All my baaags are packed, I'm ready to gooo!

Eller, næsten i hvert fald. Billetterne til Staterne er bestilt! So I'm leeeeaving oooon a jet plaaane, don't know when I'll be back again. Jo, altså, det ved jeg sådan set godt... Efter godt fjorten solfyldte dage i superdupermøjerføjerlækre Miami med fætteren, sgu'!

iPhone-revolution

Her er et lille udpluk af, hvad den nye Apple iPhone kan:



:-D

- og så har jeg jo forresten ferie nu!!!

Lid à hvert...

Jeps. Må nok indrømme at det har været småt med inspiration til at skrive her på bloggen. Og småt med overskud, småt med tid og småt med påskud.

Men lad mig alligevel lige gøre opmærksom på den nye samling billeder i galleriet - som har høstet hidtil uset meget opmærksomhed inde på den side, jeg lægger dem op på (som hedder Flickr og som er verdens fedeste foto-delings-idé, kort sagt). To af de seneste billeder er der simpelthen folk, der har udnævnt som værende blandt deres personlige favoritter! Og nej, jeg kender ingen af dem i forvejen :-)

Jeg gik en smule foto-amok for noget tid siden, hvor jeg tog kameraet med på job, primært fordi Axelborg ligger temmelig centralt i København, og der er en ganske fortræffelig udsigt fra taget af "Borgen" - så det ville jeg lige tage nogle billeder af. Mens jeg tog en række uinspirerende, triste og ligegyldige billeder af Københavns skyline (eller hvad man nu vil kalde det), fik jeg en idé.

Axelborg har nemlig en såkaldt rotunde. Jeg ved ikke, hvad det præcist betyder, hvordan jeg skal forklare det eller hvordan man ellers benytter ordet, men vi Axel-borgere kalder det altså dét vi har for en rotunde. Se mere i galleriet, hvor jeg har taget billeder fra sjette sal og hele vejen ned til stue-etagen - et billede siger mere end tusind ord, også i dette tilfælde...

Nå, men to af disse rotunde-billeder er faktisk blevet "opdaget" af nogle Flickr-brugere - som oven i købet har tænkt at "det var da nogle af de bedste billeder, jeg har set herinde", og tilføjet dem til listen over deres personlige favoritter. Og de har endda været så flinke at smide kommentarer også... Det er da fedt - at andre også kan se det fede i de billeder, man tager! Lidt ligesom når folk smider en kommentar til et blogindlæg, man skriver - det er fedt at vide, man bliver bemærket. Og at man har lavet noget godt, lissom...

Ellers sker der ikke så meget nævneværdigt - fandt tid til dette indlæg fordi jeg venter på toget til Bornholm, så jeg kan komme hjem på "pinseferie". Sidder inde på Axelborg, klokken er 19.16 og mit tog kører fra Hovedbanegåden 20.39. Hvad pokker skal jeg foretage mig resten af tiden? *dybt suk*

God pinse - from all of me to all of you :-D

Paaskeferie

Sådan skal det åbenbart bare være. Uhørt forsinkede blogindlæg med al den spot og spe, der dertil hører - men hvad kan man gøre? Jeg har jo travlt, for pokker!

"Med hvad dog?" spørger den opmærksomme læser. Og til dét kan kun svares: "Hva' med dig selv!? Spejl!!!" ;-)

Næh nej, dén diskussion skal vi ikke ind på - lad mig bare slå fast, at det der med bloggeriet ikke lige har haft førsteprioritet i denne måned. De læsere der måtte være tilbage efter utallige besøg her på siden uden "held", er sgu' alt for seje...

Men uanset hvad ville jeg bare gøre opmærksom på, at der er kommet nye billeder i galleriet - de er fra påskeferien, som (surprise!) blev tilbragt på Bornholm aka Fødeøen aka Verdens Turiststed Nr. 1... Hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg pæææænt glad for landskabsbilleder :-D
Respekt til papa, som selv med dårligt knæ indvilligede i at tage på "fototur" med sønnike (mig) og konen (ikke mig)! Og så nævner vi ikke det med bonussen (nejnej, bare rolig, vi fik bare en almindelig soft ice!).

God ferie, alt i alt. Og nu skal jeg snart afsted igen, til min mindste lillesøsters konfirmation. En begivenhed, der om noget understreger at jeg er ved at blive tudsegammel. Hun er TRETTEN ÅR GAMMEL nu, for pokker. *nostalgisk baggrundsmusik starter* Jeg husker det som om det var i går, at hun var en bette baby. Akke ja, tiden går skam lynende hurtigt i disse tider. Næh, da JEG var barn, var det ganske anderledes. Folk hilste på hinanden, ja, tippede høfligt med hatten. Alting var i sort/hvid og paa en eller anden maade var alting mere smaat og hyggeligt. Jo, det var tider. Det var dengang, metroseksualitet gik ud på at dyrke seksuel omgang i en endnu ikke udtænkt undergrundsbane i Hovedstaden, ja, søreme da så. *baggrundsmusikken går i båndsalat*

Og det er så her, filmen knækker for Deres ærede blogger ;-) Det er vist også sent på natten for en gammel gubbe som mig...

Skituren...

Jaja, ved godt at dette indlæg er "lidt" forsinket. Men nu kommer det altså - når selv fætteren kan svinge sig op til hele to indlæg, må jeg også kunne.
"Her den anden weekend" var jeg på mini-skitur (til Norge, naturligvis) med DFDS' IT-afdeling. Jeg var allernådigst sluppet igennem nåleøjet, og fik lov til at komme med, på trods af at teambuilding-aspektet (som var det egentlige formål med turen) var en kende spildt på mig. Og det siger jeg tak for :-)
Jeg havde ikke stået på ski i noget der ligner ti år - ikke fordi jeg ikke har villet, men tiden (og "tiden", du ved, den med pege- og tommelfinger gnidende mod hinanden) har ikke været med mig. Efter ti års ufrivillig pause var jeg temmelig nervøs for, om jeg overhovedet kunne huske noget af det - men det kunne jeg! Noget af det, altså. Stilen er ikke just den samme som for et årti siden, muligvis på grund af den uhørt elendige grundform, jeg er i (man kunne fristes til at kalde min for kageform).
Efter bare to-tre ture var jeg så træt, at jeg knap kunne løfte skien når jeg ville dreje - og det i sig selv giver anledning til en noget alternativ carving-stil. Men jeg faldt kun et par gange eller tre i alt ;-) Havde fuldstændig glemt fornemmelsen efter sådan et styrt... Lårene er helt færdige, og man er lidt rystet. Og alligevel holder man kun lige 30 sekunders pause, og så afsted igen - blot for at (være millimeter fra at) styrte igen efter 100 meter! Jeg skal være i laaangt bedre form, næste gang jeg tager afsted - og det gør jeg! Næste år, uden tvivl. På det tidspunkt er jeg en superslank og voldsomt veltrænet herre, det ved vi jo, så da bliver det meget bedre. Host, host.
På trods af alle de fysiske "problemer" (nej, ikke rigtige problemer, det er jo bare mig der er en kage-ædende, stillesiddende idiot) var det altså helt vildt fedt at komme på ski igen - bare luften, udsigten og de dejligt familiære norske vanvids-priser var nok til at give mig blanke øjne... De to første fordi de er helt unikke, og de sidste fordiøh, de øh, vel også er ret så unikke (og giver mig lyst til at græde)!
Men nu er det jo ikke fordi det hele gik op i ski og løjper og sindssygt ringe skistøvler. Næh nej, vi tog jo Oslo-båden frem og tilbage, og der fik vi medarbejder-rabat. Og sprut. Og øl. Alt sammen i rigelige mængder. Og det skulle jo bruges, det skidt - så torsdag aften begyndte stille og roligt i den nyligt relancerede (og sindssygt lækre) buffét ombord på det gode skib Pearl of Scandinavia. Go' stil! Efter maden fortrak vi til baren i Columbus, hvor der sjovt nok også var medarbejder-rabat. Og tjuhej, hvor det gik - hele bundtet blev en kende overrislede, inden vi gik til køjs i vores enmands-kahytter (så vidt jeg husker blev klokken omkring 2.30, inden jeg fandt derop)...
Morgenen derpå kørte vi (i egne biler) direkte fra færgen op til vores hytter, hvor vi smed oppakning og iklædte os vores udstyr. Enkelte havde så travlt med at komme videre fra hytterne op til Norefjell, at et par stykker (inklusive mig!) blev glemt - bare fordi man skal have firs lag tøj på, som først lige skal findes, pakkes ud og tilpasses... Men det blev der rettet op på, og lidt efter middagstid var jeg klar til pisterne - med lejede ski og støvler. Efter adskillige minutters baksen med at få støvlerne ordentligt på, kunne jeg klikke skiene på - og hvad Sørensen? Jeg genkendte følelsen af tonstunge, temmelig lange og glatte "sko"! Wuhu - så kan det ikke gå galt! Og det gjorde det sådan set heller ikke - sneen var ret tung, og det sætter bare større krav til grundformen, som jeg nævnte tidligere. Så det var hårdt, men ubeskriveligt cool. Og vejret... Jamen hold da op - det var helt perfekt den fredag...
Nå, men efter fire timers glimrende ski var det på tide at komme hjemad mod hytterne igen... Jeg var godt brugt, må jeg indrømme. Det må ha' været al den friske luft ;-)
Efter en kort lille slapper i webgutternes, og dermed også min, sove-hytte (forklaring følger), måtte jeg hive mig op og begive mig mod fredagens mad-hytte... Det var nemlig sådan, at ikke alle spiste i samme hytte som de sov i. Et større puslespil, som jeg ikke helt fandt idéen med (men den var der jo nok). Og som den, der ikke skulle prioriteres i forhold til teambuilding, blev jeg placeret sådan lidt rundt omkring. Efter en lækker omgang lasagnette (og masser af det - skam dig, fedberg) var det tid til afslapning og gode historier om New Zealands jungle (jeg VIL fakkertalt til New Zealand engang) og sejlskibe - inden jeg blev lokket tilbage til sovehytten. Men sove? Næh nej, der var jo som sagt indkøbt sprut og bajere på båden, og den skulle afprøves. Ofte. Så det blev igen sent, før jeg kom i seng.

