25. januar 2010

Hvad skal der ske i 2010?

Altså med mig og min foto-hobby?

Min søsters børn, julen 2009 - 3Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg læser mange blogs. Mange, mange blogs. Og mange af dem omhandler foto, sjovt nok. I løbet af december og januar har jeg læst en masse “opsummeringer” af 2009 (bedste ditten, bedste datten) og nok lige så mange “ønskelister” for 2010 med hensyn til hvad de forskellige gerne vil opnå i dette nye år.

En af de blogs, jeg følger nøje, er bagkameraet.dk hvor Søren har spurgt sine læsere, hvad de har tænkt at foretage sig i 2010. Og minsandten om ikke man bliver sat på opgave, bare fordi man prøver at give sit besyv med i form af kommentarer?

Mit (nogenlunde) nye kamera kan også optage video i Full HD, hvilket i kombination med de mange megapixels og de glimrende objektiver, man kan benytte på et spejlrefleks-kamera, kan give nogle helt fantastiske resultater. Søren havde så en idé om at man kunne prøve at skyde noget makro-video, hvilket jeg er superfrisk på. Men i denne mørke vintertid er der ærligt talt ikke særlig meget spændende at filme! Indtil videre har jeg lavet to meget korte men også meget kunstneriske klip, som skal med i den endelige film. Mangler “bare” at få hittet på noget at filme :-)

Rotunda 1, 2009 (color)Derudover har jeg ikke været helt dygtig nok til at få leget med indstillingerne på kameraet, fået det lært ordentligt at kende. Det er helt basic at få på plads – jeg må indrømme overfor mig selv, at jeg også er totalt nørd på foto-området og tygge mig igennem manualen igen og igen og igen, indtil jeg kan betjene alle funktioner i blinde.

 


Nåja, så købte jeg sidste år et par “rigtige” (men billige) studielamper og en hvid stof-baggrund, som jeg da også lige skal lære at bruge til noget portrætfotografering… Men det kræver først og fremmest at lejligheden begynder at ligne noget, man kan invitere folk hjem til – hvilket jeg da også arbejder på løbende ;-)

På en helt anden front har jeg (igen, kan man vel sige) en skummel plan om at smide en hulens masse kilo. Opretter og annoncerer et website til formålet inden længe.

PS. Nuvel, jeg skal også nok få blogget mere end jeg har gjort de sidste par år.

1 kommentar:

  1. Hold da op hvor er du bagud, det er jo meget værre end mig ;)

    SvarSlet