Jaja, ved godt at dette indlæg er "lidt" forsinket. Men nu kommer det altså - når selv fætteren kan svinge sig op til hele to indlæg, må jeg også kunne.
"Her den anden weekend" var jeg på mini-skitur (til Norge, naturligvis) med DFDS' IT-afdeling. Jeg var allernådigst sluppet igennem nåleøjet, og fik lov til at komme med, på trods af at teambuilding-aspektet (som var det egentlige formål med turen) var en kende spildt på mig. Og det siger jeg tak for :-)
Jeg havde ikke stået på ski i noget der ligner ti år - ikke fordi jeg ikke har villet, men tiden (og "tiden", du ved, den med pege- og tommelfinger gnidende mod hinanden) har ikke været med mig. Efter ti års ufrivillig pause var jeg temmelig nervøs for, om jeg overhovedet kunne huske noget af det - men det kunne jeg! Noget af det, altså. Stilen er ikke just den samme som for et årti siden, muligvis på grund af den uhørt elendige grundform, jeg er i (man kunne fristes til at kalde min for kageform).
Efter bare to-tre ture var jeg så træt, at jeg knap kunne løfte skien når jeg ville dreje - og det i sig selv giver anledning til en noget alternativ carving-stil. Men jeg faldt kun et par gange eller tre i alt ;-) Havde fuldstændig glemt fornemmelsen efter sådan et styrt... Lårene er helt færdige, og man er lidt rystet. Og alligevel holder man kun lige 30 sekunders pause, og så afsted igen - blot for at (være millimeter fra at) styrte igen efter 100 meter! Jeg skal være i laaangt bedre form, næste gang jeg tager afsted - og det gør jeg! Næste år, uden tvivl. På det tidspunkt er jeg en superslank og voldsomt veltrænet herre, det ved vi jo, så da bliver det meget bedre. Host, host.
På trods af alle de fysiske "problemer" (nej, ikke rigtige problemer, det er jo bare mig der er en kage-ædende, stillesiddende idiot) var det altså helt vildt fedt at komme på ski igen - bare luften, udsigten og de dejligt familiære norske vanvids-priser var nok til at give mig blanke øjne... De to første fordi de er helt unikke, og de sidste fordiøh, de øh, vel også er ret så unikke (og giver mig lyst til at græde)!
Men nu er det jo ikke fordi det hele gik op i ski og løjper og sindssygt ringe skistøvler. Næh nej, vi tog jo Oslo-båden frem og tilbage, og der fik vi medarbejder-rabat. Og sprut. Og øl. Alt sammen i rigelige mængder. Og det skulle jo bruges, det skidt - så torsdag aften begyndte stille og roligt i den nyligt relancerede (og sindssygt lækre) buffét ombord på det gode skib Pearl of Scandinavia. Go' stil! Efter maden fortrak vi til baren i Columbus, hvor der sjovt nok også var medarbejder-rabat. Og tjuhej, hvor det gik - hele bundtet blev en kende overrislede, inden vi gik til køjs i vores enmands-kahytter (så vidt jeg husker blev klokken omkring 2.30, inden jeg fandt derop)...
Morgenen derpå kørte vi (i egne biler) direkte fra færgen op til vores hytter, hvor vi smed oppakning og iklædte os vores udstyr. Enkelte havde så travlt med at komme videre fra hytterne op til Norefjell, at et par stykker (inklusive mig!) blev glemt - bare fordi man skal have firs lag tøj på, som først lige skal findes, pakkes ud og tilpasses... Men det blev der rettet op på, og lidt efter middagstid var jeg klar til pisterne - med lejede ski og støvler. Efter adskillige minutters baksen med at få støvlerne ordentligt på, kunne jeg klikke skiene på - og hvad Sørensen? Jeg genkendte følelsen af tonstunge, temmelig lange og glatte "sko"! Wuhu - så kan det ikke gå galt! Og det gjorde det sådan set heller ikke - sneen var ret tung, og det sætter bare større krav til grundformen, som jeg nævnte tidligere. Så det var hårdt, men ubeskriveligt cool. Og vejret... Jamen hold da op - det var helt perfekt den fredag...