Morgenen efter var vi hurtigt afsted mod pisterne - blot for at finde ud af, at alle lifter plus alle pister, undtagen én, var lukket på grund af blæst. Og når jeg siger blæst, så mener jeg BLÆST. Havde du skiene på, kunne du fange et vindstød og blive skubbet OP af bakke! Altså ikke op af pisten, vel, men altså... Anywho, den åbne løjpe var lige en tand for heftig for min smag, plus at der jo var en milliard million mennesker om den - så det blev kun til en enkelt tur, og så ellers nyde udsigten og solskinnet for resten... Det var nu også meget lækkert :-)
Vi tog tidligt hjem, for vinden nægtede at lægge sig - og jeg benyttede lejligheden til at tage nogle billeder (surprise!) af den norske natur lige udenfor vores hytter).
Og så blev det aften igen, og søreme så om ikke der var lidt sjatter at fortære - og det gjorde vi så...

Sidste dag, søndag, var den bedste dag rent vejrmæssigt - vi var tidligt afsted, og temperaturen var helt fjong, så sneen var supernice. Og jeg havde mit kamera med, så der skulle også lige tages en røvfuld billeder... Men de sidste par dages abnorme fysiske aktiviteter havde sat sine spor, så jeg formåede at styrte, med kameratasken over skulderen, selvom jeg passede ekstra meget på :-/

Afdelingens svenske islæt lavede dog et noget vildere styrt med sit kamera - han er også fanatisk amatørfotograf, og har et dyrere (men lidt ældre, gnæk gnæk :-D ) kamera, som var med ham overalt. Også da han traf en uheldig beslutning om IKKE at stoppe op, før en dynge tung sne tvang ham ud i en Superman-flyve-positur uden ski (de var heldigvis klikket af), en noget hård landing og efterfølgende 100 meters kuren ned af pisten. Og det er vel at mærke dokumenteret af adskillige øjenvidner (dog ikke undertegnede, ellers havde der helt klart været billeder af det!). Så selvom jeg styrtede en del, tager Mattias altså prisen for bedste styrt... Han går i øjeblikket og afventer hvornår hans kamera dør, for der kom vist en del fugt (læs: sne) i det. Men hvad pokker, så har han jo en undskyldning for at købe et nyt kamera :-)
Indrømmet, jeg var for træt til at få en hel dag til at gå med at stå på ski - specielt med mine tydeligvis for små støvler. Så den stod på lange pauser uden støvler på - hvor jeg sjovt nok også tog en del billeder, inden vi tog tilbage til hytterne for at hente vores bagage og så ellers direkte afsted til båden hjemad...

Turen hjem tegnede til at blive en anelse tummelumsk, idet der var kulingvarsel (eller var det stormvarsel?) og hele pivtøjet - kaptajnen udskød i hvert fald vores "exit" fra Oslo-fjorden, fordi vi ifølge den normale sejlplan ville komme ud af læ mens vejret var allerværst :-s
Aftensmaden blev nydt i den fortrinlige Blue Riband Restaurant, hvor den stod på særlig "VIP"-menu. Det smagte HIMMELSK!!! Især desserten var guddommelig - en lækker, lækker, lææækker, lækker ahornparfait, som er noget af det bedste, jeg har smagt længe! Og mens mange af gutterne smuttede direkte fra maden til en sær-vinsmagning i vinbaren, nød resten af os en kaffe og en Bailey's... DAMN, det er god stil :-) Efter kaffen fulgte stakkevis af drinks, som vi nød stående (!) i baren, mens det såkaldte uvejr rasede udenfor... Ingen problemer, det gjaldt bare om at holde godt fast i et eller andet ;-)

Morgenen efter tog vi alle sammen direkte på arbejde. Nøj, hvor var vi bare super-produktive hele banden - vi var uhørt friske og veludhvilede... Eller det...

Vel hjemkommet fra Norge (igen)...

... og det var en fed tur! Så fed, at jeg helt glemte at tage billeder - så dem af jer, der ikke var med, må tænke jer til Oslo i superlækkert solskin ;-)

[P.S. Det med den længere fortælling om skituren må lige vente lidt endnu - jeg har ferie! :-D ]

Mit internet og min fastnettelefon er døde...

Simpelthen fantastisk. Fejlmeldte hele skidtet i går aftes og fik at vide, at det ikke var nødvendigt for teknikeren at komme ind i lejligheden. Men jeg var tilmeldt noget særlig service-aftale-halløj, så teknikeren ville komme idag (onsdag) mellem 8 og 16. Kl. 08.02 ringer min mobil - jeg er i bad og hører ingenting. Ser bagefter, at det er hemmeligt nummer, og der er ingen besked.

Klokken 08.45 ringer mobilen igen - det er teknikeren, der spørger om jeg er hjemme!? "Øh nej, det sagde telefondamen at jeg ikke skulle være!". Stilhed. Teknikeren bliver til sidst enig med sig selv om, at han bare vil vente til butikken i stueetagen åbner, så han kan komme ned i kælderen og kigge på det...

Tilsyneladende er min forbindelse blevet ØDELAGT af det arbejde, der er foregået nede foran bygningen de sidste par dage - helt fantastisk smart, ikke?

Nå, men jeg skriver en længere fortælling om den fantastiske skitur, når jeg engang har fået indernet derhjemme igen - det var sådan set bare hvad jeg ville skrive :-)

[P.S. Tillykke med dagen, papa!]

Så er det liiige op over!

