30. juni 2007

Af og til...

... er man alt andet end stolt af at være bornholmer. F.eks. når man læser dette "kuriøse indslag", som kort fortalt omhandler en forening ("Selskabet til Bornholms rette placering på landkortet") der sjovt nok kæmper for at få Bornholm placeret geografisk korrekt på alle danske landkort.

Dybt suk. Hvad regner de med? "Nåh ja, bornholmerne er stiktossede, så vi må nok hellere gøre plads til dem. Næste nummer udkommer i A3-format!". Nej vel? Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg via mit arbejde allerede er stødt på netop disse foreningsmennesker for flere år siden. De krævede nærmest, at vi i et af vore kundemagasiner lavede helt om på vores landkort. Begrundelsen var, at "mange mennesker i det øvrige Danmark er overbevist om, at Bornholm ligger lige til højre for Skagen". Gu' gør de da EJ! Den begrundelse har de da tilsyneladende også tonet lidt ned siden da, men alligevel...

Bevares, danskerne ER ikke spor gode til geografi, men vi kan vel for pokker da læse et landkort? Hvordan vil foreningens medlemmer forklare den firkant, Bornholm normalt er placeret i på landkort, netop for at understrege at der IKKE er tale om en geografisk "ægthed"? "Æh nej, det er fordi der er gravet en majet, majet dyb, firkantet rende rundt omkring øen." Og hvordan vil de forklare, at alle de danskere, der tilsyneladende ikke har den mindste idé om Bornholms egentlige placering, ingen problemer har med at referere til øen som "Østersøens perle"? "Jojo, Østersøen starter deroppe ved Limfjorden og fortsætter hele vejen deropad. Det der med Kattegat bruger vi ikke!" Ahem.

Og bare lige for at slå det fast - Bornholms placering på dette landkort er temmelig nøjagtig:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar