I fredags afholdt vi afdelings-arrangement, som dels havde til formål at få afklaret afdelingens mål og visioner, dels at få rystet os lidt sammen. Den sidste del var betydeligt mere underholdende end den første, omend den første var noget mere oplysende end den anden :-)
Vi sang gospel, gjorde vi! Vores nyeste studentermedhjælper havde arrangeret besøg fra en vokalgruppe, som hjalp os med at indspille tre gospel-numre. Da jeg stod i situationen, syntes jeg det lød fantastisk godt - jeg kunne blandt andet ikke høre mig selv særlig godt ;-)
Efter en gang opvarmning af stemme og krop skulle vi deles op i fire "stemmer" - og papa her skyndte sig at stille sig sammen med de øvrige bas-stemmer. Man er vel brummer! Og så straks i gang med sangene... Det fik mig til at tænke på, om man mon kan have anti-gehør? Måske det hedder ge-lyt? (fik I den? Morfar-humor, I know!) Jeg havde mere end almindelig svært ved at høre - og især huske - hvilken toneart der skulle rammes hvor. Men altså, jeg tog det som et godt tegn at jeg ikke kunne høre min egen stemme så ofte, for et eller andet sted må det vel betyde at jeg ramte samme tone som de andre. Ikke?
Inden længe skulle vores underviser vist lige teste os, og gav basserne en opgave der "pressede os lidt", som han sagde... Nuvel, min stemme ville absolut ikke op i det ønskede leje, så jeg blev beordret ned i skovskiderstilling, hvorfra jeg skulle rejse mig op og råååbe "yeah"! Ved ikke helt hvorfor, men det virkede ... lidt. Kun lidt. Men jeg forsøgte da at følge med flokken, da det gjaldt, hehe.
Lige nu har jeg det med gospel som med fodbold (og badminton og bowling og ... well, sport i det hele taget): jeg gør det, selvom jeg ikke kan finde ud af det. Og det er jo en præstation i sig selv, da jeg gennem hele min barndom har nægtet at gøre noget som helst, jeg ikke nærmest kunne i forvejen. Men jeg synes sgu' det er sjovt - jeg elsker at synge, og hvis jeg ikke gør det godt nok, er der nogen der må sige det/lære mig det. Gerne, meget gerne!
Vi indspillede som sagt tre numre, og jeg havde på en eller anden masochistisk facon set frem til at høre optagelserne. Biiig mistake - jeg synes ikke det lyder SPOR godt! Måske hvis man tager med i betragtning at vi kun sang i et par timer, men mit musikhjerte bløder en lille smule hver gang jeg hører det. Og det er ikke engang fordi nogen synger tydeligt falsk, vi stinker bare kollektivt. Som kollegerne udtrykker det, er der vist nogen der har lagt et "femte-klasse musikundervisning" filter over det. For vi lyder om ikke andet forsigtige :-D
Alligevel sidder melodierne der stadig: "Mama Kuyo" (som nærmest overhovedet ikke eksisterer ifølge Google), "He that believeth" (som vi sang i en noget mere jordnær version), "Let it rain" (som Google heller ikke finder) og så den, der var for "skæv" til at komme med på DLG Koncernmarketing AllStars' debutalbum: "Lord You are Good".
Og nej, jeg lægger ikke numrene op. Ever.