Der er blot minutter til, at vi drager afsted mod Norfjell og et par dage på ski. Det bliver skisme skideskægt at få en ski' på med ski på. Ej, sorry, den var dårlig - men et eller andet sted nødvendig - og helt igennem sand :-D

Det bli'r feeeeeeeedddddtttt!!!

Og bare rolig, jeg har naturligvis husket kameraet...

Er i øvrigt hjemme igen mandag morgen, og har guhjælpemig et møde mandag aften - men jeg ringer så snart jeg kan.

Have a nice weekend!

Ej, fjorten dage uden en lyd!?

Dét er da BARE for dårligt... Beklager meget, alle sammen - lover, at jeg nok skal skrive mere i den nærmeste fremtid :-/

En lille update: gider ikke snakke om hvad jeg har lavet de sidste fjorten dage, for det er kedsomt. Vil i stedet meget hellere snakke om, hvad jeg skal lave i marts måned!!!

• På fredag skal jeg på druk med DFDS-gutterne. Bopa holder for hårdt :-)
• Torsdag d. 15. tager jeg (og DFDS-gutterne) afsted på en lille-bitte-mini-skitur - det bliver den første i rimelig præcist ti (10!) år... De kloge siger, at man hurtigt kommer ind i "rutinen" igen. Det håber jeg, for vi er tilbage igen allerede mandag morgen!
• Weekenden efter står den formentlig på mini-cruise til Oslo - der bliver spas, gak, gøgl og løjer i løsvægt! Og nej, DFDS-gutterne skal ikke med ;-)

Hm. Hvad ellers? Jeg skriver igen onsdag, okay???

Digitalbilleder

Husker du at få fremkaldt dine digitalbilleder? Selvom digitalkameraer er supersmarte og nemme at håndtere, gør de det også lidt for nemt at "hoppe over" dét, der i virkeligheden gør billeder så fede at ha'. Det er jo så nemt bare at have billederne liggende på computeren, for der kan man nemt organisere dem - og man tænker, at hvis nogen vil se dem, kan man jo bare sende dem på en email eller noget. Eller, som jeg ynder at gøre, lægge dem op på nettet til alles fri afbenyttelse...

Det er bare ikke altid, det er nok, vel? Nu er jeg så uhørt priviligeret, at jeg snart ikke kender nogen der ikke har en email-adresse (eller vent, jeg tror faktisk jeg kender én eller to. Måske tre!? Lad mig nu se... Min mormor, min farmor og så Camilla. Jo, tre!) - så jeg KUNNE jo godt bare sende en skudefuld USA-billeder til dem, der ikke kan gætte sig frem til min hjemmeside-adresse (eller dem, der ikke ved at jeg har én). Men jeg prøver alligevel at huske at få de bedste fremkaldt en gang imellem.

Når man skal have sine digitalbilleder fremkaldt, er der masser af måder at gøre det på: min kære moar plejer at ta' kameraets hukommelseskort med ned i Merlin, som så klarer resten. De har endda en maskine, der (en gang imellem ;-) kan printe og det hele. Før i tiden promoverede jeg www.digitalshoppen.com, som er en Coop-side, som gør det nemt og bekvemt at "sende" billeder til et laboratorium nede i Tyskland et sted. Dér bliver billederne fremkaldt og sendt videre til din lokale Coop-forretning - supersmart, og det koster ikke engang en krone pr. billede (plus kr. 20,- i forsendelse)! Men nu har jeg fundet noget nemmere smartere og billigere: det hedder www.pixum.dk! Med Pixum henter du et program til din PC, som du bruger til bestillingen. Du slipper altså for at sidde online og gøre alt det sure arbejde, og DET er smart! I programmet bestemmer du, hvilke billeder der skal med, hvilke størrelser de skal med i osv. - og først når DU er klar, begynder du "afsendelsen". Jeg har lige bestilt 105 billeder af 103 motiver fra min USA-tur, og det tager sin tid at sende. Men til gengæld passer skidtet sig selv, så snart jeg har indtastet mine kreditkort-oplysninger og klikket "OK". Og prisen: 103 billeder i standard-størrelse og to billeder i "ret stor"-størrelse (30 cm. i bredden tror jeg - bestilte dem mest af nysgerrighed ;-) koster €18,75 - dvs. knap 140 kroner - inklusiv forsendelse! Mand, det finder man vist ikke meget billigere...
Har googlet mig frem til, at kvaliteten skulle være god og forsendelsen hurtig, så det kan man (forhåbentlig) heller ikke sætte en finger på...

Det eneste, der måske kan være en lille ulempe er, at programmet som skal installeres, kun findes på engelsk. Men det er til gengæld så nemt at bruge, at man knap nok har brug for at læse hvad der står :-D

Nå, men én ting er at man ikke får fremkaldt så ofte som man burde - en anden ting er de billeder, man så får fremkaldt: det smarte ved et digitalkamera er jo i virkeligheden bare, at man ikke har brug for filmruller. Og at man kan se billedet, lige så snart man har taget det. Mens det førstnævnte VIRKELIG er en fordel, er det andet en lidt trist affære, hvis du spørger mig. Og hvis du har læst så langt som hertil, må du virkelig have lyst til at spørge - så her får du svaret ;-) Det er trist fordi man jo har en tendens til at kigge på billedet, og lige overveje om det er et godt eller dårligt billede, om lyset er godt nok, om man kan se det tiltænkte osv. Inde hos DLG var jeg indblandet i en del fotografering, deriblandt af nye medarbejdere. Nuvel, billederne skulle bruges til vores interne telefonbog (som JEG har lavet - helt alene - for adskillige år siden, og den lever stadig! :-D ), så der var måske en idé i at folk så ordentlige ud, eller i hvert fald bare lignede sig selv (fik I dén? *fnis*). Men vi tog et billede og bad "offeret" om at GODKENDE sig selv?
Det er lidt det samme man gør, når man lige kigger billedet igennem før man tager det næste. Tager man et billede af fem personer, sletter man det hvis én person har lukkede øjne, mad i munden eller hvad ved jeg. Helt uden at skelne til, om resten i virkeligheden retfærdiggjorde eksistensen af netop dét billede! Og det er altså synd, for meget af det sjove ved de "gammeldaws" film-kameraer var jo netop at modtage de fremkaldte billeder, se dem igennem - og more sig kosteligt over morbroren med mad i munden, eller hvad det nu måtte være - dén følelse er lidt borte, hvis man sletter lidt for meget. Derfor har jeg besluttet ikke at slette nogen billeder overhovedet. Alt ryger ned på computeren, hvor de heller ikke slettes fra nogensinde, og de bedste af dem bliver fremkaldt. Og også nogen af dem, der måske ikke er blandt de allerbedste, men bare er specielle på en eller anden måde. Det tror jeg faktisk er ret sundt...

Endelig hjemme!

[Okay, jeg startede på dette indlæg i går, indtil jeg blev flået brutalt ud af skriveprocessen af Kenneth, der lige akkurat i tide informerede mig om, at vi spiste tidlig aftensmad - jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede mod Amager (og nåede det lige akkurat). Derfor skal tids-angivelserne regnes fra i går af.]

Hold da op, hvor var det lækkert at komme hjem til mig selv i går formiddags - NØJ, hvor var det GENIALT at sove i min egen seng, og ER DU VIMMER, hvor fik jeg håndteret det der jetlag HELT forkert. Er stået op for et kvarter siden - og klokken er nu 14.11. Gik i seng ved 12-tiden, da jeg kom hjem i går - tænkte at jeg snildt kunne sove helt til i morges, og så ville problemet være løst! Men ak, jeg vågnede allerede ved seks-tiden i går aftes (tror nok, jeg blev vækket af min kære papa?). Nægtede at overgi' mig, så jeg fløj tilbage i sengen indtil ved ni-tiden, hvor jeg fik noget mad - og kunne så ikke sove igen bagefter... Øv. Gik i seng ved ét-tiden og sov altså til klokken to. Det er vist ikke lige helt sådan, man kommer over jetlag...

Men nu skal jeg lige skrive dette indlæg færdigt, så i bad, så handle ind, og så slappe lidt af, inden jeg skal ud til Lene og Kenneth igen for at hente den mobil, jeg var træt nok til at glemme derude i går formiddags. Til gengæld blev jeg inviteret til aftensmad, og den slags kan jeg jo slet ikke sige nej til ;-)

Nå, men jeg ville egentlig prøve at skrive lidt om hjemturen, lidt à là det jeg skrev om turen derover. Det kommer her:

Torsdag (USA-tid):
05.30: Triller alene (for første gang i USA) afsted mod lufthavnen i den lejede Toyota Corolla CE - en spritny bil, da vi lejede den (med tre - jep, 3 - miles på samvittigheden). Da jeg parkerede den hos udlejningsselskabet, stod den på 298 miles, med nøjagtig en kvart tank tilbage, uden at vi havde fyldt benzin på overhovedet! Det lyder måske lidt åndet, at vi lejede en bil for dét, men det var rigtig, rigtig godt at have en bil derovre; uden den havde vi ikke kunnet komme nogen steder den sidste uges tid!
Nå, men jeg kører altså alene, med håndskrevne noter, mod lufthavnen. Min mund er tør som alt for gammel sandkage, allerede inden jeg drejer ud fra fætterland (altså komplekset, hvor fætteren bor ;-). Turen går helt fint det første laaange stykke, indtil jeg nærmer mig det andet- eller tredje-sidste sving på mine noter. Der er vejarbejde (NOOOOOO!!!), og den højredrejning jeg havde påtænkt, kunne ikke lade sig gøre (DOBBELT NOOOO!!!) - så jeg må dreje ind en gang senere, fyre op for verdens mindst pålidelige lorte-GPS, finde Dollar-adressen og så ellers stole blindt på en computer, der tidligere har vist sig som lidt af en idiot. Kan vist godt afsløre, at jeg talte med mig selv i småstore bogstaver, da jeg opdagede vejarbejdet. Og F-ordet udgjorde langt over halvdelen af samtalen. Men hallåh, GPS'en ved præcis, hvor jeg er, og der er ikke spor langt til Dollar! Wuhu! Kører resten af vejen med et halvt øje på GPS'en, som hvert halve minut brokker sig over, at den har tabt strømkilden og vil slukke om 30-29-28-27-osv. sekunder. Så klemmer man lidt sammen på skidtet, og så er alt godt igen. Ikke liiiiige det, verdens mest stressede, vejblinde mand har brug for klokken kvart i alt-alt-for-tidligt! Men lykkens pamjulefis tilsmiler mig, da jeg ser skiltene til Dollar. Jeg drejer ned det helt rigtige sted denne gang, og for ligesom at understrege mit held, dukker der en Dollar-shuttlebus op, nærmest som en ledestjerne, lige foran mig. Helt genialt! Så fik GPS'en alligevel reddet min røv ét hundrede procent, og pludselig er DEN også pengene værd! Wuhu!
Jeg parkerer dytten og flår min bagage ud fra bagsmækken. Straks kommer der en gut hen og tager imod mine nøgler. Han kigger lige på odometeret (298, siger han, som jeg også selv lige havde set, og tanken var vi sjovt nok også enige om var kvart fuld). Han giver mig en seddel, som jeg skal aflevere inde ved skranken. Det gør jeg, og skriver under på at dytbilen nu er afleveret. Ingen problemer (på dette tidspunkt ved jeg ikke, om jeg skal være glad eller nervøs ved, at der ikke har været større problemer).

06.20: Shuttlebussen kommer efter tre minutter, og jeg er eneste passager - chaufutten hjælper med den ene kuffert og spørger, hvilket selskab jeg skal flyve med. "Continental," svarer jeg, og han nikker bare. Ren luksus - jeg bliver sat af lige ud for den terminal, jeg skal afsted fra.

06.50: Jeg har stået i kø til check-in i lang tid, inden jeg bliver gelejdet hen mod en self-service maskine, hvor jeg bare skal knaste mit reservations-nr. ind, vente på at alle tre boarding-passes bliver printet - og så ellers vente igen, på at en eller anden kommer og tager imod min bagage. Da det alt sammen er klaret, kigger jeg lige "billetterne" igennem og opdager, at tiden fra landing i Newark til boarding af flyet til København er: 35 minutter! Begynder allerede at forestille mig, hvor mange ting der kan gå galt. Men hva' pokker, jeg kan jo hverken gøre fra eller til, så jeg må bare prøve at lade heldet råde :-/
Finder en kiosk og køber to blade og en Coke. Betaler kontant, og da jeg får byttepenge tilbage, taber jeg halvdelen af mønterne på gulvet. Samler dem op og taber den anden halvdel ned i en bladholder, mellem en masse blade. Nægter at fiske efter 23 cents, så jeg går bare. Og gruer for dagen, hvis det fortsætter på den måde.

ca. 08.00: Jeg er gået igennem sikkerhedstjekket (uden problemer, men denne gang tog jeg også bæltet af - det er nyt, og jeg ved ikke hvad spændet er lavet af), og sidder ved gate G-7 og glor, da en herre (fra Continental) spørger, om jeg skal til Orlando. Og det skal jeg jo, så da han spørger om jeg vil stå standby på en tidligere afgang, siger jeg ikke nej tak. På vej ned mod den nye gate spørger han, om jeg skal videre, og det skal jeg jo, så det fortæller jeg (duh!).
Jeg venter en god halv times tid, inden jeg bliver kaldt hen til skranken - hvor han fortæller, at jeg skal med et endnu tidligere fly - med det samme, fordi jeg har "connecting flights"... Hvad han ikke ved, er så at jeg er sat til at flyve fra Orlando 13.30, så i princippet har jeg overhovedet ikke travlt - men det passer mig fint at komme tidligt afsted!
Flyet er et lillebitte, 18-sæders fly (Beech 1900B, tror jeg det hed), og turen forløber uden problemer - og vi er der såmænd lidt før tid :-). Da vi er landet, siger anden-piloten - som også agerer som steward - at vi skal "watch with our heads when leaving the airplane". Engelsk er ikke hans first language, og han prøver såmænd bare at fortælle, at vi skal passe på hovedet, når vi stiger ud :-D

10.20: Jeg har fået (endnu en) meget, meget god ven i USA. Becky fra Continental Airlines i Orlando redder mit liv - hun knaster cirka tusind ting ind på sin terminal-computer, i forsøget på at få min 13.30-afgang lavet om til en tidligere. For som hun selv siger, da jeg forklarer mit Newark-problem, kan jeg ikke nå det, hvis der er den mindste forsinkelse undervejs!
Det lykkes hende at få skaffet mig en plads kl. 11.40 - og hun fortjener sgu' en medalje for det - det var nemlig ikke en hvilken som helst plads!

11.10: Boarding mod Newark - nu med MASSER af tid (2 timer og 25 minutter mellem landing og boarding er totalt luksus). Jeg sidder på sæde 34B i en Boeing 757 - husk det tal, eller i hvert fald den række, hvis du skal rejse med en 757'er nogensinde! Det er rækken lige ved den midterste nødudgang, og sædet i midten - med TONS-vis af benplads og tv'et lige durk ud for dig - i den helt rigtige afstand og det hele. Endnu en endog meget venlig tanke gik til Becky, da jeg satte mig ned og strakte benene helt ud ;-)

14.10: Lander i Newark, hele seks minutter før kaptajnens første gæt (jo, han sagde sgu' 14.16, da vi var i luften!)... Har så meget tid, at jeg knap nok ved hvad jeg skal gøre med den. Der er i øvrigt flere grunde til, at jeg er superglad for ikke at skulle være så længe i Orlando lufthavn - der var ingenting! Jeg fik en kop kaffe i Orlando, og det var stort set hvad man kunne få. Jojo, jeg burde have lugtet lunten da jeg så boarding pass'et: i modsætning til de andre lufthavne, hvor man skulle boarde fra gate G-7 eller C-86, skulle jeg i Orlando boarde fra gate ... 6! Ikke noget med nogen terminal eller noget, bare gate 6. Men Newark er en kæmpe, kæmpe lufthavn, hvor der om ikke andet er ret meget mere at foretage sig - som f.eks. at spise frokost på McDonalds ;-) Der var, bare i terminal C, et helt restaurant-område med McD, Dunkin' Donuts, Haagen-Dazs (jo, de havde også en "restaurant"!) og alt muligt andet.
Men på mit boarding pass mod København står der altså gate C-86, og vi ankom via gate C-92. Jeg tænker, at jeg snildt kunne have nået det på de der 35 minutter, og går med det samme hen mod C-86. Det tager ikke fem minutter at nå derhen.

14.30: Går ned til de der restauranter, spiser min frokost og smalltalker med en meget, meget underlig gut, der sætter sig ved mit bord. På et tidspunkt, midt i måltidet, rejser han sig fra sin plads og går - og lader sin bagage stå. Straks flyver der terrorist-tanker gennem mit hoved, men jeg kan så godt ræsonnere mig frem til, at en hvid, guitar-spillende og generelt underlig gut fra Connecticut nok ikke er den mest sandsynlige terrorist. Jeg undlader at tilkalde sikkerhedsvagterne, og han dukker da også op igen efter et par minutter. Sætter sig ned, propper en håndfuld fritter i kæften og fortæller mig så ellers hvorfor han lige var gået. Jeg forstår ikke et ord, da han har munden fuld af mad, men nikker pænt og spiser min egen mad!
Går tilbage mod gate C-86, og passerer på vejen en info-tavle. Kigger nysgerrigt, mest for at se om jeg kan finde noget på det fly, jeg skulle have været med fra Orlando (hvis det er meget forsinket, bliver det spændende at se, hvornår - eller om - jeg får min bagage at se igen). Finder det ikke, men finder til gengæld ser jeg at mit fly til København er flyttet til en anden gate - gate C-126. "Fjong," tænker jeg - der kan ikke være så langt (med tanke på numrene, ikke?). Trasker afsted mod 126 - og så er der bare HERRE-langt! Det tager mig knap tyve minutter at komme derned - og nej, jeg gik ikke forkert på noget tidspunkt ;-) I terminal C ligger gates 122-126 i den komplet modsatte ende i forhold til, tjah, eksempelvis gate 86! Øv-bøv, men jeg finder det da i det mindste, og klokken er ikke mere end:

15.15: Jeg sætter mig ned, og venter. Der er boarding 16.50, og afgang kl. 17.35. Inden længe begynder jeg at kunne fornemme danskere omkring mig. Og selvom jeg har talt masser af dansk med fætteren hele ferien, er det alligevel lidt sjovt. Der sidder et meget sønderjysk og meget ældre par et par pladser fra mig. Det tager mig lige et par minutter at decifrere deres dialekt og indse, at de taler dansk :-) Alt for morsomt. Læser blade. Synes tiden går umådelig langsomt... På et tidspunkt begynder jeg at gætte, hvem der er danskere og hvem der ikke er. Vente-området gælder for to afgange til Tyskland, én til Texas, én til Holland og så altså København. Af dem, der har nogen at tale med (så jeg har en chance for at finde ud af, om jeg har ret i mit gæt), har jeg faktisk ret langt over halvdelen af gangene ;-)

16.55: Boarding begynder - ingen problemer. Min række er blandt de første (efter "OnePass"-passagerer, 1. klasses-passagerer og passagerer med børn under 6 år - eller noget), der bliver kaldt ombord. Ingen problemer. Jeg sætter mig ned, på række 31D, en gangplads næsten bagerst i flyet. Indtil videre sidder jeg alene - det tegner jo glimrende! De kaldte jo passagerer til boarding baseret på rækkenummer, så kan det mon virkelig passe, at jeg skal sidde alene? Flyet virker kun halvfyldt... Men lige pludselig er der en milliard mennesker, der står på - inklusiv dem, der skal sidde på "min" række. De er japanere, en herre og en dame - og damen har verdens mest ildelugtende, ulækre pels på! Den STINKER, og hun tager den ikke engang af, når hun sætter sig ned!? Føj for hulen, mand, hvordan kan hun holde det ud? Jeg kan ikke! Efter fem minutters penge starter flyets motorer, og dermed aktiveres udsugningen... Jeg kan trække vejret igen. Hey vent - nu tager hun den rottepels af - kan man være så heldig, at hun lægger den i bagageboksen over os? Niks... Men efterhånden som udsugningen virker, og jeg vænner mig til stanken, kan jeg trække vejret nogenlunde normalt igen... Havde ellers lige forestillet mig, at jeg med mit held indtil videre på turen, skulle sidde ved siden af en høj, flot (kvindelig) blondine med hvid t-shirt og stramme jeans, men nej. Hun var godt nok med flyet, hende blondinen, men det fandt jeg først ud af senere, da hun skulle på tønden (som var et stykke bag mig). Æv.
De to japanere var sgu' underlige - han kunne tilsyneladende ikke et ord engelsk, og hver gang stewarden kom forbi med drikkevarer, sagde han "Coke!", men blev rettet af hende til "Coffee!". Pænt morsomt, når det sker tre gange i træk ;-) Nå, men min plan var jo, at jeg ville sove i flyet, så jeg ikke var så træt ved ankomst. Men med et hidtil uset antal spæd- og småbørn ombord, placeret strategisk på rækkerne omkring mig, var det mere end almindelig svært at finde ro... Heldigvis virkede mine udleverede hørebøffer denne gang, så jeg forsøgte at se "The Lake House" med Keanu Reeves og Sandra Bullock - men jeg var for træt til at følge med, for den var sgu' underlig!
Næste film var "Spanglish" med Adam Sandler - og den var god. Overvejer endda at skaffe den på DVD. Og den var god at døse hen med (til?) - selvom man lige var væk i et par minutter, kunne man stadig følge med :-)

Fredag (dansk tid):
ca. 06.15: Kaptajnen "vækker" os, og begynder så småt nedstigningen. Vi er, i følge info-skærmen, lige omkring Middelfart (nej, det stod ikke på skærmen - den viste bare et kort, men det har jeg Google Maps til at hjælpe mig med). Sejt - så er vi sgu' højt oppe, hvis han skal bruge hele Fyn og hele Sjælland til at komme ned i landings-højde!

ca. 07.20: Landingen gik fint - nu står jeg i bagage-udleveringen og kan ikke huske, hvordan min nye kuffert nu så ud. Der går laaang tid, før der kommer kufferter. Men hov - der var min Netto-indkøbte Slazenger-gigant-kuffert! Wuhu! Venter. Venter. Hey, var det ikke noget med at min nye kuffert "buede" lidt i "ryggen"? Det kan jeg sgu' ikke huske - vent til den kommer nærmere... Den var da ikke bare grå, var den? JodenvarsgudasåskynddigatsnuppedenNU!!!
Med begge kufferter slæber jeg mig afsted, ud af lufthavnen, finder hurtigt en taxa og siger "Apeldoorn Allé" til chaufføren. Han kigger mistroisk på mig og spørger, hvor dét er. "Dragør," siger jeg med overbevisning i stemmen. GPS'en er ikke enig - i Dragør findes ingen gader, der starter med "Ap"... Så finder han Krak frem, og slår op bagerst. Skuffelsen står mejslet i hans ansigt, da han finder Apeldoorn Allé. GPS'en er mere samarbejdsvillig, da han angiver Tårnby som by i stedet - og så finder vi hurtigt Lene og Kenneths hus!

- det var vist det (blev dette indlæg ikke endnu længere end det første?)! Igen, hvis du har læst helt hertil, er du min helt!!!

SØVN!!!