Nå, men efter fire timers glimrende ski var det på tide at komme hjemad mod hytterne igen... Jeg var godt brugt, må jeg indrømme. Det må ha' været al den friske luft ;-)
Efter en kort lille slapper i webgutternes, og dermed også min, sove-hytte (forklaring følger), måtte jeg hive mig op og begive mig mod fredagens mad-hytte... Det var nemlig sådan, at ikke alle spiste i samme hytte som de sov i. Et større puslespil, som jeg ikke helt fandt idéen med (men den var der jo nok). Og som den, der ikke skulle prioriteres i forhold til teambuilding, blev jeg placeret sådan lidt rundt omkring. Efter en lækker omgang lasagnette (og masser af det - skam dig, fedberg) var det tid til afslapning og gode historier om New Zealands jungle (jeg VIL fakkertalt til New Zealand engang) og sejlskibe - inden jeg blev lokket tilbage til sovehytten. Men sove? Næh nej, der var jo som sagt indkøbt sprut og bajere på båden, og den skulle afprøves. Ofte. Så det blev igen sent, før jeg kom i seng.
Morgenen efter var vi hurtigt afsted mod pisterne - blot for at finde ud af, at alle lifter plus alle pister, undtagen én, var lukket på grund af blæst. Og når jeg siger blæst, så mener jeg BLÆST. Havde du skiene på, kunne du fange et vindstød og blive skubbet OP af bakke! Altså ikke op af pisten, vel, men altså... Anywho, den åbne løjpe var lige en tand for heftig for min smag, plus at der jo var en milliard million mennesker om den - så det blev kun til en enkelt tur, og så ellers nyde udsigten og solskinnet for resten... Det var nu også meget lækkert :-)
Vi tog tidligt hjem, for vinden nægtede at lægge sig - og jeg benyttede lejligheden til at tage nogle billeder (surprise!) af den norske natur lige udenfor vores hytter).
Og så blev det aften igen, og søreme så om ikke der var lidt sjatter at fortære - og det gjorde vi så...
Sidste dag, søndag, var den bedste dag rent vejrmæssigt - vi var tidligt afsted, og temperaturen var helt fjong, så sneen var supernice. Og jeg havde mit kamera med, så der skulle også lige tages en røvfuld billeder... Men de sidste par dages abnorme fysiske aktiviteter havde sat sine spor, så jeg formåede at styrte, med kameratasken over skulderen, selvom jeg passede ekstra meget på :-/
Afdelingens svenske islæt lavede dog et noget vildere styrt med sit kamera - han er også fanatisk amatørfotograf, og har et dyrere (men lidt ældre, gnæk gnæk :-D ) kamera, som var med ham overalt. Også da han traf en uheldig beslutning om IKKE at stoppe op, før en dynge tung sne tvang ham ud i en Superman-flyve-positur uden ski (de var heldigvis klikket af), en noget hård landing og efterfølgende 100 meters kuren ned af pisten. Og det er vel at mærke dokumenteret af adskillige øjenvidner (dog ikke undertegnede, ellers havde der helt klart været billeder af det!). Så selvom jeg styrtede en del, tager Mattias altså prisen for bedste styrt... Han går i øjeblikket og afventer hvornår hans kamera dør, for der kom vist en del fugt (læs: sne) i det. Men hvad pokker, så har han jo en undskyldning for at købe et nyt kamera :-)
Indrømmet, jeg var for træt til at få en hel dag til at gå med at stå på ski - specielt med mine tydeligvis for små støvler. Så den stod på lange pauser uden støvler på - hvor jeg sjovt nok også tog en del billeder, inden vi tog tilbage til hytterne for at hente vores bagage og så ellers direkte afsted til båden hjemad...
Turen hjem tegnede til at blive en anelse tummelumsk, idet der var kulingvarsel (eller var det stormvarsel?) og hele pivtøjet - kaptajnen udskød i hvert fald vores "exit" fra Oslo-fjorden, fordi vi ifølge den normale sejlplan ville komme ud af læ mens vejret var allerværst :-s
Aftensmaden blev nydt i den fortrinlige Blue Riband Restaurant, hvor den stod på særlig "VIP"-menu. Det smagte HIMMELSK!!! Især desserten var guddommelig - en lækker, lækker, lææækker, lækker ahornparfait, som er noget af det bedste, jeg har smagt længe! Og mens mange af gutterne smuttede direkte fra maden til en sær-vinsmagning i vinbaren, nød resten af os en kaffe og en Bailey's... DAMN, det er god stil :-) Efter kaffen fulgte stakkevis af drinks, som vi nød stående (!) i baren, mens det såkaldte uvejr rasede udenfor... Ingen problemer, det gjaldt bare om at holde godt fast i et eller andet ;-)
Morgenen efter tog vi alle sammen direkte på arbejde. Nøj, hvor var vi bare super-produktive hele banden - vi var uhørt friske og veludhvilede... Eller det...
Ellers er der ikke sket så meget - jeg kæmper en kamp for ikke at kommentere den galaktisk store 
