kom da også lige i vandet. Så vidt jeg husker må det have været første gang jeg har badet i havet herovre - det var kun lige akkurat "koldt" nok til at virke afkølende!

Nå, men tilbage til snorkel-turen. På turen ud til revet sejlede vi igennem nogle smalle kanaler med barer, restauranter og lææækre huse lige ud til vandet. Undervejs fik vi udførlige instruktioner af first mate Leanne, som blev afbrudt et par gange af folk fra de lokale barer og restauranter, som råbte "Happy birthday" og sang sange til hende - så gav vi sgu' også hende en fødselsdagssang. Som hun sagde blev hun 21 igen-igen i år :-)

Da vi så kom derud, var det bare om at få udstyret på - dykkerbriller, snorkel, redningsvest og svømmefødder - og hoppe i. Efter lidt startproblemer (masser af meget salt vand i næse og mund) gik det egentlig meget godt. Af og til kom der lidt vand ned i snorklen - knap så fedt - men til sidst fandt jeg ud af at jeg ofte kom til at kigge lidt for meget til siderne. Så kommer der ret nemt vand ned i snorklen :-s Så længe jeg lod være med at dreje hovedet for meget, gjorde de små bølger, der trods alt var, ingenting.

Og revet... Jamen for hulen da, det var vildt - dykkerbrillerne forstørrede alting en sjat, så man følte næsten at man svømmede bland fiskene! Planterne i revet var superspøjse, jeg har aldrig set noget lignende. Der var planter og fisk i alle mulige farver, men vandet var trods alt ikke krystalklart (det hang sikkert sammen med bølgerne eller noget), så farverne var ikke sådan pang-agtige. Men meget, meget imponerende alligevel.

Jeg kunne alligevel ikke helt finde ud af at trække vejret gennem den pokkers snorkel - der blev ved med at løbe vand i det lille næse-rum i masken, fordi jeg kom til at puste luft ud gennem næsen. Så til sidst var jeeg tæt på at blive decideret dårlig på grund af saltvand i hele kraniet - men der var vist alligevel gået noget tid, da jeg svømmede tilbage til båden, for resten kom ombord ganske kort tid efter. Fed oplevelse, rigtig fed. Mangler vist bare noget teknik...

I dag er jeg så alene hjemme. Jakob og Monsell er taget op til det vandland, vi var i i sidste uge, men jeg blev hjemme. Er træt, har lidt hjemve og trængte vist egentlig bare til at være alene lidt. Det er muligvis bare en dårlig undskyldning (for noget jeg ikke ved hvad er), men måske har alle disse single-år gjort, at man har vænnet sig lidt for meget til at være alene? Jeg kan i hvert fald mærke, at det gør godt, sådan bare at være mig selv. Håber ikke mine værter misforstår mig...

I morgen skal Monsell på arbejde igen - Jakob og jeg har talt lidt om at tage til South Beach, så det gør vi nok. Skal også have købt noget undertøj, inden jeg er nødt til at vende og genbruge, hehe...

IMG_2908PS. Den seje lille krabat, jeg tog billleder af i Busch Gardens, er en surikat - min kære moder spurgte om jeg vidste hvilket dyr det var (øh, næh). Og hvordan finder man så ud af dét? Man googler Timon og Pumba (I ved, dem fra Løvernes Konge), og så vupti står det der: Timon er en surikat! :-D )

1 kommentar:

  1. Tak for oplysningen om det kære lille dyr - Frederik vil synes det er sjov det er en surikat da hna nok kender "Dimon"...

    Hvor lyder det bære lækkert med den tur i havet - og at snorkle i vand der ikke giver forfrysninger må være sldeles pragtfuldt ;-)

    Jeg er uklædelig grøn af misundelse indrømmer moderen...

    SvarSlet