Hej alle,

Beklager at jeg ikke har fået skrevet eller ringet - men jeg ER kommet godt hjem, og jeg er super-hyper-over-meget træt, så jeg har ikke lavet andet end at sove indtil videre :-/ Nåh ja, så glemte jeg også lige min mobil-telefon da jeg hentede mine nøgler hos Lene og Kenneth, så måske har jeg en kende problemer med at huske netop dit telefonnr.? ;-)

Jeg henter telefonen i morgen aften, og har helt ærligt tænkt mig at sove resten af denne fredag væk... I morgen kommer også en længere beretning om turen hjem, som ellers gik glimrende!

Ha' det godt så længe! ZzZzZzZzZzZzZzZzZzZ...

Coca-Cola BlaK, del IV

Mens fætteren hviler sig ovenpå en hård, fire-timers arbejdsdag og efterfølgende shoppingtur, sidder jeg og hygger lidt med en nyindkøbt Coca-Cola BlaK, som jeg har skrevet om tidligere - og som det var et erklæret mål at få smagt herovre. Og det er faktisk ikke nær så slemt som forventet, selvom smagen af karamel overdøver 90% af kaffesmagen, og jeg er temmelig meget i tvivl om, om der overhovedet er cola i skidtet... Det eneste, der minder om cola, er sådan set farven. Og den har de lumske marketing-folk så gjort deres bedste for at skjule, for hele flasken er dækket af plastik (ligesom de der appelsin-juice-flasker, man ku' få i gamle dage, med papir helt op til kapslen)...

Det er en spøjs fætter, den BlaK; den dufter af overhovedet ingenting, og lige når man tager en tår, smager det kun af karamel. Eftersmagen, som varer i et sekund (måske to), er kaffe. Det lyder pænt underligt, og det fungerer heller ikke særlig godt - først meget sødt, så meget bittert. Men okay, smagen varer heldigvis heller ikke så længe - en lillebitte smule karamel-smag er hvad der er tilbage et minut efter en slurk.

Og hov - nu prøvede jeg lige at hælde lidt op i et glas (for at se farven, men det har du allerede læst om nu :-)... Det skal man ikke gøre - så tager man for store slurke :-/ Fydaføj, hvor blev det uhumsk lige pludselig! Væk er smagen af kaffe (sidder den (altså kaffesmagen) mon i det tykke lag brus, der væltede ud af flasken?) - og tilbage er kun det alt for søde karamel. Æv!!!

Pænt nederen at de kun havde dem i fire-styks pakninger. Pænt heldigt at pakken kun kostede $4 ;-)

Anyways, det var bare det jeg ville skrive - tror I ikke jeg kunne have en glimrende karriere som madskribent foran mig? :-D

Hov...

Hvor blev tiden lige af? Det kan da umulig være torsdag i morgen. Sikke noget øv... Har lige vænnet mig til vejret herovre og alting...

Så sprang jeg lige endnu en dag over i bloggeriet, og endnu engang skyldes det at der ikke var det helt store at fortælle efter "nytårs-indlægget". I går skulle fætteren jo på arbejde igen, så jeg var bare herhjemme indtil ved to-tiden eller noget. Så kørte vi til Sawgrass Mills Mall, et storcenter med rimelig mange butikker - hvor fætteren og jeg gik rundt i nogle timer, og hvor fætteren brugte endnu flere af de penge, han (siger han) ikke har :-)
Han købte alt muligt til køkken og badeværelse, fordi Remy nu er flyttet helt ud - og har taget sine køkken- og badeværelses-ting med sig. Nåja, og alle møblerne i stuen, men det er tilsyneladende ikke noget problem heller... AD, som fætteren skal bestille møbler med, er jo også kun væk i adskillige uger nu, men hvem har da også brug for stuemøbler (siger manden der var fire år om at købe en sofa!)?

Jeg købte en kuffert, for at få tilfredstillet en enkelt af mine neuroser: jeg nægter at stå i lufthavnen og få på puklen over en for tung kuffert (var lige ved at skrive "få på puklen over overvægt", men dér hjælper det sgu' ikke med en ekstra kuffert :-D )... Hver kuffert må max veje 23 kg (ifølge Continental's hjemmeside), men man må gerne have to med (!). Så jeg fandt en god, rummelig og "hård-i-skallen" kuffert til $75, og på det tidspunkt gad jeg ikke shoppe mere rundt. Bar allerede på fætterens glas-sæt og en stak bøger, han heller ikke havde råd til, så deeet...

Så skulle vi have noget at spise - fætterens idé var at vi skulle prøve at finde den lokale Chili's. Og nu tænker du måske "nøh, og hva' så'?" - men der er en historie med Chili's, som gjorde det til en bedrift af rang, at finde Chili's. En af de første aftener herovre, havde fætteren fået anbefalet Chili's, og havde endda også fået ruteanvisninger dertil (af AD). Men ak, efter lang tids søgen og køren frem og tilbage (og tænders gnidsel og så videre), måtte vi (Rikke, Karl-Erik, fætteren og jeg selv) opgive at finde skidtet. Men - da-da-daaaaa - denne gang havde vi GPS'en med, og det hjalp gevaldigt. Faktisk hjalp det så meget, at vi fandt den! Wuhuu - og det var lækker mad. Fætteren fik, efter eget udsagn, de bedste (spare-?) ribs nogensinde ("Original Baby Back Ribs", sgu' :-) - med ordentligt saltede fritter (det er en mangelvare herovre) og noget småklamt kanel-æble-halløj, som bare slet ikke passer til kød... Jeg fik en rigtig god bøf (en 12 oz. "Flame Grilled Ribeye") med hvidløgsbrød og kartoffelmos (med bacon - verdens bedste krydderi - og cheddar-ost ovenpå), og det smagte glimrende!

Mine tanker går til stakkels Rikke og Karl-Erik, som ikke nåede at smage mad fra Chili's!

Planerne for i dag er rimelig simple - fætteren og jeg tager ned til Maria og Brenda i aften (tidligst muligt, vi skal jo tidligt op næste morgen), hvor Maria laver lasagne, mod at Champen, som han jo kalder sig, og her er det fætteren vi taler om, laver danske pandekager (bonus!). Det bliver smadderhyggeligt, og for en gangs skyld er jeg ikke bekymret over køreturen - det kommer sikkert først når vi kommer derindad... Lige om straks går jeg i gang med at pakke mine ting og sager, så jeg kan være klar til i morgen tidlig (og nej, det er ikke fordi det tager en hel dag at pakke, men fordi vi jo ikke er hjemme i aften - og jeg står heller ikke op kl. 03 i nat for at pakke ;-)...

Nå, men bortset fra det. I morgen tager jeg jo hjem - flyver herfra 09.40 lokal tid, og lander forhåbentlig hjemme i Danmark igen kl. 07.30 fredag morgen, lokal tid (altså dansk tid, ikke? ;-). Det bliver en usandsynligt langt tur hjem, kan jeg mærke. Men hva' pokker, hjem skal man jo på et tidspunkt... Nåh jo, lur mig om ikke der kommer et blogindlæg mere, når jeg er kommet sikkert hjem til Søborg!

Godt nytår!

Håber at I allesammen havde en god nytårsaften - og at I kom godt ind i det nye år!

Selv stod jeg med min fætter i en have et sted i Miami (Gerrys hus :-), sammen med en hulens masse andre mennesker, da klokken slog tolv - og det var mægtig spas!

Og da rådhusklokkerne havde bimlet i 38 sekunder i Danmark, stod jeg på terrassen udenfor hos Jakob og AD (Remy er ved at flytte sammen med konen as we speak) og tog billedet her til højre.

- det syntes jeg selv var en sjov idé!

