[Okay, jeg startede på dette indlæg i går, indtil jeg blev flået brutalt ud af skriveprocessen af Kenneth, der lige akkurat i tide informerede mig om, at vi spiste tidlig aftensmad - jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede mod Amager (og nåede det lige akkurat). Derfor skal tids-angivelserne regnes fra i går af.]Hold da op, hvor var det lækkert at komme hjem til mig selv i går formiddags - NØJ, hvor var det GENIALT at sove i min egen seng, og ER DU VIMMER, hvor fik jeg håndteret det der
jetlag HELT forkert. Er stået op for et kvarter siden - og klokken er nu 14.11. Gik i seng ved 12-tiden, da jeg kom hjem i går - tænkte at jeg snildt kunne sove helt til i morges, og så ville problemet være løst! Men ak, jeg vågnede allerede ved seks-tiden i går aftes (tror nok, jeg blev vækket af min kære papa?). Nægtede at overgi' mig, så jeg fløj tilbage i sengen indtil ved ni-tiden, hvor jeg fik noget mad - og kunne så ikke sove igen bagefter... Øv. Gik i seng ved ét-tiden og sov altså til klokken to. Det er vist ikke lige
helt sådan, man kommer over jetlag...
Men nu skal jeg lige skrive dette indlæg færdigt, så i bad, så handle ind, og så slappe lidt af, inden jeg skal ud til Lene og Kenneth igen for at hente den mobil, jeg var træt nok til at glemme derude i går formiddags. Til gengæld blev jeg inviteret til aftensmad, og den slags kan jeg jo slet ikke sige nej til ;-)
Nå, men jeg ville egentlig prøve at skrive lidt om hjemturen, lidt à là
det jeg skrev om turen derover. Det kommer her:
Torsdag (USA-tid):05.30: Triller alene (for første gang i USA) afsted mod lufthavnen i den lejede
Toyota Corolla CE - en spritny bil, da vi lejede den (med tre - jep, 3 - miles på samvittigheden). Da jeg parkerede den hos
udlejningsselskabet, stod den på 298 miles, med nøjagtig en kvart tank tilbage, uden at vi havde fyldt benzin på overhovedet! Det lyder måske lidt åndet, at vi lejede en bil for dét, men det var rigtig, rigtig godt at have en bil derovre; uden den havde vi ikke kunnet komme nogen steder den sidste uges tid!
Nå, men jeg kører altså alene, med håndskrevne noter, mod lufthavnen. Min mund er tør som alt for gammel sandkage, allerede inden jeg drejer ud fra fætterland (altså komplekset, hvor fætteren bor ;-). Turen går helt fint det første laaange stykke, indtil jeg nærmer mig det andet- eller tredje-sidste sving på mine noter. Der er vejarbejde (NOOOOOO!!!), og den højredrejning jeg havde påtænkt, kunne ikke lade sig gøre (DOBBELT NOOOO!!!) - så jeg må dreje ind en gang senere, fyre op for verdens mindst pålidelige lorte-GPS, finde Dollar-adressen og så ellers stole blindt på en computer, der tidligere har vist sig som lidt af en idiot. Kan vist godt afsløre, at jeg talte med mig selv i småstore bogstaver, da jeg opdagede vejarbejdet. Og F-ordet udgjorde langt over halvdelen af samtalen. Men hallåh, GPS'en ved præcis, hvor jeg er, og der er ikke spor langt til Dollar! Wuhu! Kører resten af vejen med et halvt øje på GPS'en, som hvert halve minut brokker sig over, at den har tabt strømkilden og vil slukke om 30-29-28-27-osv. sekunder. Så klemmer man lidt sammen på skidtet, og så er alt godt igen. Ikke liiiiige det, verdens mest stressede, vejblinde mand har brug for klokken kvart i alt-alt-for-tidligt! Men lykkens pamjulefis tilsmiler mig, da jeg ser skiltene til Dollar. Jeg drejer ned det helt rigtige sted denne gang, og for ligesom at understrege mit held, dukker der en Dollar-shuttlebus op, nærmest som en ledestjerne, lige foran mig. Helt genialt! Så fik GPS'en alligevel reddet min røv ét hundrede procent, og pludselig er DEN også pengene værd! Wuhu!
Jeg parkerer dytten og flår min bagage ud fra bagsmækken. Straks kommer der en gut hen og tager imod mine nøgler. Han kigger lige på odometeret (298, siger han, som jeg også selv lige havde set, og tanken var vi sjovt nok også enige om var kvart fuld). Han giver mig en seddel, som jeg skal aflevere inde ved skranken. Det gør jeg, og skriver under på at dytbilen nu er afleveret. Ingen problemer (på dette tidspunkt ved jeg ikke, om jeg skal være glad eller nervøs ved, at der ikke har været større problemer).
06.20: Shuttlebussen kommer efter tre minutter, og jeg er eneste passager - chaufutten hjælper med den ene kuffert og spørger, hvilket selskab jeg skal flyve med. "Continental," svarer jeg, og han nikker bare. Ren luksus - jeg bliver sat af lige ud for den terminal, jeg skal afsted fra.
06.50: Jeg har stået i kø til check-in i lang tid, inden jeg bliver gelejdet hen mod en self-service maskine, hvor jeg bare skal knaste mit reservations-nr. ind, vente på at alle tre boarding-passes bliver printet - og så ellers vente igen, på at en eller anden kommer og tager imod min bagage. Da det alt sammen er klaret, kigger jeg lige "billetterne" igennem og opdager, at tiden fra landing i Newark til boarding af flyet til København er: 35 minutter! Begynder allerede at forestille mig, hvor mange ting der kan gå galt. Men hva' pokker, jeg kan jo hverken gøre fra eller til, så jeg må bare prøve at lade heldet råde :-/
Finder en kiosk og køber to blade og en Coke. Betaler kontant, og da jeg får byttepenge tilbage, taber jeg halvdelen af mønterne på gulvet. Samler dem op og taber den anden halvdel ned i en bladholder, mellem en masse blade. Nægter at fiske efter 23 cents, så jeg går bare. Og gruer for dagen, hvis det fortsætter på den måde.
ca. 08.00: Jeg er gået igennem sikkerhedstjekket (uden problemer, men denne gang tog jeg også bæltet af - det er nyt, og jeg ved ikke hvad spændet er lavet af), og sidder ved gate G-7 og glor, da en herre (fra Continental) spørger, om jeg skal til Orlando. Og det skal jeg jo, så da han spørger om jeg vil stå standby på en tidligere afgang, siger jeg ikke nej tak. På vej ned mod den nye gate spørger han, om jeg skal videre, og det skal jeg jo, så det fortæller jeg (duh!).
Jeg venter en god halv times tid, inden jeg bliver kaldt hen til skranken - hvor han fortæller, at jeg skal med et endnu tidligere fly - med det samme, fordi jeg har "connecting flights"... Hvad han ikke ved, er så at jeg er sat til at flyve fra Orlando 13.30, så i princippet har jeg overhovedet ikke travlt - men det passer mig fint at komme tidligt afsted!
Flyet er et lillebitte, 18-sæders fly (Beech 1900B, tror jeg det hed), og turen forløber uden problemer - og vi er der såmænd lidt før tid :-). Da vi er landet, siger anden-piloten - som også agerer som steward - at vi skal "watch with our heads when leaving the airplane". Engelsk er ikke hans
first language, og han prøver såmænd bare at fortælle, at vi skal passe på hovedet, når vi stiger ud :-D
10.20: Jeg har fået (endnu en) meget, meget god ven i USA. Becky fra
Continental Airlines i Orlando redder mit liv - hun knaster cirka tusind ting ind på sin terminal-computer, i forsøget på at få min 13.30-afgang lavet om til en tidligere. For som hun selv siger, da jeg forklarer mit Newark-problem, kan jeg ikke nå det, hvis der er den mindste forsinkelse undervejs!
Det lykkes hende at få skaffet mig en plads kl. 11.40 - og hun fortjener sgu' en medalje for det - det var nemlig ikke en hvilken som helst plads!
11.10: Boarding mod Newark - nu med MASSER af tid (2 timer og 25 minutter mellem landing og boarding er totalt luksus). Jeg sidder på sæde 34B i en Boeing 757 - husk det tal, eller i hvert fald den række, hvis du skal rejse med en 757'er nogensinde! Det er rækken lige ved den midterste nødudgang, og sædet i midten - med TONS-vis af benplads og tv'et lige durk ud for dig - i den helt rigtige afstand og det hele. Endnu en endog meget venlig tanke gik til Becky, da jeg satte mig ned og strakte benene
helt ud ;-)
14.10: Lander i Newark, hele seks minutter før kaptajnens første gæt (jo, han sagde sgu' 14.16, da vi var i luften!)... Har så meget tid, at jeg knap nok ved hvad jeg skal gøre med den. Der er i øvrigt flere grunde til, at jeg er superglad for ikke at skulle være så længe i Orlando lufthavn - der var ingenting! Jeg fik en kop kaffe i Orlando, og det var stort set hvad man kunne få. Jojo, jeg burde have lugtet lunten da jeg så boarding pass'et: i modsætning til de andre lufthavne, hvor man skulle boarde fra gate G-7 eller C-86, skulle jeg i Orlando boarde fra gate ... 6! Ikke noget med nogen terminal eller noget, bare gate 6. Men Newark er en kæmpe, kæmpe lufthavn, hvor der om ikke andet er ret meget mere at foretage sig - som f.eks. at spise frokost på McDonalds ;-) Der var, bare i terminal C, et helt restaurant-område med McD, Dunkin' Donuts,
Haagen-Dazs (jo, de havde også en "restaurant"!) og alt muligt andet.
Men på mit boarding pass mod København står der altså gate C-86, og vi ankom via gate C-92. Jeg tænker, at jeg snildt kunne have nået det på de der 35 minutter, og går med det samme hen mod C-86. Det tager ikke fem minutter at nå derhen.
14.30: Går ned til de der restauranter, spiser min frokost og smalltalker med en meget, meget underlig gut, der sætter sig ved mit bord. På et tidspunkt, midt i måltidet, rejser han sig fra sin plads og går - og lader sin bagage stå. Straks flyver der terrorist-tanker gennem mit hoved, men jeg kan så godt ræsonnere mig frem til, at en hvid, guitar-spillende og generelt underlig gut fra Connecticut nok ikke er den mest sandsynlige terrorist. Jeg undlader at tilkalde sikkerhedsvagterne, og han dukker da også op igen efter et par minutter. Sætter sig ned, propper en håndfuld fritter i kæften og fortæller mig så ellers hvorfor han lige var gået. Jeg forstår ikke et ord, da han har munden fuld af mad, men nikker pænt og spiser min egen mad!
Går tilbage mod gate C-86, og passerer på vejen en info-tavle. Kigger nysgerrigt, mest for at se om jeg kan finde noget på det fly, jeg skulle have været med fra Orlando (hvis det er meget forsinket, bliver det spændende at se, hvornår - eller om - jeg får min bagage at se igen). Finder det ikke, men finder til gengæld ser jeg at mit fly til København er flyttet til en anden gate - gate C-126. "Fjong," tænker jeg - der kan ikke være så langt (med tanke på numrene, ikke?). Trasker afsted mod 126 - og så er der bare HERRE-langt! Det tager mig knap tyve minutter at komme derned - og nej, jeg gik ikke forkert på noget tidspunkt ;-) I terminal C ligger gates 122-126 i den
komplet modsatte ende i forhold til, tjah, eksempelvis gate 86! Øv-bøv, men jeg finder det da i det mindste, og klokken er ikke mere end:
15.15: Jeg sætter mig ned, og venter. Der er boarding 16.50, og afgang kl. 17.35. Inden længe begynder jeg at kunne fornemme danskere omkring mig. Og selvom jeg har talt masser af dansk med fætteren hele ferien, er det alligevel lidt sjovt. Der sidder et meget sønderjysk og meget ældre par et par pladser fra mig. Det tager mig lige et par minutter at decifrere deres dialekt og indse, at de taler dansk :-) Alt for morsomt. Læser blade. Synes tiden går umådelig langsomt... På et tidspunkt begynder jeg at gætte, hvem der er danskere og hvem der ikke er. Vente-området gælder for to afgange til Tyskland, én til Texas, én til Holland og så altså København. Af dem, der har nogen at tale med (så jeg har en chance for at finde ud af, om jeg har ret i mit gæt), har jeg faktisk ret langt over halvdelen af gangene ;-)
