24. juli 2008

Tre uger som røgfri!

Yes yes. Til jer, der endnu ikke har hørt det, må det ud nu: jeg røg min sidste cigaret 1. juli 2008.

Det er ikke første gang jeg stopper, jeg ved det, men denne gang er drastisk anderledes. Jeg har, via en ret cool bog, fundet ud af at jeg ikke har behov for cigaretter. At jeg ikke får noget som helst ud af at ryge. Og at det ikke behøver at være svært at holde op med at ryge! Bogen hedder "Endelig ikke-ryger" og bygger på metoden Easy Way.

Den er god, rigtig god. Jeg har på nær et par dage helt i starten overhovedet ikke haft behov for at ryge. Har ikke engang haft LYST til at ryge i mere end et splitsekund ad gangen! Og jeg prøver virkelig at virke så u-hellig som muligt, for jeg har jo kun været ikke-ryger i godt tre uger, men det er svært. Jeg er sgu' sikker på at det holder denne gang.

Bogen kan varmt anbefales. Og det kan min største motivation også ( hende skal I altså snart møde :-D )!

Forresten er min plan at få skrevet noget mere her på bloggen. Mindst én gang om ugen fra nu af! Og hvis I gider, må I vældig gerne brokke jer hvis jeg ikke får det gjort ;-)

9. juli 2008

Rapport fra hjemturen (fra Miami, Florida, maj 2008 :-)

Man kan starte med at spørge sig selv hvorfor jeg skriver et indlæg om noget, der skete for efterhånden flere måneder siden (næsten da). Læs videre når du er færdig med at spørge dig selv, for svaret kommer hér: det har jeg lovet. Simpelthen.

Jeg har bare haft travlt med alt muligt og ingenting og Mette og familiefester og arbejde og kolleger og øl og træning og rygestop og sommer og regn og private projekter. Og det løse. Og øl :-D

Plus at der faktisk ikke er så forfærdeligt meget at fortælle. Kunne egentlig mærke at det der med at rejse ikke længere var noget "issue" - men okay, det var måske bare fordi det var hjemturen, eller at jeg rent faktisk så frem til at komme hjem (og det var ikke fordi hverken Jakob eller Monsell var frygtelige at være i nærheden af) og derfor ikke rigtig lod mig gå på af alle mulige "tvangstanker" og stress-elementer.

Måske var det bare fordi der var masser af tid mellem færre mellemlandinger denne gang. Eller fordi mine pladser var bedre. Flyselskabet i sig selv borger jo også for kvalitet (selvom det ikke altid er realitet), så der var i virkeligheden ikke specielt mange ligheder mellem hjemturen sidste gang.

Der skete ingenting spændende. Intet. Alting var velkendt - jeg kendte Miami lufthavn, jeg kendte Terminal 5 i Heathrow, jeg vidste at jeg havde tid nok. Jeg havde selv bestemt mine siddepladser, som jeg vidste var gode, og det var de. Selv mit in-flight entertainment system virkede perfekt. Og hovedtelefonerne dertil ligeså :-)

Rent faktisk skete der kun én ting, som der kunne have været en lille smule antræk om måske at skrive om lige med det samme, men det blev så at sige alligevel ikke til noget.

Ham jeg sad ved siden af fra Miami til London, begyndte at stille spørgsmål om ingenting allerede inden vi var lettet. Og jeg tænkte bare at det ville blive fuldstændig som på turen derover. Men med samme udgangspunkt som sidst (JEG GIDER IKKE SNAKKE!) svarede jeg næsten udelukkende i énstavelsesord, og denne gang virkede det faktisk - wuhu! Han holdt sin mund efter ti-femten minutter, og så var jeg glad. Fik set film og hørt musik - og sovet hele 3-4 timer! Vilde sager, ikke? Næh, ikke lige noget at skrive hjem om ;-)

Ganske som ventet var der godt med planlagt ventetid i Heathrow, men jeg havde jo allerede været et par timer i terminalen, så jeg vidste hvor jeg kunne sidde og læse i mine blade. Og hvor jeg kunne købe en sodavand, og hvor jeg kunne holde øje med gates osv. Lettere utålmodig endte det alligevel med, at jeg stod foran samme infotavle som på turen derover, da gatesektion og -nummer tonede frem på skærmen. Straks ned og tage "metroen" igen, og DRAMA!!! Dørene i metroen sad fast, da vi var ved "min" station - gys! Inden den automatiserede stemme var færdig med at meddele, at hjælpen var på vej, stod hjælpen udenfor og åbnede dørene. Vupti. Det kunne den danske Metro eddermame lære noget af ;-)

Nå, men afgangs-gaten var nærmest lige ved siden af opgangen fra "metro-stationen", så ingen problemer dér. Vente en times tid, boarde flyet. Sidde ved siden af en ung, lidt træt gut, som med ru, træt stemme bestilte en Coke hver gang stewardessen spurgte. Da han så også lagde an til at småsnakke, var jeg ved at eksplumdere - jeg gider det simpelthen ikke! Men okay, han spurgte ret hurtigt om jeg var dansk eller engelsk, og så kunne vi ellers snakke dansk sammen. Han spurgte, om jeg havde været i London, og da jeg sukkede og sagde at jeg havde været undervejs fra Miami i VILDT mange timer, smilede han og fortalte om SIN rejse: han var på vej til Aalborg eller Esbjerg eller Århus eller noget - fra Melbourne!!! Og det endda på discount-måden med zigzag-zigzag og tonsvis af mellemlandinger - så han havde været undervejs i godt tredive timer indtil da... Så holdt jeg op med at brokke mig. Helt op.

I København ventede jeg vel tyve minutter på min bagage, og gik derfra direkte op til Metroen hvor jeg fandt ud af at det regnede. Meget. Og jeg havde ikke lige min jakke på (eller med, for den sags skyld). Men hey, solbrillerne hang skam i polo-shirten :-s Jeg kan forestille mig, at jeg har lignet lidt af en spade da jeg stod på Nørreport og ventede på bussen i regnvejret. I et kvarter eller noget.

Så var det ellers bare mod Søborg, i bad, børste tænder og lige finde et par ting i bagagen inden turen gik tilbage mod byen, Nørrebro og den udkårne...