Ellers startede aftenen ved ottetiden hos Julie og Gabi, hvor vi spiste god, men dog noget atypisk (for mig, i hvert fald) nytårsmiddag - kylling og ris med sweet potatoes og "brunsås" (svensk) samt lidt andet halløj :-) Men det var rigtig godt, og jeg blev mæt plus 10-15%... AD kørte, og det var også ham der stod for den svenske, brune sovs.
Der hyggede vi indtil omkring 22.30, hvor vi i to biler begik os mod Gerrys hus. Ved ikke helt hvorfor, men jeg synes det er helt vildt morsomt at sige "Gerrys hus" - måske er det fordi det minder mig om "goin' over to Susan's house" med Sting (eller var det Police)? Sjovt er det i hvert fald. AD var taget hjem for at hilse på dem, der var til fest hos Remy, men ville være tilbage inden midnat.

Nå, men det viser sig at rygterne havde talt sandt - der var lagt op til en tema-fest af en art, og temaet skulle være "slumberparty", altså noget med nattøj og overnatning og alt muligt... Men heldigvis var det ret få, der var hoppet med på den vogn, så vi følte os ikke udenfor - tværtimod fik jeg en fantastisk smagsprøve på amerikanernes (og puertoricanernes og mexicanernes og så videre) åbenhed... Der plejer altid (for mig) at være et "dødt" tidspunkt i løbet af en nytårsaften, hvor man keder sig lidt eller er ved at gå død i det - men det var der overhovedet ikke i går, for der var altid snakkende mennesker i nærheden, og stemningen var helt i top. Måske hjalp det også lidt, at vi var udenfor hele natten, indtil vi kørte hjem ved 3-4-tiden. Det vil sige, planen var faktisk at vi skulle køre med AD hjemad, men han dukkede bare ikke op! Vi fandt dog en løsning - Maria og Brenda tilbød at vi kunne sove hos dem, så det gjorde vi. De havde en madras og en sofa, så det var jo ren luksus. Eller det... Men rigtig fedt, at de gad!

Fætteren vågnede omkring kl. 9, jeg vågnede en halv times tid senere. Da jeg vågnede, så jeg bare at fætterens sofa var tom - og satte mig ud på deres balkon for at ryge en smøg. Kigger kort til højre - og vupti, der sidder fætteren i skjorte og underdrenge på naboens balkon! Det viser sig, at naboerne også var med til festen i går, og at de havde spottet fætteren sidde og stene smøger en halv time tidligere - og bød ham på en kop kaffe! Igen, fantastisk gæstfrihed! Nå, men han kom da over til mig, satte sig - og der blev vi så siddende til omkring middag! Brenda sluttede sig til os lidt senere, og havde store problemer med at acceptere, at vi bare sad og sad :-D Hun lavede kaffe og ristede sandwiches til os - totalt i orden service! Men til sidst fik vi hende trukket ned i vores tempo, og så sad vi ellers tre meget trætte mennesker og gloede lige ud i luften... Lækkert :-)

Omkring middagstid fik hun os dog overtalt til at gå indenfor og se lidt flimmer - fætteren og Brenda faldt så i søvn til Charlie & Chokoladefabrikken! Midt i filmen stod Maria også op - og da filmen sluttede, blev vi såmænd kørt hjem. Ham fætteren forstår sgu' at vælge venner - resspæækt!

Og nu sidder vi så her i køkkenet og stener - venter vist mest af alt på at vi kan komme i seng igen... Indtil videre tror jeg ikke, fætteren har fundet en gyldig undskyldning for ikke at skulle på arbejde i morgen, men der er stadig tid ;-)

Forresten: jeg tog ikke kameraet med til festen, men fætteren havde sit med. Jeg arbejder på at få ham overtalt til at smide dem op på sin hjemmeside!

Bonus-indlæg :-)

Fætteren siger, at jeg skal huske at skrive (i forbindelse med indlægget i går), at jeg nu også har smagt en ægte, amerikansk doughnut - da vi kom hjem fra Hard Rock, lå der lige to styks Dunkin' Donuts og ventede på os - optur! Jeg fik den med creme - nedtur :-D

Between a Rock and a Hard place

Hm. Jaja, jeg ved ikke lige hvad overskriften har med indholdet af dette indlæg at gøre, men det indeholder både "Hard" og "Rock", og det er sådan set grunden til at dét blev overskriften... Og jo, det er et helt legitimt, amerikansk "ordsprog".

Vi var nemlig på Hard Rock Casino i går - og det kommer der billeder af lige om lidt. Det vil sige, så mange billeder kommer der heller ikke, for hvis jeg fandt ud af én ting i går er det at man ikke skal eksperimentere med sit nye kamera, når man bare vil tage turistbilleder :-/ Gik amok med at tage billeder uden blitz i går - og uden blitz skal kameraet bruge laaang tid på at "suge" lys til sig for at kunne danne et billede af motivet. Dvs. at kameraet måske bruger et halvt sekund eller mere på at "kigge" på motivet - og hvis kameraet (eller motivet) flytter sig, bliver billedet udtværet og dårligt... Lad os bare sige, at jeg overvurderede mine egne evner til at stå HELT stille, okay? Der er måske tale om 5-7 billeder fra Hard Rock, der ikke lige kan bruges i billed-albummet, så værre er det heller ikke. For når det så er lykkedes mig at holde kameraet stille, bliver det altså nogle fede billeder - se selv de to billeder af guitaren: det med det brede, hvide lys op ad "halsen" eller hvad det hedder, er taget uden blitz, det andet med (og på fuldautomatik, så det bare er at pege og "skyde"). Er det ikke 0494, der er det bedste?

Men ellers var Hard Rock sgu' et spøjst sted - det lykkedes os ikke at finde selve caféen (det hedder de jo, Hard Rock Café), men til gengæld så vi et ægte, amerikansk casino - og det var rimelig stort! Turde ikke begynde at tage billeder derinde, for jeg var ikke sikker på om man måtte... Vi startede med at få noget i skrutten - og lad bare sige at det "cafeteria", der hørte til casinoet, i sig selv var noget større end Hard Rock Café hjemme i København!
Nå, men vi (eller jeg) turde ikke begynde at spille, og der var alligevel heller ikke plads ved poker-bordene, så vi gik bare rundt og kiggede. Og det er jo ikke bare et casino, og så slut-prut. Nejnej, der hørte jo altså liiiige et lille strøg-agtigt "kvarter" til. Man gik ud af casinoet og kom ud på en slags torv, hvor der stod et band på en scene og spillede god musik. Der var så nogle "arme" ud fra det torv (som der jo er på de fleste torve, tror jeg) - den ene vej var der barer og diskoteker, den anden vej var der butikker. Vi var der så tidligt, at diskotekerne ikke var åbnet endnu, men vi fandt da en bar hvor vi kunne få en lille øl. Fandt også et sted hvor jeg kunne ødelægge en stribe billeder af nogle oplyste palmer, og redde et enkelt billede af noget springvand-halløj (det ligger også på hjemmesiden nu)...
Heldigvis fandt navigatøren (a.k.a. fætteren ;-) vej til den der kæmpeguitar, så vi kunne tage et par billeder af den også.

På vej hjem fik navigatøren endnu én af sine mange gode idéer - der var et sted, vi havde kørt forbi en del aftener, hvor julepynten var så usandsynlig over-the-top og hyper-ultra-super-amerikansk, at vi hele tiden har villet have billeder af det. Og det huskede fætteren lige, at vi skulle, når vi nu alligevel var på farten! Så det gjorde vi - og de fleste af de billeder er også blevet eksperimenteret til døde, men jeg tog dog alligevel et par stykker med blitz. Som så bare er super-ringe, og slet ikke giver det rette indtryk. Men der ligger altså også et par stykker af dem på hjemmesiden.

I aften går jeg ud fra, at vi skal til fest hos Jerry. Jerry er en person, jeg aldrig har mødt, og kun hørt omtalt i forbindelse med denne fest. Men de fleste andre lader til at vide, hvem Jerry er, så jeg følger bare med :-)

RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE SAMMEN - og hils alle dem, I kender, fra mig og sig det samme :-D

Endnu en "slapper"

I går var det planen, at vi skulle til Hard Rock Casino - men det droppede vi igen. Jeg havde jo vasket alt mit tøj, og ville ikke så supergerne prøve lykken med tørretumbleren igen, så jeg havde ikke rigtig noget pænt og/eller rent tøj at tage på :-/ Godt tænkt - eller det...