16.55: Boarding begynder - ingen problemer. Min række er blandt de første (efter "OnePass"-passagerer, 1. klasses-passagerer og passagerer med børn under 6 år - eller noget), der bliver kaldt ombord. Ingen problemer. Jeg sætter mig ned, på række 31D, en gangplads næsten bagerst i flyet. Indtil videre sidder jeg alene - det tegner jo glimrende! De kaldte jo passagerer til boarding baseret på rækkenummer, så kan det mon virkelig passe, at jeg skal sidde alene? Flyet virker kun halvfyldt... Men lige pludselig er der en milliard mennesker, der står på - inklusiv dem, der skal sidde på "min" række. De er japanere, en herre og en dame - og damen har verdens mest ildelugtende, ulækre pels på! Den STINKER, og hun tager den ikke engang af, når hun sætter sig ned!? Føj for hulen, mand, hvordan kan hun holde det ud? Jeg kan ikke! Efter fem minutters penge starter flyets motorer, og dermed aktiveres udsugningen... Jeg kan trække vejret igen. Hey vent - nu tager hun den rottepels af - kan man være så heldig, at hun lægger den i bagageboksen over os? Niks... Men efterhånden som udsugningen virker, og jeg vænner mig til stanken, kan jeg trække vejret nogenlunde normalt igen... Havde ellers lige forestillet mig, at jeg med mit held indtil videre på turen, skulle sidde ved siden af en høj, flot (kvindelig) blondine med hvid t-shirt og stramme jeans, men nej. Hun var godt nok med flyet, hende blondinen, men det fandt jeg først ud af senere, da hun skulle på tønden (som var et stykke bag mig). Æv.
De to japanere var sgu' underlige - han kunne tilsyneladende ikke et ord engelsk, og hver gang stewarden kom forbi med drikkevarer, sagde han "Coke!", men blev rettet af hende til "Coffee!". Pænt morsomt, når det sker tre gange i træk ;-) Nå, men min plan var jo, at jeg ville sove i flyet, så jeg ikke var så træt ved ankomst. Men med et hidtil uset antal spæd- og småbørn ombord, placeret strategisk på rækkerne omkring mig, var det mere end almindelig svært at finde ro... Heldigvis virkede mine udleverede hørebøffer denne gang, så jeg forsøgte at se
"The Lake House" med Keanu Reeves og Sandra Bullock - men jeg var for træt til at følge med, for den var sgu' underlig!
Næste film var
"Spanglish" med Adam Sandler - og den var god. Overvejer endda at skaffe den på DVD. Og den var god at døse hen med (til?) - selvom man lige var væk i et par minutter, kunne man stadig følge med :-)
Fredag (dansk tid):ca. 06.15: Kaptajnen "vækker" os, og begynder så småt nedstigningen. Vi er, i følge info-skærmen, lige omkring Middelfart (nej, det stod ikke på skærmen - den viste bare et kort, men det har jeg
Google Maps til at hjælpe mig med). Sejt - så er vi sgu' højt oppe, hvis han skal bruge hele Fyn og hele Sjælland til at komme ned i landings-højde!
ca. 07.20: Landingen gik fint - nu står jeg i bagage-udleveringen og kan ikke huske, hvordan min nye kuffert nu så ud. Der går laaang tid, før der kommer kufferter. Men hov - der var min Netto-indkøbte Slazenger-gigant-kuffert! Wuhu! Venter. Venter. Hey, var det ikke noget med at min nye kuffert "buede" lidt i "ryggen"? Det kan jeg sgu' ikke huske - vent til den kommer nærmere... Den var da ikke bare grå, var den? JodenvarsgudasåskynddigatsnuppedenNU!!!
Med begge kufferter slæber jeg mig afsted, ud af lufthavnen, finder hurtigt en taxa og siger "Apeldoorn Allé" til chaufføren. Han kigger mistroisk på mig og spørger, hvor dét er. "Dragør," siger jeg med overbevisning i stemmen. GPS'en er ikke enig - i Dragør findes ingen gader, der starter med "Ap"... Så finder han Krak frem, og slår op bagerst. Skuffelsen står mejslet i hans ansigt, da han finder Apeldoorn Allé. GPS'en er mere samarbejdsvillig, da han angiver Tårnby som by i stedet - og så finder vi hurtigt Lene og Kenneths hus!
- det var vist det (blev dette indlæg ikke endnu længere end det første?)! Igen, hvis du har læst helt hertil, er du min helt!!!