Vi tog på McDonalds i stedet, som det eneste - og det var sjovt nok som det plejer at være, men nu kan jeg da sige at jeg har været der i Moderlandet...

Det er lidt sjovt, så mange ting man genkender navnet på (når man ser så meget fjernsyn som jeg, altså), og som man knap nok aner hvad er - men jeg har simpelthen bare været nødt til blandt andet at købe en pakke Twinkies (fesne "kager" med fesent fyld, der smager af ingenting, men nu er de smagt). Vi har spist en del Oreos (kiks, der smager glimrende), og forleden lavede vi mad med Tater Tots (frosne kartoffel-"bidder", der smager som alle andre frosne kartoffel-poser) - men jeg mangler stadig at smage en ægte, amerikansk doughnut... Det bliver interessant :-)

Nu er det rigtig ferie :-)

Jaja, jeg ved det godt - skrev ikke herinde i går, men det var der sådan set en rimelig god grund til: vi foretog os praktisk talt intet i forgårs!

Vi hyggede os med lidt film, computerspil osv., indtil vi sidst på dagen tog til en butik ved navn Ross, hvor vi også var for en uges tid siden. Ross er en kæmpe butik, som handler med alt muligt, men mest tøj. Det tøj, de har, er af en eller anden grund blevet frasorteret af nogen - måske er det lidt beskidt, måske er en syning skæv - eller måske er der noget andet galt, som man ikke kan se... Hedder det bare 2. sortering? Anyways, første gang vi var derinde købte jeg to par sko (blandt andet et par Nike Air), et bælte og nogle underdrenge, plus et par andre småting. Det blev 91 dollars! Dvs. sådan cirka hvad jeg skulle have givet for Nike-skoene i Danmark, så det var jo meget lækkert...
I forgårz var vi så derinde igen. For en fem-seks dage siden ville Rikke vaske noget tøj og tilbød mig at jeg kunne få noget af mit med. Det var "totalt fjong", så i med poloer, bukser og ting. Hvad jeg ikke overvejede var at mine poloer aldrig har været tørretumblet før - så nu er de fleste af dem krøbet lige nok til, at det ser skidt ud :-/ Vi snakkede endda om det, Rikke og jeg, men så dum kan man åbenbart være! Og, ahem, trods alt var mine papirer ikke med i maskinen :-)

Men vi skulle altså i Ross for at finde mig nogle polo- eller t-shirts... Det fandt vi så ikke - eller jo, jeg fandt et par stykker, men der var meget synlige fejl på dem begge - til gengæld fandt jeg en sommerjakke sat ned fra $160 til $34.99 og en alt for fed (og alt for lang ;-) "golf-trøje", som ikke helt passede i længden, men var så sej at jeg måtte eje den alligevel. Den kostede $30 dollars. Jeg har fået nyt tøj, men ikke lige det, der var meningen. Æv. Men i dag vasker jeg igen - UDEN at tørretumble poloerne!

Overvejer lidt om det kan betale sig at vaske de "små" igen og så strække dem mens de er våde?

Nå, men i går var også en rimelig stille dag - vi var nede i South Beach igen i går aftes for at mødes med to af fætterens veninder, Maria og Brenda. Det var superhyggeligt, og vi var først hjemme omkring kl. 01 eller noget. Og nej, jeg drak ikke mere end ét glas hvidvin. Om det var dét, der gjorde at vi/jeg kørte forkert på vejen hjem, skal jeg ikke kunne sige, men hjem kom vi da :-) Vi blev også inviteret hjem til dem (de er room-mates) til middag efter nytår, så det er jo cool nok! Flinke mennesker...

Planen for i dag er, at vi tager ud til verdens vist nok største Hard Rock - det hedder Hard Rock Casino (tror nok det er det her). Og jo, det er et casino - og jo, vi lader kreditkortene blive hjemme. Det sjove er, at da vi var i Universal Studios-parken reklamerede de også med verdens største Hard Rock café!? Sådan er det nok bare - jeg har også set to mobilselskaber reklamere med, at de havde "fewest dropped calls", altså færrest mistede opkald. Jep, det reklamerede de begge to med - og det må de åbenbart godt! Fætteren fortalte også, at det herovre er helt okay at sammenligne sit produkt med et andet, navngivet produkt fra et andet firma. For eksempel har Subway (dem med de fedtfattige fritter) haft nogle reklamer, hvor de har vist en Subway-menu ved siden af en McDonalds-menu og sammenlignet kalorier og alt muligt. Det er da lidt spøjst, eller er det bare min EU-forgiftede hjerne der løber om hjørner med mig? Hm. Godt så.

På Hard Rock Casino er der muligvis chance for, at jeg får taget nogle billeder igen - om ikke andet så udefra - typisk at jeg løber "tør" for photo opportunities når jeg får galleriet til at virke igen :-)

Over og ud herfra - håber I har det godt derhjemme, for det har jeg herovre!

(P.S. I går, d. 28. december, sad vi udenfor på en fortovscafé til omkring kl. 0.30 - jeg sad i korte ærmer og frøs ikke på et eneste tidspunkt! :-D )

Afslapning American Style... Eller det...

Fætteren og jeg havde bestemt os for at slappe helt af i går - Rikke og Karl-Erik tog afsted inden middag, (og de er ikke hjemme endnu, tror jeg :-/ ), hvorefter vi tændte for computeren og satte os til populært sagt at stene max. Det er det, gamle mennesker kalder afslapning (se venligst overskriften på dette indlæg ;-).

Men for pokker da, hvor var det tiltrængt med en pause fra alt det turisteri - ved otte-tiden i aftes kørte vi så med AD til South Beach, hvor vi fik noget i skrutten og gik en lille tur (og fandt sjovt nok et sted at få en øl)... Og så tilbage igen til det, der åbenbart ikke hedder Hollywood alligevel. Fætteren påpegede i går, at det kun er postnummeret, der "hedder" Hollywood - vi (han) bor i det område, der hedder Miramar. Så skulle dét også være sat på plads ;-)

Ellers har vi vist ikke rigtig lagt nogen planer - hvis "vi" har, kender jeg dem ikke, og det gør mig egentlig ikke noget. Nyder bare at være på ferie lige nu - vejret er gået hen og blevet lidt koldt i det (og når jeg siger koldt, er det lig med at stå udenfor i skyggen og ikke have det varmt :-), og det blæser lidt, men det gør ikke spor. Man er jo en mand af en vis statur og tyngde, så varmen kan godt være en smule "irriterende" :-D

Denne morgen/formiddag er blevet brugt på at forsøge at reparere galleriet på min hjemmeside, og jeg tror, det er lykkedes - wuhu! Jaja, med lidt tape og en stjerneskruetrækker kan meget lade sig gøre ;-) Fætteren er ikke stået op endnu, men han har jo også sit eget værelse (klokken er 10.50 lige ... nu!). Jeg sover på en luftmadras i stuen, fem meters penge fra hoveddøren, så jeg har det ikke så mørkt om natten (sover lige under et vindue), plus at der jo helt naturligt er lidt mere larm når AD skal arbejde, hunden luftes og alt muligt. Men det er helt fjong, at jeg ikke ender med at sove dagen væk! Fætteren har ferie i denne uge, så han skal have lov til at sove lige så tosset han lyster :-)

Nå, men det var vist dét for denne gang - jeg tog ikke nogen billeder i går, men ærgrede mig godt nok da vi kørte forbi Miamis skyline i går aftes. Havde ikke taget kameraet med :-( Men hva' pokker, det kan jo nås endnu!

Ha' det godt til vi snakkes...